Dansk Golf Union anbefaler fortsat klubberne, at de lukker banerne frem til 30. marts, men ligesom det var tilfældet i weekenden, er der fortsat baner, der holder åbent.

Det gør man under forudsætning af, at en lang række restriktioner bliver overholdt; blandt andet at man holder afstand, at man putter med flaget i og at man ikke berører hinanden.

I weekenden var politiet både lørdag og søndag på besøg i blandt andet Simon’s Golf Club i Nordsjælland, hvor det blev konstateret at alt spil forgik i henhold til myndighedernes anbefalinger og regler, og man gav grønt lys til at man fortsat kunne spille.

Flere golfklubber har henvendt sig til Sundhedsstyrelsen med spørgsmål til hvordan myndighederne stiller sig til de restriktioner man har indført for spil på banen.

DGU’s bestyrelse mødes i dag for at drøfte situationen, og det forventes, at der kommer en ny anbefaling til klubberne senest i morgen. Det er uvist om anbefalingen vil være den samme som i sidste uge, eller om der vil komme en lempelse eller skærpelse.

Alle landets klubber har lukket klubhuset, restauranten m.v., og langt størsteparten har også fuldt DGU’s opfordring om at lukke banen for spil.

Foto: arkiv foto, Simon’s Golf Club

Forrige artikelOL udsat til sommeren 2021 – giver håb for Olesen
Næste artikelDanish Golf Open aflyst – US Open i fare
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.