Henriette Nielsen fra Sorø vandt for anden gang, mens 18-årige Frederik Birkelund fra Næstved sejrede to dage før sin studentereksamen – og begge overvejer et liv i golf

Kellers Park GC syd for Vejle var vært for et succesfuldt DM i hulspil, hvis udfald overraskede mange, men begge vindere, Henriette Nielsen og Frederik Birkelund, mente selv, at de havde en god chance, hvis de spillede op til deres bedste.

Mændene
John Axelsen var uventet i feltet, efter at han blev slået ud af British Amateur i utide, men det var ingen ønskeposition, da mange spiller op til deres allerbedste, når de føler, at de er chanceløse. Efter en enkelt planmæssig sejr faldt han i anden runde 4&3 mod Andreas Nielsen, Morsø.
Efter en sådan sejr kan det være svært at fortsætte i samme stil, og det mærkede nordjyden, da han tabte til Aalborgs Hamish Brown, som lignede et DM-bud, da han eliminerede den formstærke Jens Christian Tvergaard, Gyttegård, i kvartfinalen. I semifinalen skulle Brown op mod Mathias Bærholm, Kolding.
En anden spiller, der virkede overbevisende, var Jacob Skov Olesen fra Næstved. Han udklassede Rasmus Bofill 7&6 og mødte i semifinalen sin klubkammerat Frederik Birkelund, som i kvartfinalen for anden gang måtte gå alle18 huller, før Oliver Ytte Andersen var besejret.

Semifinalen gav sikre sejre til Brown og Birkelund, som derefter gav publikum en usædvanligt spændende og velspillet finale på den smukke parkbane.
Brown startede som en stormvind, selv om de to første dages kraftige blæst havde lagt sig, og var 3 up efter 4. Birkelund lod sig ikke slå ud, og efter at have drivet green på det 270 m lange hul 10 par 4, udlignede han.
Så gik det frem og tilbage, men sydsjællænderen var 1 up før sidste hul, hvor han drivede i semirough. Brown nåede green i to og havde et eagleputt, som han missede, mens Birkelund slog sig smukt ud, og da han fik birdie, var sagen afgjort.
Olesen vandt imens bronzen med 5&3 over Mathias Bærholm.

Frederik Birkelund
… har spillet godt i år og mente, at han måtte have en god chance. Især da han er glad for matchspil, hvor man har sin modstander, så man kan ’kontrollere’ ham.
Som 10-årig kom han i Dansk Junior Golf Akademi og har trænet hårdt siden, de seneste år med Andreas Kali. Han har med DJGA været på flere træningsophold i udlandet, og han er klar til at forsøge sig som professionel.

Før DM vandt han Cobra Puma-turneringen i Skanderborg og er et trumfkort på Næstveds 2. divisionshold, der allerede efter fire runder er sikret oprykningskamp, og hvor han spiller sammen med sine gode venner Jacob Skov Olesen og Frederik Rosantus, som er med til at motivere ham.
Birkelund er god til at få bolden i hul, når det gælder,  og hans stærkeste side er det korte spil og puttningen – en god ballast, når han nu vil udvikle sin golf yderligere, mens han tjener de nødvendige penge på at arbejde, muligvis som lærervikar … efter den studentereksamen, han bestod to dage efter afslutningen på et fysisk hårdt DM med seks matcher på tre dage.

Damer
Længe holdt favoritterne, men pludselig blev mange af dem elimineret. I kvartfinalerne vandt Camilla Tange Nielsen, Aalborg på 19. hul over Louise Markvardsen, mens Louise Høgh, der først havde slået klubkammeraten fra Kolding, Katrine Fausing, på 20. hul, fik ram på Stephanie Amalie Astrup 3&1.

Den forsvarende mester, Mette Linkhusen fra Sæby, syntes velspillende, men tabte i semifinalen, hvor det måske blæste for lidt efter hendes smag, på 18 til Camilla Tange. Henriette Nielsen spillede sit allerbedste, da Louise Høgh måtte give hånd efter 13. hul.
Finalen blev en oplevelse. Et par huller blev delt i birdies, men igen var Henriette Nielsen uimodståelig. Hun var 4 up efter 8, og selv om Camilla Tange kom tilbage til 2 ned, blev resultatet 3&2 til Sorøspilleren.

Henriette Nielsen
… har netop afsluttet fire år på Kennesaw State i Georgia. På bedste måde. Med en grad i marketing og fornemme resultater på collegeholdet.
Det var rart at vinde sin titel nr. 2 og vise, at den første ikke var noget tilfælde, men hun er stadig i tvivl, som hun skal satse helt på golf.

Foreløbig drager hun tilbage til USA, hvor hun det næste år skal arbejde i marketingafdelingen i et finansfirma. Sideløbende vil hun træne, og så overvejer hun tourskolen 2019.
Da hendes kæreste allerede er professionel og forsøger at slå sig ind på web.com touren, ligger det lige for, at hun også kan turne pro og forsøge sig i mindre turneringer for at se, hvordan det går – men det er også muligt, at hun vender hjem for at læse videre.
DM var en dejlig oplevelse. Hun spillede solidt under de to første dages svære forhold, og søndag spillede hun måske det bedste, hun nogensinde har gjort. Fandt fairways konstant og havde en gylden putter. Det giver lyst til at fortsætte ad golfvejen, og det bliver spændende at se, hvor hun havner – men DM-titlerne fra 2013 og 2018 kan ingen tage fra hende.


Markvardsens albatross
Vi kan ikke slutte uden at nævne, at Louise Markvardsen stod for turneringens bedste slag, en albatross på hul 6 par-5.

Forrige artikelMaksimal udnyttelse af fritspilsordningen
Næste artikelVerdens bedste – om mandagen
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.