Nordvest for København ligger Smørum golfklubs 27-hullers Championship Course med brede fairways og umanerligt fine greens.

Dine bolde forsvinder ikke så let på hullerne i Smørum. Her er åbent, langt ud til roughen, og længderne på de tre sløjfer på Championship Course er forholdsvis korte.  Ud over Championship Course råder klubben over en 9-hullers Intermediate bane samt to begynderbaner; 9-hullers Par-3 og 6-hullers Pitch & Putt.

Når man ankommer til parkeringspladsen kan man ikke undgå at få øje på driving rangen med 28 udslagsbåse i to etager. Og som det eneste sted i Danmark er det muligt vha. en mobiltelefon og Trackman at måle slagene. Det er nemt at koble sig til appen ”Trackman range”, som kan måle carry og den samlede længde på dine slag, samtidig med at du får et billede af boldflugten.

Danmarks største golfklub

Smørum Golfklub har med den seneste medlemsopgørelse fra DGU befæstet sin position som Danmarks største golfklub, og er nu en af få golfklubber med venteliste til bestemte typer af medlemsskaber.

Den 30. september 2016 blev antallet af medlemmer i Smørum Golfklub opgjort til 2.267 medlemmer, og et år senere den 30. september 2017 var medlemstallet steget til 2.525. Det vil sige, at der på bare et år netto kom 258 nye medlemmer, svarende til en stigning på 11,3 procent.

Den positive udvikling er blandt andet et resultat af arbejdet med kaninerne, hvor man i et 8 ugers begynderforløb gør en ekstra indsats for at integrere de nye golfere. Desuden tilbyder klubben unge at forblive ungdomsspillere indtil de er 25 år til lavt kontingent, og de kan forsætte med lavere kontingent indtil 30 år, hvis de studerer. Klubben har i en lang årrække satset på at tiltrække og udvikle gode juniorer, og det har i den grad båret frugt.

Nanna Koerstz Madsen som er tredobbelt vider af Symetra Tour og i år rookie på den amerikanske LPGA Tour er klubbens mest lysende stjerne, mens Smørums Marcus Helligkilde og Victor Østerby også står på spring.

3 sløjfer med 9 huller

Championship Course har 3 sløjer: Husesø, Nørreskov og Ormehøj, som på skift sammensættes til en 18 hullers bane. Da vi besøger banen spiller vi de to sløjfer: Husesø og Nørreskov.

Det er Husesø Mose som har givet navn til sløjfen. Den ligger meget central og alle tre sløjfer spiller rundt om mosen. Helt tæt på søen kommer man på den lange gåtur mellem Hul 7 og Hul 8, men der er flere gode kig til mosen, der strækker sig langs med ådalen.

Banearkitekt Starup-Hansens oprindelige ønske var at inddrage mosen, men det blev afvist af myndighederne. Ti l beskyttelse af Husesø Mose og den biologiske mangfoldighed er mosen udlagt som et § 3 område, og det er her at klubbens urokser græsser.

Hul 1 på Husesø, et par4-hul på 297 m fra gul tee, er et flot hul, når man kommer op på bakken og spiller stejlt ned mod green flankeret af to søer. Udfordringen er det totalt blinde udslag mod en bakke – vi vågner hurtigt op.

Hul 2 er også ganske udfordrende med hele fem bunkers i spil, samt indspil til en eleveret green. Det kan især i modvind knibe med at nå flaget, der ligger 366 meter fra gul tee.

Hul 4 og hul 5 er mere flade. Det er vand, det handler om, og det kommer især til udtryk på hul 5, som har alle ingredienserne til et godt golfhul.  Husesø-sløjfen har 7 huller med vand i spil.

Gør noget ved miljøet

Smørum Golfklub har i en lang årrække gjort noget ekstra for miljøet og blev i 2017 vinder af natur- og miljøprisen.

I Smørum Golfklub har man både et fårehold der tæller 15 dyr, og et kvæghold bestående af 10 urokser til at æde græsset på arealerne omkring hullerne, og det er en stor hjælp for greenkeeperne. Fåreholdets opgave er blandt andet at fjerne bjørneklo og til at æde græsset på de to gravhøje. I 2006 fik Smørum uroksen Balter og siden er der kommet ni flere til. Hele flokken græsser på et areal svarende til 30 hektarer, som ligger centralt på banen. Der bliver slagtet et antal dyr om året, og det meget fine kød bliver solgt til ansatte og medlemmer i golfklubben.

Smørum Golfklub gør meget ud af at informere om naturen og bruger desuden græssorten rødsvingel der er nøjsom i forhold til brug af vand, pesticider og gødning. Initiativer der understøtter klubbens miljøarbejde.

Nørreskov

Ud over nogle rækker høje træer på Nørreskov, hul 6 på er det ikke skov, der præger sløjfen.

Hul 1 spillet er kulsort i udslaget og ligner en gentagelse af Husesø, hul 1. Andet-slaget fra toppen af bakken er super smukt ind mod green.

Hul 3 er et par4-hul på 348 meter fra gul og sløjfens sværeste, og også det mest spektakulære på Nørreskov. Det skyldes den skrånende fairway, der hælder mod en sø i et lille dogleg, og ikke mindst indspillet til green, der er beskyttet af tre bunkers.

De store greens er lynhurtige – måske omkring 10 stimpmeter, og man kan let give bolden for meget fart, så den løber ud af green. Især på de greens, der er formet som en omvendt tallerken.

Vi fortsætter på nogle åbne golfhuller. Der er ikke de store forhindringer, og masser af plads til at lande sine bolde på fairway. Og, det bidrager både positivt til scoren og til selvtilliden.

 

DEL
Forrige artikelLækker el-vogn gør det hårde arbejde
Næste artikelKoepka vinder US Open for 2. år i træk
Avatar photo
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.