I det vestlige Irland i nærheden af byen Ennis, dér hvor klitterne møder Atlanterhavet, finder man de to klassebaner Doonbeg og Lahinch. Her går golf og natur op i en højere enhed.
Der fortælles en historie om fårene på Lahinch Golf Club: ”Når fårene græsser på de store klitter, bliver vejret godt, mens det kommer til at regne, når de græsser i ly af klubhuset.” Der er nok noget om snakken for vi kan ikke få øje på fårene, da vi har spillet op ad fairway på hul 1 og står på green på toppen af klitten og skuer ud mod havet. Det begynder at regne, ikke bare enkelte dryp, men fede dråber, der med vindens fart gennembløder tøjet i løbet af et par minutter, men så er det heldigt at regnbygen stopper allerede på hul 3.
Golfbanen ligger uden for den lille by Lahinch i County Clare og Old Course, som vi er kommet for at spille, er anlagt i 1892 og kan i år fejre 125års jubilæum.
Tre af historien største golfpersonligheder, Old Tom Morris, Alister MacKenzie og Martin Hawtree har sat deres præg på Lahinch.
De første huller er skabt af Old Tom Morris, og flere af disse huller, bl.a. Klondyke (4. hul) og Dell (5. hul) eksisterer den dag i dag.
I 1927 stod Alister MacKenzie som havde opgivet sin lægegerning til fordel for golfbanedesign for redesign af banen. Projektet blev så vellykket, at MacKenzie siden stod for anlæggelsen af Augusta National og Cypress Point.
I 1999 foretog den britiske golfbanearkitekt Martin Hawtree en yderligere tilpasning af Lahinch. Flere huller blev omlagt og stort set samtlige greens blev redesignet. I dag er greens meget store og ondulerede med runaways, der kan gøre indspillet ualmindeligt overraskende og underholdende.
En gave fra naturen
Står man på et teested som ligger højt på banen vil man få et betagende overblik. Landskabet er formet af et virvar af små, mellemstore og gigantiske klitter, mens kløfter og lavninger binder dem sammen. Atlanterhavet følger spillerne på forni, mens man på hul 11,12 og 13 spiller ud til en flod, der løber sammen med havet.
Man kan diskutere om Old Tom Morris hul 4 og hul 5 har et godt layout. Hul 4 har en ca. 5 meter høj klit som går på tværs af fairways og efterlader os med et urimelig vanskeligt og blindt 2.-slag op over klitten, mens præcis samme udfordring følger på hul 5, et par3-hul, hvor bakken foran den skjulte green rejser sig som en stor mur.
Banens mest spektakulære hul, også kaldet Paradise, er hul 6. Først spilles lidt op ad bakke til doglegget på dette par4-hul, der måler ca. 350 m, men det er approach-slaget som slås fra toppen af bakken, der gør hullet til noget enestående. Vi har udsigt til green, der ligger tæt på stranden og havet, der knækker over i brusende bølger.
Hul 7 er af samme kaliber og kræver et solidt drive for ikke at havne i den ubarmhjertige marehalm, mens hul 8, et par3-hul på ca. 133 m, spiller over en afgrundsdyb kløft, og i medvinden kræver mindst et jern mindre.
Banen er velholdt i mindste detalje. Teestederne er nydelige – også selvom presset på banen er stort, og det samme er fairways og greens. Vi bemærker også de flotte transportstier, hvor græsset står flot grønt og er sirligt klippet. Prisen på greenfee er i den høje ende. I højsæsonen fra maj-september koster Old Course ca. 1.425 kr. i greenfee.
Værd at tjekke Doonbeg
Doonbeg Golf Club som tilhører resorted Trump International Golf Links er linksgolf fra øverste hylde. Lidt uretfærdigt rangerer Doonbeg ifølge flere lister flere pladser under den gamle og velrenommerede Lahinch. Det er naturligvis et spørgsmål om smag og behag. De dramatiske højdeforskelle ser man ikke helt på Doonbeg, og man er ej heller udfordret af så mange blinde huller, og det er absolut en fordel.
Mange af hullerne på Doonbeg spiller imellem klitterne, men man kan se, hvor bolden skal landes. Udfordringen er naturligvis at ramme fairway, især på en blæsende dag. Vi kæmper med at få boldene til at holde linjen. De vil hele tiden stikke af, når vinden er imod. Og det kommer vi for alvor til at føle på bagni. Doonbeg er nemlig anlagt som de gamle linksbaner, dvs. ni huller ud og ni huller hjem.
Starteren viser os til rette på 1. tee. Han åbner en kasse, hvor vi kan forsyne os med tees, pitchfork, markeringsmærke og blyanter. Ganske praktisk.
Åbningshullet ligger få skridt fra klubhuset og har alle ingredienser til et godt golfhul. Man står med udsigt til en ganske bred og flot grøn fairway, og små pot bunkers ligger i driverafstand, mens andre er spredt med rund hånd på vej mod green. Et par 4-hul på ca. 380 m – vi spiller fra Gul tee – lyder langt, bare ikke i dag. Vinden er meget kraftig og bærer boldene ganske langt, og man bliver noget overrasket, når ens drive flyver 20-30 meter længere og ruller sindssygt langt. De let ondulerede fairways er klippet helt kort.
En hær af greenkeepere
Fornemmelsen er som at betræde et filttæppe, og det gør næsten ondt, når man tager en turf. Heldigvis er en hær af greenkeepere hele tiden i gang. Tyve af slagsen sørger for at fylde turf op med en blanding af jord og græsfrø, og vi ser også flere i gang med at slå græsset på fairway med en Flymo. Det er netop nødvendigt på de mest ondulerede områder af fairway.
Greenkeeperne på Doonbeg lægger også alle kræfter i når det gælder de ondulerede greens og ikke mindst greenområderne. Et par millimeter er forskellen mellem klippehøjden på green og forgreen, og man skal fokusere en ekstra gang for at finde overgangen fra den ene klipning til den anden. Det kan være en fordel at putte fra afstande langt ude for green, især hvis green er tørret ud og man har svært ved at stoppe et lille pitch.
Spil i klitter
Klitterne omkranser mange af hullerne og det virker overvældende, når roughen er en mur af marehalm. Et godt eksempel er hul 6, et par4-hul på blot 270 meter. Vinden kommer fra siden og får flaget til at stå vandret, foran ligger klitter, som skal forceres, men du kan lige præcis se begyndelse af fairway, hvilket kræver et solidt drive og en carry på mindst 150 meter at nå.
Hul 7 er en perle. Et par3-hul på ca. 180 m spiller rimelig kort i medvinden. Fra tee som ligger på toppen af en klit er der udsigt til bunden af fire pot bunkers som beskytter green.
Vi vender på hul ni og får vinder lige i snuden. Det bliver et helt andet spil – den kraftige modvind og regn, der slår på bag’en begynder at forstyrre vores koncentration. Men vi vågner brat. Hul 14 som er et par 3-hul på blot 108 meter fra Gul tee suger vores opmærksomhed. Atlanterhavets bølger lidt til højre vidner om styrken af vinden, og et syvjern slået fladt ind i vinder giver succes.
Hul 18 fuldender runden på bedste vis.
