Den 24-årige amerikaner, der nu har to PGA-sejre og er en mulig Ryder Cup-spiller, har køller, der alle er lige lange med køllehoveder, der vejer præcis det samme, og en livsfilosofi, som han vil have andre til at kopiere
Bryson DeChambeau var et af de børn, der altid svarede ’hvorfor?’ i stedet for ’ja’ og ofte drev sine lærere til vanvid med sin nysgerrighed.
Da faderen Jon, der var klubpro med erfaringer fra minitours, bragte ham til træneren Mike Schy, skete det samme, og en dag gav Schy lidt desperat den 15-årige Bryson Homer Kelleys kontroversielle bog ’The Golfing Machine’, som han nu kan citere i detaljer, som det er tilfældet med en anden bog, Schy gav ham samtidig, H. A. Templeton’s ’Vector Putting’.
DeChambeau blev inspireret til at lave så mange analogier i sit spil som muligt. Han fik fremstillet skafter i samme længde, 93,5 cm, til samtlige køller, og deres køllehoveder vejer alle 278 gram. Dermed kan han benytte samme bevægelse i samtlige slag. Desuden gik han over til de største grips på markedet, Jumbo Max Grips, som han kan styre, fordi han overhovedet ikke drejer sine håndled, når han slår.
Selv om alt, hvad han selv laver, således er analogt, hævder han, at ’Golf er ikke en ensrettet gade’ og mener dermed, at alle skal finde deres individuelle stil. Som han har, og som fx Bubba Watson har.
Manden med sixpencen
Mange bliver irriteret på DeChambeau, når de ser ham spille første gang. Han har lige fra sin juniortid været let genkendelig over alt, fordi han spiller med en sixpence; samme kasket, som Payne Stewart brugte, og en variant af Ben Hogans faste hovedbeklædning.
Får du hans autograf, tænker du måske, at nu vil han virkelig blære sig. Han skriver sit navn med venstre hånd og fra højre mod venstre, men det er, forklarer han, et resultat af hans arbejde med proprioception; et andet ord for koordination, og at han bruger det, irriterer også mange, men han forklarede i et interview til Golf Digest:
’Det er ikke talent, det er øvelse. Hvis jeg ville lære arabisk eller russisk, kunne jeg; eller binde mine snørebånd på en ny måde. Hvorfor? Vilje. Jeg er ikke smart, jeg er viljestærk. Jeg kan blive god til alt, jeg holder af, ved at ville det. Jeg elsker historie, jeg elsker videnskab, jeg elsker musik, jeg elsker at lære, jeg elsker livet. Jeg prøver at blive bedst til alt.’
Får han en mikrofon i hånden, bliver man måske også irriteret, for han bruger den omgående som platform for sine synspunkter i stedet for at sige, at ’jeg tager et slag ad gangen og ser, hvad resultatet bliver.’
Spørg ham om Moe Norman – manden, der nærmest autistisk kunne ramme præcis, hvor han ville, om det så var 200 m ude. Ifølge DeChambeau var det ikke, fordi han koncentrerede sig specielt, men fordi slagene lå så meget på rygmarven, at han netop ikke behøvede at koncentrere sig.
Amatørtriumfer
DeChambeau er en af kun fem, der i samme år (2015) har vundet det individuelle collegemesterskab og US Amateur – de andre fire er Nicklaus, Phil Mickelson, Tiger Woods og Ryan Moore.
Desuden har han vundet Eisenhower Trophy (VM for amatørhold) og spillet Palmer og Walker Cup – ’men han kunne som lille ikke lide holdsport, fordi han altid syntes, at hans holdkammerater trænede for lidt,’ fortæller hans far.
PGA-sejre
DeChambeau debuterede i PGA-sammenhæng som amatør i FedEx St. Jude Classic i 2015, klarede cuttet og blev nr. 45. Sidst på året blev han nr. 2 i Australian Masters, og da han besluttede at turne pro, blev han i RBC Heritage nr. 4 i sin PGA-debut og regnede med at kunne erhverve PGA-kortet på sponsorinvitationer. Det kiksede, men så vandt han i stedet på Web.com Tour og fik sit kort.
Efter en serie begrædeligheder og kun tre cut af 16 klaret i 2017 ’måtte jeg hjem til tavlen og finde ud af et eller andet’, forklarede han, da han havde fundet det og fire uger senere vandt John Deere Classic.
For nylig kom den anden triumf i The Memorial, og det var ikke blot den toer, der viser, at man ikke er et one-time-wonder, men også Jack Nicklaus’ turnering, og det havde stor betydning for ham, at han fik trofæet overrakt af mesteren selv.
Fremtiden
DeChambeaus tilgang til golf diskuteres ivrigt blandt kollegerne. Rory McIlroy bad om at måtte prøve hans køller på driving range og konstaterede bagefter, at måske havde Bryson ’noget’.
Andre mener, at mange professionelle nærmest går til grunde i videnskab og detaljer, og at DeChambeaus videnskabelige måde at skabe individualitet på måske er den rigtige.
Vi får se – men der er ikke tvivl om, at den 1,85 m høje spiller allerede har sat tanker i gang hos mange, og at han er med i toppen for at blive.
It’s not talent, it’s just practice,” he says in a voice that sounds like it belongs to an older person. “If I wanted to learn Arabic or Russian, I could. Or tie my shoes in a new way, I could. Why? Dedication. I’m not really smart, but I’m dedicated. I can be good at anything if I love it and dedicate myself. And I love history. I love science. I love music. I love golf. I love learning. I love life. I love trying to be the best at anything and everything.”