Kolding Golf Club fylder 85 år i år, men er alt andet end ’gammel og træt’.

For nogle år siden kunne man godt mærke på Kolding Golf Club, at det var en noget træt, gammel ’dame’. Trods en ideel beliggenhed tæt på bymidten, med stort set alle buslinjer, der har endestation ved byens storcenter nogle få hundrede meter oppe af vejen, så var der dalende medlemstal, især blandt de unge, og klublivet i Danmarks syvendeældste golfklub var blevet lidt fastlåst i de mange klubber-i-klubben. Trods en gennemgribende og vellykket forbedring af den nu 85 år gamle bane, trængte golfklubben til et skud ny energi, og det har man fået i den nye formand, Bo Jensen, der bestemt ikke er typen, der blot sidder for bordenden af bestyrelsesbordet og lader hverdagen gå sin vante gang.

Da han i sin tid, efter en årrække i juniorudvalget, blev spurgt om han ville tage en tørn i bestyrelsen, takkede han bestemt nej. Da han blev spurgt igen, valgte han en noget atypisk strategi; jeg vil kun i bestyrelsen, hvis jeg bliver formand – og hvis jeg har vetoret, sagde han – og blev valgt! Så var medlemmerne ligesom også selv ude om det, som han siger i dag.

Den kontroversielle strategi og moderne måde at drive golfklub på, er givetvis ikke faldet i god jord hos alle. Bo Jensen fortæller, mens vi spiller en runde på den dejlige bane, at mange var nervøse for ’de nye tider’, men at det er gået ’supergodt’. ”Klubben er blomstret op, alle tager ansvar i dag, og Kolding Golf Club er en meget dynamisk golfklub, der hele tiden er i forandring. Det gælder arbejdet på banen, og det gælder de visioner, vi i bestyrelsen har for klubben,” siger han.

Da vi står og venter på at slå ud på 2. hul, et langt, ganske svært par4, der doglegger let mod højre, fortæller han om de mange mails, han modtager fra medlemmer, om småbitte petitesser, som det forventes at formanden tager sig af. Han fortæller om det med humor og et smil, i samme tone, som han ofte svarer medlemmerne i, og han kan mærke, at det virker.

Spændende visioner

De første fem-seks huller er nøglen til at få succes på Kolding-banen. De er klart de sværeste, så kommer man forbi dem til handicap, kan man godt begynde at drømme om en god score, men nye teesteder er ved at blive etableret på både 7. og 8. hul, der i begge tilfælde vil øge sværhedsgraden og hullernes visuelle værdi, og det blandt andet den dynamik, som formanden taler så varmt for. ”Banen skal hele tiden udvikle sig, og det arbejder vi på. Vi kan gøre det fordi vi har et solidt medlemsgrundlag og sidste år havde et overskud på en million, men jeg har mange andre ideer til, hvordan vi kan føre golfklubben sikkert ind i fremtiden. Omkring banen løber mountainbike-stien og den lokale mountainbike-klub har i dag 600 medlemmer, og cykelsporten er golfklubbernes største konkurrent. Så er det jeg tænker, hvorfor vi ikke slår os sammen og laver en Kolding Multisportsforening. Min drøm er, at investere penge i at lave et helt nyt klubhus, hvor mountainbike, cykling, motionsløbere og golfspillere kan være fælles om at dele faciliteterne, der bl.a. kan indeholde fitnesscenter, fysioterapeut, kiropraktor osv. Det vil være en ideel mulighed for at opsøge og dyrke flere idrætter samme sted,” siger han.

Da vi runder klubhuset efter de første ni huller, møder man synet af et par tydeligvis forladte boligblokke klos op af 10. hul. Selvskabet bag er gået konkurs, og boligerne står stort set tomme. Selvfølgelig har den visionære formand også en plan for dem. Han kunne godt tænke sig, at indrette ungdomsboliger og måske ferielejligheder, så golfklubben kunne tiltrække både flere studerende og greenfee-spillere.

  1. hul er et relativt nemt par5 hul, og i øvrigt det sidste af slagsen. Bag9 i Kolding er mere end 500 meter kortere end for9 – fra det bagerste teested – og klubben er kendt for sin specielle afslutning med tre par3-huller blandt de sidste fire huller. Når klubben har eliteturneringer, ændrer man som regel hulforløbet for at undgå dette, og det debatteres at gøre denne ændring permanent. Som man nok kan regne ud, er det noget, der er store følelser og meget delte meninger omkring i en gammel klub med mange traditioner.

Gammel bane i fin form

For ca. ti år siden var der planer fremme om at golfklubben skulle flytte til en ny bane udenfor byen. Et projekt, der hedder Slotsø Gruppen, ville gerne disponere over den attraktive beliggenhed, som banen ligger på, på lejet kommunal jord. Den nuværende uopsigelighed løber frem til 2035, men klubben forhandler om at forlænge denne uopsigelighed langt, langt ud i fremtiden, og alle planer om en ny bane er totalt skrinlagt, siger Bo Jensen. ”Vi er landets syvende ældste golfklub, og den femte ældste på samme jord. Banen har altid ligget her og det ser jeg en meget stor værdi i,” siger formanden, da vi nået til banens smukkeste sted, 16. huls teested, hvor man virkelig kan nyde Kolding Golf Clubs naturrigdom. Hullet er også banens bedste med en rigtig drilsk green som klimaks.

På vej ned af de to afsluttende par3 huller får formanden fortalt, at han er bekymret for den generelle udvikling i dansk golf, og synes, at DGU er ’på en anden planet’, når man hele tiden forsøger at male et skønmaleri af medlemsudviklingen. Han mener, at der skal tænkes nyt, og at golfsporten skal slippe mange af de gamle, fastlåste traditioner omkring medlemskaber, rekruttering og fastholdelse. Det er det hans egen bestyrelse forsøger. I modsætning til tidligere, er der et livligt flow i bestyrelsen, så man hele tiden har glæde og gavn af særlige kompetencer, initiativ og visioner. Men også så der til enhver tid sidder mennesker i klubbens bestyrelse, der deler den samme opfattelse af fremtidsudsigterne. For det kan godt være, at Kolding Golf Club med sine 85 år er en gammel klub, men gammeldags, stiv og forstokket, må den aldrig blive, ifølge Bo Jensen.

Forrige artikelPas- og visumregler
Næste artikelUforstyrrede og anerkendte Skjoldenæsholm
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.