Den ældste amerikanske golfklub med det ældste klubhus og indianske rødder er vært for US Open

Shinnecock Hills er en bakket region øst for New York. En stor del af den ejes af shinnecock-indianerne, og der har været – og er stadig – retssager om flere af områderne.
På et af dem ligger USA’s ældste formaliserede golfklub, Shinnecock Hills GC. Den blev etableret med 12 huller af Willie Dunn sammen med 150 indianske arbejdere i 1891, og allerede året efter stod det imponerende klubhus klar.
Klubben var også speciel ved at give adgang for kvinder fra dag 1. I 1893 blev etableret en speciel ’kun for kvinder’-bane, som dog hurtigt blev opgivet til fordel for at få udvidet den ’rigtige’ bane til 18 huller i 1894.

Stifter af USGA
United States Golf Association blev oprettet i 1895 af fem klubber – Shinnecock Hills var blandt dem. Året efter var den vært for den anden US Open, som efter 36 huller blev vundet af skotten James Fowlis foran englænderen Horace Rawlins. Banen var da 4044 m lang.
Derefter levede klubben et tilbagetrukket liv i offentligheden. Den blev i 1937 redesignet og specielt forlænget, men siden er der ikke sket voldsomme ændringer. Den seneste frisering af banerne skete ved Bill Core og Ben Crenshaw i 2012. Den var 6320 m i 1986 og er nu 6807 m med par 70.

Shinnecock Hills var vært for Walker Cup i 1977, men først i 1986 kom US Open tilbage og blev vundet af Raymond Floyd, mens Corey Pavin blev en højst overraskende vinder i 1995, og Retief Goosen sejrede i 2004 foran Phil Mickelson.
Det er 14 år siden, men nu ved vi allerede, at mesterskabet er tilbage igen i 2026.

Banens karakter
British seaside, linkslignende og lignende adjektiver er brugt om banen. Den er flad med ondulerede fairways, og den er linkslignende omkring og mellem fairways med en rough, hvor græsser og stride siv laver fantastiske mønstre, når vinden griber dem, og det gør den næsten altid. Især fra Atlanterhavet i sydvest.
Bunkerne er mange og store, og til venstre for 8. hul har Cole/Crenshaw genskabt et stort waste-område, hvor man altså grounde sin kølle.

Banen, der år for år har været ratet blandt verdens bedste af Golf Digest – to gange nr. 1, har huller i alle retninger, så man får vinden forskelligt ind på hele runden. Allermest udfordrende i denne forstand er hul 11 par-3, hvor man slår ud i fuldstændig læ, mens green er helt åben og vindfølsom.
Der er desuden sørget for, at hullerne har meget varierende særpræg, så man ikke bare kommer ind i en rytme, baseret på typiske huller.
Alle huller har et navn, og mest overraskende er for de fleste hul 9, der hedder Ben Nevis, navnet på det højeste bjerg på De Britiske Øer. Forklaringen er, at man slår til en eleveret green, og her skal bolden helst blive, for ellers kan den trille langt væk.
Der er lagt op til mange dramaer, når det går løs midt i juni.