Måske kender du allerede historien om dannelsen af European Tour, i dag DP World Tour. Gør du ikke, så er den her til læsning i julens helligdage - eller når det ville passe dig.
Sådan opstod European Tour
“Golf udsprang fra Europa, men amerikanerne gjorde sportsligt og økonomisk set spillet til deres i årene efter 1930. Det var et hækkeløb for Europa at skabe sin egen Tour og få den til at klare sig.”
I de første mange hundrede år af golfens historie udgjorde de professionelle en lavkaste af mindre bemidlede, som blev ansat af de velhavende amatører til at fitte deres udstyr, fremstille deres bolde, tage sig af eller virke som caddies, arbejde som greenkeepere, undervise dem, hvis de blev dygtige nok, og evt. assistere i udfordringsmatcher.
The Open opstod som tidsfordriv for disse amatører, der efter at have spillet deres egen turnering fandt det morsomt at se, hvem blandt dem der havde den dygtigste professionelle.
Efterhånden, som der blev større prestige i pengeturneringerne, opstod ønsket om at blive organiseret hos de professionelle. Det skete i Storbritannien så tidligt som i 1901, hvor Det Store Triumvirat, John Henry Taylor, Harry Vardon og James Braid, reagerede på en opfordring fra en walisisk pro og dannede The London & Counties Golf Professionals, som senere samme år skiftede navn til The Professional Golfers’ Association, det tidligste PGA.
USA
Da de amerikanske professionelle fik mere status og selvbevidsthed som følge af, at de begyndte at vinde US Open foran stjerner og indvandrere fra Storbritannien, omstod også behovet for et amerikansk PGA. Pudsigt nok var det rigmænd, der tog initiativet såvel til stiftelsen af PGA of America i februar 1916 som stiftelsen af PGA Championship senere samme år. Det mesterskab blev en realitet, efter at rigmanden Rodman Wanamaker havde inviteret de vigtigste spillere til en frokost, hvor han forelagde planen om det og tilbød at donere såvel præmiesummen som en diamantbesat guldmedalje til vinderen. Intet under, at vandretrofæet er opkaldt efter ham.
Walter Hagen
Walter Hagen var den første, der frasagde sig arbejdet som playing pro og med held forsøgte at leve udelukkende af sine startpenge og præmier. Han spillede opvisningsmatcher, hvor entreindtægten tilfaldt spillerne; han satte med sin flamboyante fremtræden og omgang med finansfyrster og kongelige medierne sådan i gang med at skrive om golf, at arrangørerne af først US Open og siden The Open turde kræve penge af tilskuerne, og gradvist øgedes de professionelles prestige.
Ryder Cup
Pudsigt nok var Ryder Cup, hvor de professionelle ikke aflønnes, en meget vigtig brik. Ikke mindst fordi PGA of America og det britiske PGA her arbejdede sammen.
Hagen var også her væsentlig, såvel i oprettelsen af matchen som i sin mangeårige rolle som en farverig spillende kaptajn for de amerikanske hold. Desuden fik han i flere tempi anerkendt de professionelles adgang såvel til at klæde om i amatørernes omklædningsrum som deres ret til at få serveret for sig i klubhusenes restauranter.
PGA Tour
Den første PGA-turneringsserie blev stiftet i 1929 som den første kontinentomspændende, og dermed blev det endeligt muligt for de allerbedste at ernære sig som playing pros. Der gav i årenes løb et stadig større modsætningsforhold mellem teaching og playing pros, der førte til, at de gik hver sin vej i 1968; spillerne først som ’The Tournament Division’ og siden som the PGA Tour.
Ikke mindst, fordi det lykkedes at få tv involveret, voksede pengepræmierne voldsomt, og i en lykkelig cirkel blev der derfor også bedre golfmateriel og generelt bedre forhold for de professionelle spillere.
Det europæiske modstykke
Mens golf spredte sig folkeligt i USA, varede det noget længere, før det samme skete i Europa, især på kontinentet. Der var få baner for de velstillede, men der var også nogle faste turneringer med store traditioner, som ofte med startpenge havde været i stand til at tiltrække de bedste amerikanere.
I Storbritannien så man misundeligt og ærgerligt til, når alle de bedste britiske spillere drog til USA for at tjene penge, og derfor opstod tanken naturligt, om man kunne lave et europæisk modstykke til PGA Tour.
Det krævede en mentalitetsændring, for briterne regnede ikke europæerne for meget, men til sidst indså de, at samarbejde var nødvendigt.
John Jacobs
John Jacobs blev manden, der udførte kunststykket. Han var født i Lindrick som søn af en professionel golfspiller og fik selv en hæderlig golfkarriere, der omfattede sejre i Dutch Open og South African Matchplay i 1957. Han spillede Ryder Cup 1955 og havde utallige kontakter i hele golfverdenen, så han havde forudsætningerne for at mægle.
Fx mellem arrangørerne af de etablerede turneringer på kontinentet og det britiske PGA i et samarbejde, der kunne føre til en samlet Order of Merit. Det gjaldt seks ’nationale’ mesterskaber, nemlig Dutch Open, German Open, Italian Open, French Open, Spanish Open samt Swiss Open, og så stod en syvende turnering på spring, Madrid Open, parat med de nødvendige penge.
Jacobs var ubøjelig i forhandlingerne med disse turneringer. De skulle have en præmiesum på minimum 60.000 £, og de skulle bidrage til præmier i en fælles Order of Merit.
20 turneringer fra start
Forhandlingerne faldt på plads, og 1. oktober 1971 blev PGA European Tour (ET) officielt stiftet med John Jacobs som turneringsdirektør. I alt 21 turneringer var inkluderet i programmet for 1972, idet vi ikke medregner de tre amerikanske majors. 14 var fra Storbritannien, foruden The Open fx Scottish Open, Martini Invitational, Dunlop Masters, PGA Championship etc. En enkelt, Carroll’s International, var fra Irland, mens de resterende var de syv nævnte europæiske, så der var otte nationer involveret, når vi tager Nordirland, Wales, Skotland og England som én nation. Order of Merit blev afgjort på basis af såvel indtjening som et pointsystem efter de enkelte turneringers vigtighed.
Et lovende samarbejde, som imidlertid i de første år stadig måtte kæmpe mod mindre toure, der havde deres egne Order of Merits. Der var en kontinental Tour, som bl.a. omfattede Portugal Open. Der var en nordspansk circuit med turneringer i Gijon, Pedreña, Bilbao, San Sebastian og Zaraus. Der var en svensk turneringsrække etc. Turneringer, som siden skulle indpasses på ETs first, second og third level, svarende til European Tour, Challenge Tour og fx Nordic League med ECCO Tour og Nordea Tour.
Hårdt arbejde
Det var ikke let at indarbejde ET som begreb. Faktisk varede det flere år, før begrebet dukkede op i fx det danske golfblad, der fortsat opererede med den britiske ’the Circuit’.
Det var også fortrinsvis i Storbritannien, de internationale islæt fandtes i turneringerne, ikke mindst fordi det britiske commonwealth fik spillere fra fx Australien, New Zealand og Sydafrika til at søge til England, når de skulle ud i verden. Spillere som Greg Norman, Bob Charles, Bobby Locke etc.
Organisationen var stadig ganske løs. Der var intet exemption- eller tourkort-system, så man spillede kvalifikation for at komme ind i hovedturneringerne, og professionel blev man simpelthen ved at betale et indskud og gå i gang med at spille.
I første omgang var ET en stærkt begrænset succes, og da John Jacobs efter tre år blev afløst af Ken Schofield som direktør, bestod Order of Merit kun af 18 turneringer, og den samlede præmiesum i de 18 turneringer var mindre end 600.000 £. Da Schofield gik af 30 år senere var de tilsvarende tal 45 og mere end 100 mio. €.
Ken Schofield
Schofield var som 23-årig blevet Englands yngste bankdirektør nogensinde, og da ET blev oprettet, blev han organisationens første presse- og PR-medarbejder.
I sit første år som direktør fik han ændret Order of Merit, så kun præmiepenge afgjorde. Dermed kunne traditionsrige, gamle turneringer ikke fedtspille, hvis de ville være vigtige. Samtidig blev det dog krævet, at man spillede mindst fem turneringer for at være med på Order of Merit, så man heller ikke kunne nøjes med at spille de mest indbringende.
Revolution!
Det følgende år fik han gennemført en mindre revolution i turneringsafviklingen. De var hidtil blevet spillet med kvalifikation fulgt af runder torsdag og fredag. Efter cuttet spillede finalefeltet, som kun var på de spillere, der var sluttet som 50 og lige, begge resterende runder lørdag.
I 1976 spilledes sidste runde af en række turneringer søndag! Det muliggjorde, at cuttet året efter blev sat ved nr. 65 og lige.
Pro-Ams og Q-school
Det var også i 1976, at den vigtige indtjeningside med Pro-Am-turneringer før hovedturneringerne indledtes, og de er stadig en meget vigtig del af indtjeningen i store turneringer – tænk blot på ECCO Tour.
I 1976 indstiftedes desuden Q-school. På tre forskellige britiske baner blev der spillet om i alt 127 tourkort til 1977, men alle måtte altså til Storbritannien, hvis de ville have et sådant kort.
ET var desuden med til at skabe Safari Touren – en række turneringer forskellige steder i Afrika, der udgjorde en slags vintertour, som sikrede spillerne indtjening også i de måneder, hvor de ikke kunne spille i det meste af Europa.
Ryder Cup udvides
Efter at de britiske Ryder Cup-hold efter 2. Verdenskrig med et par undtagelser havde tabt stort til USA, krævede Jack Nicklaus, at det britiske hold skulle forstærkes, hvis matcherne skulle fortsættes.
Briterne med holdkaptajn Brian Huggett i spidsen slog syv kors for sig ved tanken og ville i hvert fald ikke acceptere den ide, at holdet kom til at repræsentere Commonwealth.
Schofield med støtte fra John Jacobs fik klogt Europa ind i billedet i stedet. Det synes at være det mindste onde, set fra briternes synspunkt, for der ville ikke være mange kandidater fra kontinentet, men en af dem ville være Seve Ballesteros (billedet/ Getty), der var ved at udvikle sig til at være ETs håb i PR-forstand, og som siden mente, at det hovedsagelig var hans skyld, at European Tour – og Ryder Cup – blev succesfulde.
I 1979 stillede Europa for første gang samlet op i Ryder Cup med 10 briter og to spaniere, den ene Ballesteros. Det hjalp ikke i første omgang, og i 1981 var Ballesteros ikke med, men det skyldtes en meget vigtig strid.
Kampen om startpenge
Seve Ballesteros var vokset til at være et så stort navn, at han mente, at han skulle have startpenge, ligesom de bedste amerikanske navne fik, når de kom til Europa. Det ville ET ikke goutere, og så meldte han sig simpelthen ud af ET og kunne slet ikke spille Ryder Cup.
Alligevel kom til en afstemning i ETs Ryder Cup-udvalg, hvor Neil Coles godt ville betale Seve, men Jacobs og tyske Bernhard Langer, der nu var inde i varmen såvel som spiller som i organisationen, sagde nej, og det var utvivlsomt meget vigtigt for Ryder Cups fremtidige ry.
Europas Ryder Cup-triumf
Schofield var stærk modstander af startpenge, men han indså også nødvendigheden af at være på god fod med Ballesteros, så han lokkede Tony Jacklin til at tage kaptajnshvervet i 1983. Jacklin havde været rasende på ET, da han ikke fik wild card til holdet i 1981, men nu sov han på sagen – og accepterede.
Derefter fandt han et fredeligt øjeblik over et morgenmåltid før en The Open på Royal Birkdale til en tilnærmelse til Ballesteros, som efter to ugers overvejelser sagde ja.
Dermed var såvel det pekuniære som det sportslige faldet på plads for ET, og efter et near-miss i 1983 fik Europa sin første Ryder Cup-sejr i 1985 og har siden vundet flertallet af matcherne.
I forbifarten kan vi nævne, at ifølge ETs regnskaber i dag er Ryder Cup simpelthen afgørende for økonomien, men det er en anden historie.
ET på nyt kontinent
I 1979 blev antallet af obligatoriske turneringer for at være med på Order of Merit, som skiftede navn til Pengelisten, udvidet til syv, og Q-school blev flyttet til Portugal.
Måske et første varsel om, at ET ikke kun behøvede at være et europæisk fænomen (udover, naturligvis, de årlige majors), og at fokus var på vej fra Storbritannien til hele Europa. Det næste tegn blev, at Tunisian Open på El Kantaoui blev inkluderet i 1982, da nordafrikanerne kunne garantere den nødvendige præmiesum.
I 1987 fulgte Moroccan Open, og siden 1989 er der spillet Dubai Desert Classic De Arabiske Emirater. I 2015 blev betydeligt mere end halvdelen af ETs turneringer spillet uden for Europa, bl.a. sæsonens første 20!
Challenge Tour
I 1982 flyttede Q-school til La Manga i Spanien, hvor den blev i mange år. Da det blev billigere at flyve, så flere spillere rejste til alle turneringer, blev antallet af tourkort fra pengelisten i 1984 reduceret fra 150 til 125, og året efter afskaffede man kvalifikationsturneringer til de enkelte begivenheder; det, der stadig findes i USA som mandags-kvalifikationer.
Nu voksede interessen for at spille professionelt så eksplosivt, at man i 1986 måtte udvide Q-school til tre trin, som den stadig har, og det blev klart, at der var et marked for en sekundær tour. Den kom til som European Satellite Tour i 1989 og blev siden til Challenge Tour.
En stærk ET
ET var nu en stærk organisation, der hele tiden søsatte nye initiativer. European Tour Productions til at producere tv kom til i 1991; turneringer blev fra 1995 co-sanctioned med andre toure, ikke mindst Sunshine Tour i Sydafrika, og siden fulgte en Senior Tour, ligesom Schofield var en væsentlig faktor, da verdens største toure forenede deres kræfter i tre årlige World Golf Championship-begivenheder.
Det var situationen omkring år 2000. I dag ved vi knap, hvor DP World Tour står pga. forholdet til LIV og PGA – men det bliver formentlig mere klart i 2024.
