Golfpromoteren bag Made in Denmark om baner, PR, logistik, feltet, Thomas Bjørn, de danske spilleres støtte, årstemaer, publikum, sideaktiviteter, samarbejde mm

– At flytte Made in Denmark fra Himmerland er sundt på alle planer. Enhver begivenhed må kæmpe for at forny sig, og samtidig skal de mange frivillige, der yder en kæmpe indsats, have et pusterum.

Flemming Astrup, hvis dedikation og organisationstalent mere end noget andet er hemmeligheden bag Made in Denmarks (MIDs) succés, har midt under kvalifikationsturneringen i Esbjerg fundet tid til at diskutere, forklare og visionere. Mange vil vide, at det i sig selv er et mirakel, som det er om at få mest muligt ud af.
Lad mig stryge alle indskudte spørgsmål og lade den karismatiske Astrups synspunkter flyde frit.

Fordele ved Silkeborg
– Stort set ingen turneringer spilles på samme bane hvert år. Undtagelserne er Wentworth og Golf National, og det har sine specielle årsager.
At flytte er sundt på alle planer. Man kan afprøve nye ting, og turneringen bliver ’opdaget’ af nye mennesker, hvad enten det er tilskuere, politikere eller sponsorer. Hvert sted og bane har sine stærke og svage sider, og dem ser man bedre, når man flytter. Så må man lære at tage de femstjernede ting med fra den ene til de andre baner.
– MID vil blive bedre for bedre for hvert eneste år og derfor også den hidtil bedste i Silkeborg. Hele set-uppet er tilpasset omgivelserne. Det er en fordel, at banen ligger midt i en by og op ad en motorvej, og at der er et stort indbyggertal tæt på. Jyllandsringens parkering er perfekt og ligger så tæt på, at det intet problem er at gå gennem skoven til golfbanen, men ellers er der shuttleservice.
– Modsat manges forventninger er der plads til et større publikum i Silkeborg, og banen er lettere at komme til, hvad enten man tænker på privat eller offentlig trafik.

Nye tiltag

– Mange har spurgt, hvordan vi kan flytte fra Himmerland Hill, men glem den, til vi er tilbage, og det vil vi trods alt være tiere, end The Open spilles på St. Andrews. Derimod vil staben bag turneringen stort set være den samme, og det gælder forhåbentlig også den fantastiske teamspirit, som det store korps af frivillige deler med os.
– Vi vil altid lave tiltag, der passer til den aktuelle bane, fx har vi lagt op til flere ting omkring par-3-hullerne; på hul 12 par-4 er der lagt op til at forsøge at drive green; og på 15 kommer man til at slå sit teeslag fra en lounge med tag på.

Fun & Fan Zone i centrum
– Der bliver ikke egen camping. Egnen omkring Silkeborg er plastret til med campingpladser og andre overnatningssteder.
Der bliver heller ikke koncerter på området, men til gengæld bliver der en Fun & Fan Zone på torvet i centrum, der kommer til at boble af aktiviteter for hele familien. Turneringen vises på storskærm; der er legefaciliteter; der kan spilles minigolf; der bliver mulighed for at spise og drikke, og der er 3-4 daglige koncerter a la sing along med bl.a. Lune Carlsen. Desuden bliver der spændende, hurtige diskussioner af modellen Talks. Zonen bliver et atmosfærefyldt samlingspunkt lige midt i byen.

Årstemaer
– Vi kommer nok aldrig til at have Tiger Woods eller Rory McIlroy i feltet – selv om de da ville være velkomne. Vi forsøger at samle hver turnering om et tema. Sidste år var det fx John Dalys deltagelse, hvor han virkelig gik all in og også var en del af det musikalske tilbud.
Det er fint, at han kommer igen, men i år er han ikke historien. Det er Thomas Bjørn som Ryder Cup-kaptajn og det hold, som han står umiddelbart over for at skulle udtage, og som mange i feltet kommer for at sikre sig en plads på.

Dansk sejr?
– Søren Kjeldsen havde en virkelig stor chance for at blive første danske vinder. Umiddelbart var vi begge pisseærgerlige, da det ikke skete, men i dagene derefter tænkte jeg, at det måske ikke er så dårligt at have til gode. Når den første dansker har vundet, er den historie ikke længere spændende.
Det svarer til, at vi et år havde Tiger Woods i feltet – hvad skulle vi så gøre året efter for at være lige så tiltrækkende?

Danskere og vindere

– Vi sætter maksimalt fokus på de tidligere vindere og danskerne. Vi gør alt for at få dém med, der allerede har vundet, og vi vil altid have mindst 15-16 danske deltagere, afhængigt af omstændighederne op til 20.
Det er fascinerende at se de kommende topspillere i aktion, og der er så mange talenter. Læg mærke til Frederik Dreier. Mange kan slå en driver meget langt, men hovedet, der lægger gameplanen, afgør. Se bare på Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard – Frederik Dreier har de samme egenskaber.
Jeg er taknemlig for, at de danske topspillere bakker op om MID. Mange mener, at det skal de gøre, fordi de skylder at give tilbage, men de skylder ikke noget. Alt er afregnet under vejs. Stenson, Norén og Blixt spiller ikke Nordea Masters, og det har man ikke noget krav på, at de gør.

Thomas Bjørn
– I årenes løb har vi fået fantastisk hjælp fra Thomas Bjørn. Især, fordi han og jeg næsten har samme syn på, hvor golfen skal hen. Når vi indimellem er uenige, skyldes det som regel et sammenstød mellem hans sportslige ideer og mit nødvendige hensyn til økonomien.
Jeg mødes desuden et par gange årligt, typisk i London og Dubai, med andre turneringsarrangører. Det er ikke sådan, at vi køber ind sammen, men vi udveksler erfaringer og informationer, og det er guld værd.

Mobiltelefonen har været prisværdigt tavs, og der har ikke været kriser i en hel time, men nu er freden slut, og Astrup kaster sig igen ud i det organisatoriske arbejde, som vi alle profiterer af.

Forrige artikelVi skal altid gøre alt for kunderne
Næste artikelSun Mountain: Pathfinder 3 & 4
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.