Bokskogen er blevet kåret som ”Skånes smukkeste sted”. Naturen på og omkring de 36 huller på Bokskogens GK er betagende. Læg dertil et krævende layout.

 

Bokskogens to 18. hullers baner ligger lidt vest for Malmø mellem Torups Nygård og Ydding skovsö.

Bokskogens GK kunne indvie de første 12 huller i 1966 og året efter blev banen udvidet med de sidste seks huller. Den nye bane blev indviet i 1992.

Bokskogens GK har i mange år været kendt som et af Sveriges bedste golfbaneanlæg. De to baner har hver sit særpræg. Den Nye bane ligger i lidt utæmmet natur og har kuperede huller, smalle fairways og forholdsvis små greens, mens den Gamle bane er en klassisk parkbane med let kuperede fairways, og det er netop den vi er kommet for at spille.

Den gamle bane har et stort antal velplacerede vandhazarder og fairway bunkers, samt særdeles velbevogtede greens. Alene på forni er der vand i spil på 6 huller, og særligt hul 2 er en perle af et par3-hul, hvor man står lidt oppe og har udsigt til green med en sø foran. Spiller man lidt for langt på hullet må man sandsynligvis en tur i bunker.

Vi spiller fra tee 58, hvilket nøjagtigt svarer til en banelængde på 5.736 meter og den længde viser sig at være helt passende for en bold med et spillehandicap fra hcp. 6-13.

Banen er vedligeholdt i alle ender og kanter. Alle de klippede områder står knivskarpt, og det en fryd at putte på de regulære greens, hvor man kan regne med linjerne – altså ingen skjulte fald.

Der er god plads på fairways, hvis man ellers kan undgå de mange fairwaybunkers. Og, det er en god idé at holde sig på de brede boulevarder for den klippede rough er ganske saftig og betyder ofte et ekstra slag.

 

Spiller ud til Ydding skovsö

Fra green på hul 9 går man lige forbi et vindue i klubhuset, hvorfra der blandt andet sælges pølser, vand, te og kaffe. Det er helt i tråd med den svenske model og til stor jubel.

Der er rigtigt mange gode klassiske golfhuller på Bogskogen, og man vil især huske de smukke huller med Ydding skovsö i spil.

Hvis man vælger at spille flere baner i områder, så ligger PGA Sweden National, Assartorps Golfklub og Master Course by Hinton Golf indenfor en radius af 8 km. Med hensyn til golfophold så samarbejder Bokskogens GK med Scandic-hotellerne i Malmø og en del andre hoteller i nærområdet.

Forrige artikelBryson DeChambeau vil lære alle at leve
Næste artikelKokkemanglen er slut i Hornbæk Golfklub
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.