Skåne er fuldt af oplevelser, som det ville være synd at snyde sig selv for, bare fordi hovedformålet er at spille golf.

Naturen giver mulighed for alskens aktiviteter: Cykling, vandreture, sejlads i kano eller kajak, svømning, ridning, fiskeri eller paragliding; eller man kan simpelt hen nyde den, hvad enten man vil have dramatiske klipper som i naturreservatet Kullaberg (Kullen), der sender sine klipper langt ud i havet; eller man vil beundre partier med bakker og slugter som fx i Rörum Bakkar.

Over alt kan man nyde et rigt fugleliv og ikke mindst se rovfugle jage i størrelser helt op til de imponerende havørne.

Man kan endog komme under jorden ved Hässleholm i det nordøstlige Skåne, hvor den nederste del af det store Tykarpsgrotte-system ligger 12 m under jorden, og hvor ikke mindre end otte forskellige flagermusarter holder til. Af hensyn til deres vintersøvn er grotterne lukket fra oktober – april.

Mange steder, ikke mindst i slotte og herregårde, der nu har offentlige restauranter, dyrker man en forfinet madkunst, der bl.a. bygger på asparges.

Byerne
Regionens største by er Malmö, der har et rigt kulturliv og fine shoppingmuligheder, hvad enten man foretrækker at købe råvarer i Malmö Saluhall, eller man dyrker det rige udvalg i det store shoppingcenter Emporia.

Mad og drikke kan man fx indtage i Slottsträdgårdens Kafé; i Saltimporten Canteen, som er kåret som byens bedste frokostrestaurant; eller i gourmetrestauranten Sture, der blander det bedste fra Skåne og Paris på fineste kulinariske vis.

Over alt i Malmö kan man se op til den kontroversielle, snoede skyskraber, der er byens vartegn, Turning Torso.

Helsingborg har i perioder været blandt Danmarks vigtigste byer, da den var med til at sikre opkrævningen af Øresundstolden.

Lund var endog en overgang dansk hovedstad og længe bispesæde. Byen har mange huse, der går århundreder tilbage.

Ystad og Trelleborg har begge en historisk tradition, som man kan studere i forbindelse med, at man spiller golf eller tager videre ud i Europa med de mange færger til Bornholm, Tyskland eller Polen.

Forrige artikelHässlegårdens Gk: God golf til lav pris
Næste artikelBryson DeChambeau vil lære alle at leve
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.