I uge 32 fejrede Vejen GK, DGUs klub nr. 100, sit 25 års jubilæum, og det omfattede bl.a. udsendelse af en bog på 62 sider, ’25 års jubilæum – Vejen Golfklub’.

Et skrift, der grundigt redegør for de store problemer, man mødte, da man først i halvfemserne skulle finde et område til en golfklub og bagefter finde pengene til at anlægge banen og dens faciliteter.
Efter læsningen får man lyst til at foreslå, at der rejses en statue af banearkitekten Hans Gernot Schenk, der med sit kendskab til især baner på Costa del Sol og i Florida afløste en alt for dyr arkitekt, man først havde kontakt til. Siden stod han også for arbejdet med anlæggelsen, der var projekteret til at koste 3,5 mio. kr., men som ved hans nidkære overvågning endte med at blive klaret for 1,65 mio. Har man hørt magen!

Jubilæumsugen forløb perfekt. Stor tilslutning til alle arrangementer og en fuldbooket jubilæumsturnering. Efter en indledende parturnering gik det slag i slag med spil for eliten, seniorgolf, lady golf, juniordag, jubilæumsturnering, reception, jubilæumsfest og greenkeepernes skrækturnering, greenkeepernes hævn over spillerne.
Formand Niels Smith konstaterer, at ’Vi har fået fejret klubben og vist anlægget frem for en masse gæster. Vi har fået nye og glade golfspillere, der for et halvt siden ikke var klar over, at det kunne være så sjovt at spille golf. Nogle af aktiviteterne er det allerede foreslået at gentage næste år, så måske er en ny tradition født.’

Forrige artikelFine resultater i paragolf
Næste artikelAlt udsolgt
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.