David Law vandt sin første European Tour-titel på spektakulær vis. Nanna faldt tilbage i finalen og Casey har tre slags forspring.

Det blev skotsk sejr i ISPS Handa Vic Open, da 27-årige David Law på spektakulær vis sluttede af med en eagle på 18. hul, og bragte sig to slag foran Wade Ormsby, der havde bragt sig selv i uføre med en dobbeltbogey på 17. Australieren formåede kun at få birdie på sidste hul, og måtte nøjes med en delt andenplads med Brad Kennedy.

Sejren var David Laws første i hans blot 18. optrædende på European Tour, og den indbragte godt 156.000 €, hans i særklasse største løncheck i karrieren.

Fransk triumf

Samme præmiesum kunne franske Celine Boutier sætte i banken i kvindernes turnering samme sted. Den lille franske kvinde, der i 2017 blev rookie of the year på LPGA, vandt sin første store sejr, da hun udnyttede at den førende Kim Kaufman faldt sammen i førerbolden med en 78’er. Boutiers 72’er (par) var nok til at holde dagens bedste, Sarah Kemp, 65, og Charlotte Thomas, 69, bag sig. Nanna Koerstz Madsen faldt desværre seks pladser tilbage til en delt 27. plads efter ene runde i +1. Nanna kom skidt fra start med bogey på 1. hul og dobbeltbogey på 4., men fik så stabiliseret spillet og kan være ganske godt tilfreds med indsatsen.

ISPS LPGA Handa Vic Open - Day 4 Getty Images
Celine Boutier vandt ISPS Handa Vic Open.

Casey i front

På PGA Tour har Paul Casey taget tre slags forspring inden finalerunden på Pebble Beach Golf Links. I en blanding af regnvejr og solskin, gik han Spyglass Hill i 5 under par, og da Phil Mickelson undervejs havde et mindre udfald med to bogeys i træk – som dog blev nulstillet med en fantastisk eagle på det svære 14. hul – så er forskellen tre slag. Casey -15, Mickelson -12, og derefter Lucas Glover og Scott Piercy -11 og Brian Gay og Matt Every i -10. Spillerne længere nede i feltet skal vist håbe på mirakler, hvis de skal kunne vinde.

Følg livescoring her.

 

Foto Getty Images.

 

Forrige artikelNanna avancerer i Australien
Næste artikelMickelson må vente
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.