Golf må ikke blive svært, derfor er en god hybrid-kølle eller to et godt valg i stedet for de lange jern.

Hvordan vælger man den helt rigtige hybridkølle? Det var spørgsmålet, vi havde aftalt at stille Golfexpertens butikschef i Odense, Martin Andreasen, og tilfældet ville, at han netop da vi ankom til butikken havde en kunde, der skulle have en hybrid.
Lars er en stor og stærk mand, tidligere håndboldspiller, og har nu kastet sig over golfsporten. Han spiller ikke så ofte og hans teknik er ikke specielt godt, desuden savner han fart i køllehovedet.
Det længste jern i hans bag er et 6-jern, og derfra op til hans 5-wood er der et alt for stort spring.
Han er et perfekt eksempel på månedens emne.
”Det sidste vi må gøre, er at gøre spillet for svært. Jeg møder stadig ofte gamle golfere, der har været vant til at spille med 2- og 3-jern, som har svært ved at acceptere, at en hybrid er det bedste valg for dem. Men når man har en lavere svinghastighed, så er en hybrid det eneste rigtige,” siger Martin Andreasen, der beder Lars om at slå nogle slag med sit 6-jern, derefter med et 5-jern af samme model og endelig en 5-hybrid. Trackman-tallene afslører meget præcist, at hybrid-køllen er det bedste valg.
”Trackman er et enormt godt værktøj fordi vi kan se alle data. Der er ikke noget gætteri. Vi kan i nogle tilfælde anbefale kunden at gå helt ned i 7- og 6-hybrid, nogle mærker, bl.a. Cobra og Cleveland, laver rigtigt fine combo-sæt, hvor jern og hybrid-køller er integreret, i andre tilfælde viser det sig, at den ideelle opsætning er at have både et 5-jern og en 5-hybrid fordi forskellen i boldflugt på de to betyder, at man fylder ’hullet’ bedst ud sådan. Jeg vil sjældent anbefale 3- og 4-hybrid til gennemsnitsgolfere, for de bliver for svære at slå. Så er en 7-wood bedre,” siger Martin Andreasen.

Matcher op med jernsæt
Der er dog undtagelser. Martin Andreasen fortæller at i TaylorMades M6-serie, er 4-hybriden lavet sammen med jernsættet fra PW-5J, og er således matchet op med samme skaft som jernene. Det giver god mening, og det kan man også få i f.eks. Cobras F9-serie og Titleist AP2.
Men hybrid-køllen behøver ikke at være af samme mærke som hverken ens jernsæt eller ens metalwoods.
”Jeg kan godt lide Titleists hybrider fordi de er justerbare, hvilket gør dem endnu bedre til gapping. Når alle ikke er det, skyldes det hensynet til vægten. Mange tror, at Titleist kun er for de ’gode’ spillere, men det er ikke længere tilfældet. De er blevet gode til at ramme bredt, og deres H1 og H2 dækker hhv. den gennemsnitlige og den lidt bedre golfspiller,” siger Martin Andreasen, der da også endte med at sælge en H1 5-hybrid til kunden Lars, efter at have fundet et skaft, der gav ham den bedste effekt.
Opsætning af den enkelte golfspillers sæt er vigtig, for det gælder om at få dækket alle længder og typer af slag ind. Ifølge Martin er det ikke nødvendigt, at have 14 køller i bag’en, men han ser helst, at man har plads til tre wedges. Hans bud på en god opsætning er driver, 5W, 4H, 5J-PW og 3 wedges og putteren, hvilket giver 13 køller.
Artiklen er lavet i samarbejde med Golfexperten.

Forrige artikelSilkeborg-Ry er verdens bedste udviklingsklub
Næste artikelOlesen nr. 2 i Portrush, van Driel på Penati Golf Resort, Kjærgaard og Axelsen i Silkeborg
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.