Marienlyst Golfklub har kun 6 huller på i alt 486 m, og banen kan i princippet
spilles gratis, men forhåbentlig vil alle melde sig ind og være med til at bevare den aarhusianske oase

Vi håber, at de, der benytter banen, vil melde sig ind (300 kr. om året), så vi kan bevare klubben. Hvis den lukker, er der ingen til at klippe greens, alt vil gro til, og der kan ikke spilles golf mere. Det ville være synd.
… melder bestyrelsen i Marienlyst GK, der holder til i Marienlystparken, Aarhus V.

Naturoase
Banens eksistens er paradoksal. Den kan spilles gratis, men en hård kerne af medlemmer betaler kontingent, og formanden, Kjeld Grosen, er desuden greenkeeper. ’Greenfeegæster’ opfordres til at melde sig ind eller lægge et beløb for fornøjelsen, som er ganske stor. Banen er simpelthen en naturoase. Den frodige park er fuld af dyre- og fugleliv, og områderne uden for hullerne er naturlig rough.
Man kan lave en familieudflugt, hvor banen indgår som et underholdende moment, mens børnene kan bruge den nærliggende legeplads, hvis de ikke vil spille med. Da hullerne er fra 65 til 90 m lange, slår alle ud fra samme teested, så det er en helt igennem fælles fornøjelse – og mere end et jern, en wedge og en putter behøver man i realiteten ikke at have med.

Integrationsprojekt
Banen blev anlagt af Aarhus Kommunes Naturforvaltning i 2004 som led i et integrationsprojekt, hvilket fremgik af rådmand Louise Gades tale ved åbningen i overværelse af adskilligt hundrede mennesker. Meningen var, at den skulle være en vej til større forståelse og mindre hærværk i en socialt belastet bydel med 5000 mennesker fra 50 forskellige nationer.
Den del af projektet er ikke blevet nogen succes. Allerede ved åbningen havde der været hærværk mod banen i form af chikanekørsel på fairways og greens, og klubbens køller var blevet stjålet.
Det holdt dog hurtigt op, og i stedet kom der gang i et hyggeligt klubliv blandt en idealistisk skare mennesker, der mente, at der var brug for en golfbane også af denne slags – men stadig er det ikke indvandrere og flygtningen, der spiller, selv om de er hjerteligt velkomne.
Til gengæld har man haft besøg af skoleklasser, for hvem den korte bane er en fin introduktion.

Alt-mulig-formand
Kjeld Grosen smiler, når han tænker på de opringninger, han ind imellem får fra golfspillere i resten af Danmark, der vil bestille teetimes, låne trolleys eller måske endda forhøre sig om buggy.
Som regel har de til deres overraskelse fundet klubben i en oversigt over golfbaner i Aarhus-området, og så skal den naturligvis prøves – men det sker med eget udstyr, og tidsbestilling er ikke mulig.

Fra klubbens hjemmeside kan man udskrive scorekort.
– Vil man gerne spille 18 huller, kan man bare spille banen tre gange. Hvis man vil prøve Gary Players anbefaling og spille 12 huller, går man den bare to gange. Den kan ikke være mere moderne, konstaterer Kjeld Grosen, der sammen med sin bestyrelse har ansvaret for, at anlægget bliver vedligeholdt, for det har Naturforvaltningen ikke kræfter til – og derfor skal der være medlemmer.
På medlemmernes ønske bliver fairways i år klippet halvanden meter bredere hele banen rundt.
– Så sparer vi tid og bolde, står der på hjemmesiden. Den eneste, det ikke gælder for, er Grosen, der skal klippe det ekstra område. Det sker hver torsdag, hvor fairways får en omgang. Der er ingen fast dag for greens, som ’klippes minimum en gang ugentlig’.

Samarbejdsklub
Selv om man ikke kan lokke med besparelse på greenfee, samarbejder Marienlyst GK med Himmelbjerg Golf regler- og etiketteundervisning og om spil på deres pay&play-bane.
Skulle du også få lyst til at gøre det, så prøv banen og meld dig gerne ind.
Klubbens motto er, at ’Vi slår et slag for dig’, og desuden melder man, at …
Vi er Danmarks hyggeligste golfklub. Seks huller – 0 stress!

Forrige artikelGolfscooteren kan forlænge golflivet
Næste artikelDanmark vandt VM for juniorer i Japan
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.