Hvis du vil slappe totalt af på en ren bountystrand, dyrke alle former for vandsport, spise lækre buffet’er og ind imellem tage på en spændende udflugt, er den Dominikanske Republik ideel for dig.

På en stor del af kysten ligger der et rev en kilometer ude i vandet og forhindrer store bølger samtidig med, at det holder evt. hajer væk. Stranden har det skønneste, kridhvide sand med en del palmer til at sørge for nødvendig skygge, og typisk inkluderer et all inclusive-ophold også, at alle slags vandsport, der ikke er med maskiner, er gratis. Man kan altså være aktiv svømmer, volleyballspiller, surfer, sejler etc. Maden består som regel af kæmpestore buffet’er med alt, hvad hjertet kan begære, så den eneste fare er overflødige kilo.

Golf
Den Dominikanske Republik har knap en snes 18 hullers golfbaner, der alle er beregnet på turister. De er tegnet af verdens førende designere, fx på Casa de Campo tre baner af Pete Dye, af hvilke ’Teeth of the dog’ og ’Dye Fore’ er i verdensklasse. Andre designere, der er repræsenteret, er Jack Nicklaus, Robert Trent Jones, Nick Faldo og Pete Dyes søn, der er meget inspireret af sin far.
De fleste resorts reklamerer med gratis golf ved ophold, men der har sneget sig en slange ind flere steder i form af obligatorisk og ikke spor gratis buggy. Check det på forhånd.

Turisme
Vejenes tilstand og den lokale kørsel opfordrer ikke til at leje bil, så det store flertal køber deres rejser hos operatører, der ofte tilbyder at købe udflugter hjemme fra, fx til den meget spændende hovedstad Santo Domingo, tur med katamaran til – og grillparty på – øen Saona, et besøg på en cigarfabrik, en tur med folkedans, et besøg i et system af klippehuler eller måske det fantastiske monument i Santiago de los Caballeros.

Forrige artikelGrønne fairways og god stemning
Næste artikelTiger vandt Tour Championship
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.