Banen i Rønnede på Sydsjælland er en herlig kuperet og varieret bane, der byder på overraskende og finurlige huller. Greens er en gyser.

I det øjeblik man kører fra motorvejen skal man blot trille nogle hundrede meter for at lande på parkeringspladsen foran klubhuset i Rønnede. Det buede klubhus står majestætisk i to etager, delvis på stopler, og indenfor er der god plads til sekretariat, proshop og café. Fra terrassen er der fin udsigt til putting green og til hul 1 på den anden side af landevejen.
Rønnede Golf Klub har levet en lidt omtumlet tilværelse. Banen blev anlagt i 2001, først med 9 huller, og siden 2006 har man kunnet spillet 18 huller samt en par 3 bane. Finanskrisen bankede på døren og klubben kæmpede i en del år med økonomien. Den brast med konkursen 2011.
I dag er Rønnede Golf Klub kommet tilbage på sporet, og de omkring 400 medlemmer kan nyde de nye teesteder, som blev åbnet den 21. maj. Det skete som led i en turnering hvor formanden for DGU Jim Staffensen og Rønnede Golf Klubs formand Jørgen Petersen åbnede Backtees (sort tee). Med de nye teesteder råder Rønnede Golf Klub nu over 6 baneforløb (Sort, hvid, gul, blå, rød, grøn) mod tidligere 2 baneforløb.

Under vejen til første tee

Åbningshullet, et par 5-hul på 449 m fra gul tee (385 rød), spiller lige på den anden side af landevejen. Hullet er et risk/reward-hul for den gode spiller, der kan slå et draw hen over bunker og på den måde få den korteste vej til flaget. Og for boggie-spillere som os er det mest fornuftige er at spille midt i fairway kort af bunker og indstille sig på at komme på green i tre slag. Green er godt beskyttet af bunker, og det kan være et barskt hul, hvis vinder suser hen over den åbne fairway.

Hul 2, et par 4-hul på 340 m fra gul (288 rød) er både spektakulært og drillende. Fra et højt plateau skal man slå ud over en ådal til en bakke overfor. Der står heldigvis en høj pind i fairway, som viser retningen, og det en stor hjælp hvis man vil undgå at bolden bare triller alt for meget til venstre ned ad bakken. Det er bestemt en mulighed at slå ind til green i 2-slaget.

Det er en god begyndelse. De første to huller viser meget godt, hvad der er i vente. Et kuperet terræn med skrå lejer, en sej rough og store kuperede greens. På hul 3 kan man især få roughen at føle. Hullet har et spændende og klassisk layout, der får det bedste frem i et golfhjerte, hvis man ellers kan fange den lidt snoede fairway uden at ramme fairwaybunkers og rough.

Susåen i spil

På tre af hullerne: hul 8, 10 og 16, er et biløb til Sjællands største å, Susåen i spil. Og, hvis man ikke støder på sin bold i åens løb, kan det være man i stedet får øjenkontakt med de omkring 20 forskellige fiskearter, som findes i åen.
Hul 8 er et tricky hul – let at enten hade eller holde af, men de fleste vil nok trods alt gå derfra med et smil på læben. Fra gul tee måler hullet 328 meter fra gul (286 rød), og det lyder jo som sikre 2 point på scorekortet. Hvis det altså ikke var fordi, at næsten lige meget, hvor godt man slår ud, så skal man i 2-slaget slå enten over eller imellem to kæmpe træer, der med brede kroner fylder luftrummet foran green. Og for at tilføre ekstra udfordring løber Suså under træerne på tværs af indspillet til green. Det slap vi ikke godt fra, men vi går derfra med brede smil.
Ud over slyngende åløb har Rønnede 6 søer i spil, som også bidrager til afvekslende og til tider meget udfordrende spil.

Greens er en gyser

De fleste spillere vil sikkert glæde sig over de brede fairways. På langt de fleste huller er der langt ud til rough, og hvis man ellers kan finde fairways uden om bunkers, søer og åløb – og det er langt hen ad vejen en overkommelig opgave – kan man godt tage fra Rønnede med en pæn score.
Vi bemærker også de flotte tavler, der viser layout for hvert hul og som meget enkelt og overskueligt fortæller dig, hvor du bør slå bolden hen.

På bagni er det værd at fremhæve det udfordrende hul 13 med et snoet hulforløb op mod green og sø.
På hul 16, som et par 3-hul, har man Susåen foran green, og en carry på cirka 146 m fra gul for at komme tørskoet over åen kan sikkert få nogle til at ryste lidt, men højdeforskellen hjælper til at hullet spiller 1-2 jern kortere. Fra tee til green er der ifølge baneguiden et fald på 19 meter. Det er et af de her par 3-huller, hvor det er et enten-eller. Det lykkedes akkurat at komme tørskoet over.
Green hælder umanerligt meget og det er en umulig opgave at stoppe bolden omkring hullet. Den skal i!

”Det er lidt unfair at placere pinden lige dér, men det er jo næsten umuligt at finde et plant sted på green,” hører jeg min makker sige flere gange i løbet af runden.

Når man kører fra golfbanen i Rønnede kan det anbefales at lægge vejen forbi Gisselfeld Kloster, som er en af Danmarks ældste og bedst bevarede renæssanceborge, bygget i perioden 1547-1575. Der er rundvisninger på bestemte dage, og parken kan som regel besøges lørdag og søndag.

Forrige artikel13 danskere og fem vindere i Made in Denmark
Næste artikelEne mand i Kina
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.