Golfbaner, der både er af høj kvalitet, og tilpas hurtige at spille, supplerer den berømte racerbane i nedslidt badeby.
’The fastest destination in golf’. Det kalder de sig selv i reklameslogans for Daytona Beach på Floridas østkyst.
Det er naturligvis med en slet skjult reference til den verdensberømte racerbane, Daytona International Speedway, som uden tvivl er attraktion nummer et i byen, der ligger blot en times køretur fra de internationale lufthavne i hhv. Orlando og Jacksonville.
Naturligvis har Daytona Beach også en strand. Også den er ’world famous’, som der står med store bogstaver på det slidte skilt ved tilkørslen til den af International Speedway Boulevard. Hvert år et par gange i løbet af sæsonen samles hundredetusindevis af motorcykelentusiaster på hoteller, moteller og i ferielejligheder langs stranden, og omdanner Highway A1A til et brølende inferno af tunede Harley Davidsons, frække chicks, barske fyre og hård rock. Resten af tiden, kunne vi ved selvsyn konstatere, ligger Daytona Beach temmelig øde hen, som en nedslidt badeby. Til trods for at der netop den weekend vi besøgte Daytona Beach i januar, blev afviklet det store Rolex24 Hours på International Speedway – et løb på størrelse med Le Mans i Frankrig – var der dødt på Daytona Beach som i Løkken i marts. Forlystelsesparken ved Main Street Pier var ramlet sammen og lignede noget fra en gyserfilm af Stephen King, de eneste forretninger, der var åbne var dem, der sælger billigt turistjunk made in China, og kun et par enkelte restauranter af umiddelbart tvivlsom karakter havde åbent. Ja selv de billige moteller langs Highway A1A havde banket brædder for vinduerne og lignede ikke noget, der stod lige for at åbne for sæsonen. De lignede mest af alt noget, der ventede på en bulldozer.
Golfen er god
Jamen, hvorfor i alverden skrive om et så udslukt og nedslidt sted? Der er der da ingen, der vil tage hen på golfferie. Jo, det er der faktisk, og det er der tilmed al mulig god grund til. Golfen i området – der er ca. 30 baner, så der er nok at give sig i kast med – er nemlig rigtig god. Her er noget for enhver smag; både for dem, der vil prøve kræfter med rigtige mesterskabsbaner og for dem, der i erkendelse af egne begrænsninger, vil nyde spillet på baner, der er designet til at være hurtige at spille. Det er blandt andet derfor, at Daytona Beach markedsfører sig som ’the fastest destination in golf’.
Jeg besøgte fire baner i løbet af mit korte besøg, og spillede de tre. Men der var masser af andre fristelser, hvis man havde haft længere tid. De tre baner var så tilpas forskellige, at de dækkede hele spektret. På LPGA International fandt jeg to fremragende mesterskabsbaner på et elegant resort, på Venetian Bay oplevede jeg en klassisk resortbane, omgivet af boliger, og på Riviera Country Club mødte jeg selve essensen af hvorfor man overhovedet spiller golf.
Jeg slog også et slag indenom Cypress Head Golf Club, der modsat de andre er en offentlig bane, der ejes af byen Port Orange. Havde tiden været til det havde en greenfee kostet fra 215-340 kr. afhængigt af tidspunktet på dagen, hvilket jo ikke er nogen herregård for en bane, der så vældigt indbydende ud om end med lidt slidte greens.
Området markedsfører også ret kraftigt to baner, der er superhurtige at spille; Crane Lakes med et par på blot 66, uden at det af den grund er en ’kort’ bane, og Hidden Lakes med par 69, hvor hullerne er lidt kortere end vi måske er vant til, men som giver gennemsnitsgolfspilleren en rigtigt god oplevelse. Det ER sjovere at putte for par end for bogey eller værre!
En tredje bane af samme type er den gamle og ekstremt hyggelige Riviera Country Club i Ormond Beach. Par er her 71, men banen er stadig ikke lang, og den er ganske flad og nem at gå.
Riviera Country Club har en lang og sjov historie, og er et helt unikt sted, så den skriver jeg mere om på et senere tidspunkt. Men hvis man nogle gange bliver lidt i tvivl om hvorfor man spiller golf, så skal man bare tage en tur til den privatejede bane lidt nord for Daytona Beach’ centrum for at finde svaret. Konklusionen må være, at hvis alle golfklubber var lige så charmerende, gæstfri og hyggelige som den, så ville der ikke være noget, der hedder ’medlemskrise’ i golfsporten.
Selvtillids booster
Hyggelig er måske ikke det ideelle ord at beskrive The Club at Venetian Bay med, for her er tale om et i langt højere grad kommercielt drevet anlæg, beliggende midt i hvad der indenfor de seneste 15 år har udviklet sig til at være et kæmpestort resort. Banen kan både spilles lang, og mere nænsom. Godt 6.300 meter fra de bagerste klodser vil nok være en mundfuld for de fleste ferie-hyggegolfere, og jeg valgte den løsning, der ifølge starteren er mest populær; hvid tee, godt 5.400 meter. Kort? Ja, men i den kraftige vind er det et godt valg. Kun et enkelt hul, det 9., blev helt cirkus fra det valgte tee, fordi man på grund af høje træer foran teestedet nærmest skal spille den forkerte retning fra tee på det korte par4 hul, og samtidig ikke kan slå meget mere end et mellem-jern for ikke at lande i en sø oppe i doglegget.
Fairways er brede, men greens er kuperede og ganske godt beskyttede. På en dag med et skarpt short game blev det en fin score, og så var både jeg og mine særdeles hyggelige spillemakkere Craig og Jeff jo glade. Banen er designet af det ganske anerkendte designerteam Clifton, Ezell & Clifton og var i fin stand. Den ligger centralt i et kæmpe boligområde med store villaer, hvor de fleste ejes og benyttes af folk nordfra, der kommer ned for at tilbringe vinteren i solrige Florida. For få år siden lå her kun banen, i dag er det et stort resort. De nedslidte hoteller og ferielejligheder ved kysten in mente, er den ideelle overnatningsform i Daytona Beach-området at leje et fuldt udstyret hus på golfbanen og så køre på udflugt til stranden, og ikke omvendt.
Damebane med muskler
LPGA International er uden sammenligning områdets mest eksklusive og elegante anlæg. Som navnet indikerer, har man en nær tilknytning til Ladies PGA i USA, som har sit hovedkvarter i udkanten af anlægget og som hvert år afvikler en turnering på Symetra Tour på banerne. Også her er der tale om et beboelsesresort, med huse på området, flest på den af banerne som er tour-spillernes favorit, Jones Course, opkaldt efter arkitekten Rees Jones, som er søn af Robert Trent Jones og bror til Robert Trent Jones Jr., der har tegnet Scandinavian, Lübker og Skjoldenæsholm og meget mere. Jeg nøjedes med at spille den anden af banerne, Hills Course, opkaldt efter Arthur Hills, som mange vil kende som designeren af Hills GC i Sverige og Oitavos Dunes i Portugal.
Det var en udsøgt fornøjelse, for Hills Course er en strålende golfbane, hvor man skal holde tungen lige i munden og sørge for at holde bolden i spil.
Selvom Hills Course er det korteste alternativ af de to baner på LPGA International, så er det så langt fra den mest begyndervenlige. Flere steder skal man slå sit drive ud over strafområder, ofte som en ufremkommelig sump, og på et par huller kræver slaget ind til green, at man kan komme over tilsvarende vådområder. Da banen var meget våd efter et døgns intensiv regn og derfor spillede sin fulde længde og lidt til, viste det sig at være en alvorlig udfordring.
18. hul er således et relativt kort par4 på ca. 340 meter fra hvor jeg spillede det, og her skal drivet lægges med stor præcision langt ud i højre side af fairway, for at undgå et enormt træ, der skærmer hele doglegget, og umuliggør et hvert forsøg på at slå efter green, der gemmer sig omgivet af høje træer på tre sider med en 20 meter bred sump foran sig. Den skal forceres og det er lettere sagt end gjort, da man hernede mellem de høje træer ikke mærker den modvind, der fanger bolden når den er i luften.
Hills Course hører så afgjort til den kategori af baner, man ønsker at vende tilbage til for at få sin revanche.
Jones Course er langt mere åben og derfor noget lettere at tilgå for den knapt så øvede golfspiller – trods det faktum, at den er lidt længere. Tour-spillerne elsker den fordi det er en 100 procent fair og reel test. Gode slag belønnes, knapt så gode slag bliver straffet, men der er ikke dødsstraf.
Klubhuset på LPGA International er stort og prangende, og bærer præg af tilhørsholdet til kvindernes førende tour. Der er billeder af de kendte kvindelige spillere, der er masser af souvenir-polo’er og caps i den store proshop og der er en restaurant, der servicerer hele resortet.
Træningsanlægget er fremragende og byder tilmed på et par reelle træningshuller, og ikke mindst når man spiller Hills Course oplever man en spændende natur, med søer, vandhuller og smukke skovområder langt fra de prangende boliger.
Besøger man Daytona Beach for at spille golf, er LPGA Internationals to baner og Riviera absolut et must. Hvilke andre baner man hygger sig med kan komme an på hvilket godt tilbud man kan få. Området er ikke dyrt at spille golf i.
Tips til racerløb i Daytona Beach
* Når du besøger Daytona Beach, så er et besøg på racerbanen Daytona Beach International Speedway absolut et must. Vi var der mens der var løb, og oplevede Jan Magnussen og co. for fuld skrald.
* Når der ikke er løb, er der rundvisning på banen, hvor man også kører NASCAR og det berømte Daytona 500.
* I parken i Downtown Daytona Beach finder man et lille monument for Brownie The Dog. Det handler om en skøn lille historie om en herreløs hund som i 1940, som 1-årig blev kendt i byen. Den elskede is, og blev alles ven. Da den døde i 1954 fik den et mindesmærke.
* Stranden er berømt. Det var her racerløbene i byen begyndte, men i dag forstyrres de solbadede mest af hustlere på jagt efter hurtige penge. Restauranten Joe’s Crab Shack ligger ud af en mole ud i havet. Stemningen er god.
* Om sommeren er Daytona Beach et kendt samlingssted for Harley Davidson entusiaster, så er du til brølende motorcykler, barske mænd med store skæg og biker-babes, så er det et sjovt sted.
