Markedets blødeste pakke

Radius på en golfbold er 21,35 mm. Derfor er det blevet navnet på en putterserie fra Cleveland. Ideen er at man løfter sigtelinen på putteren fra bunden af køllen til præcis 21,35 mm. Således placeres sigtelinjen præcis ud for centeret af golfbolden. Det bliver derfor nemmere at sigte med putteren, også selvom du ikke har placeret øjnene præcis over bolden. Det skal forstås således at hvis man kunne føre linjen gennem slagfladen på putterne ville den ramme bolden perfekt. På en traditionel putter hvor sigtelinjen enten er placeret i toppen eller i bunden, ændres opfattelsen af hvad der er lige i forhold til hvor man står. Det sker ikke med en Cleveland 2135.

Vi er nået til anden generation af serien og den har fået en god modtagelse. Serien består af 6 forskellige puttere, så der er en model til alle typer spiller. De 6 modeller adskiller sig blandt andet ved at have forskelligt balancepunkt og udseende. Slagfladen er konstrueret så den kompenserer for at et slag ikke altid rammes i midten af køllen. Du får derfor samme længe på puttet selvom du ikke ramme centrum hver gang. Slagfladen er forskellig på modellerne da de har forskellig MOI. Det er ikke en feature jeg har set tidlige og smart hvis det også virker i praksis. Det er nok en god idé at snakke med din PGA pro inden du vælger den model der passer dig.

Jeg havde en Cleveland TFI-2135 1.0 Blade med på golfbanen under nogle runder i Florida. Jeg kan godt lide at bolden forlader min putter med god fart, så jeg skulle lige vænne mig til at den nye Cleveland putter har et lag af ”Soft Polymer TPU” monteret lige bag slagfladen som gør det meget blød at slå med. Jeg har aldrig haft en putter der kom så blødt ud af køllen, og det gjorde at jeg slog de seks første putts for korte. Til gengæld var det syvende forsøg 4 meter for langt. Jeg satte putteren tilbage i bagen efter 9 huller for ikke at tabe drikkevarerne efter runden. Dagen efter spillede vi på væsentlig hurtigere greens, og her synes jeg at Cleveland putteren kom meget bedre til sin ret. Den er virkelig nem at sigte med, og når man har vænnet sig til at bolden kommer utroligt blødt fra slagfladen er den meget pålidelig.

Konklusion: Cleveland 2135 serien koster fra omkring 1.000,- og er efter min mening bedre end mange af de dyrere alternativer. Har du svært ved at starte bolden rigtigt på retningen skulle du prøve den. Jeg skulle vænne mig til den bløde slagflade, men det er sikkert en fordel for andre golfspillere. Leder du efter et nyt våben til at trille den det sidste stykke bør du ikke undlade at teste en af disse. Du får ikke en bedre putter i det prisleje.

Forrige artikelGolfsixes indtager Odense Eventyr Golf
Næste artikelRønnede GKs erfaringer med seks sæt teesteder
Jan Olsen
Jan Olsen er en erfaren golfspiller. Som mangeårig elitespiller har Jan stor erfaring med alle dele af spillet. Da han spillede bedst, var handicappet 0, og hans bedste resultat en sølvmedalje ved DM. Han kan lejlighedsvis stadig score i 70'erne. Som uddannet fotograf vil Jan stå for mange af Golfbladets videoer, ikke mindst i samarbejde med Ronnie Lindeskov omkring instruktionsvideoer.