Ingen fik det bedste frem i sine modstandere som Greg Norman, der fem gange blev besejret af mirakelslag på sidste hul – et af dem er stadig PGAs længste vinderslag

Der er ikke så lidt Crocodile Dundee over Den Hvide Haj, men Hajen er en levende legende, omend Greg Norman klager over, at ingen i tide introducerede ham for golf fitness. Så, mener han, ville han have undgået de skader og operationer, der gør, at han i dag ikke spiller på Champions Tour.
Hans 91 turneringssejre er der skrevet meget om. De 20 blev vundet på PGA Tour, og to gange vandt han The Open, men ofte skrives der mere om hans andenpladser, som der var ikke mindre end 31 af på PGA Tour.
Han oplevede flere markante sammenbrud, men et helt usædvanligt antal gange blev han nr. 2, fordi en konkurrent præsterede det helt ufattelige af den slags, man ikke ville acceptere i et filmmanuskript eller en bog. Norman var en slags katalysator for fremragende slag.

I GOLFBLADET nr. 2 beskæftigede vi os med 1986, hvor han førte alle fire majors før sidste runde, men kun vandt The Open – og hvor Bob Tway stod for et mirakuløst bunkerslag på det 72. hul og vandt PGA Championship.
Lad os se på fire andre fantastiske sluthuller, der satte Norman mat.

Masters 1987
Kun en fra top-8 i Masters 1987 fik birdie på sidste hul. Det var Larry Mize, som dermed fik plads i omspillet med Seve Ballesteros og Greg Norman, hvis afsluttende putt fra 6 m var centimeter fra at sikre sejren.
Sudden death-omspillet indledtes på 10. hul, hvor Ballesteros faldt fra med bogey. På 11. hul, det første i Amen Corner, slog Mize sit andet slag pinhigh – men 45 m i rough til højre. Fordi par formentlig ville være nok, slog Norman safe til et putt fra forklædet, 15 m fra flaget.
Hvorefter Mize slog et af majorhistoriens fineste slag, da han holede sit chip. Norman missede sit birdieputt, og Mize skrev sig ind i golfhistorien. Han vandt kun fire gange på PGA og har vundet en enkelt gang på Champions Tour, men dét ene chip bliver aldrig glemt. Se det på YouTube under PGAs historiske øjeblikke.

Troon 1989
Vi springer til The Open på Troon 1989. Her lå australske spillere forrest efter de første tre runder. Wayne Stephens efter første i -6. Wayne Grady efter anden i -7, to slag foran Marc Calcavecchia, kaldet Calc, og Norman. Efter tredje runde lå Grady i -11, Calc i -9, mens Norman var i -5 efter en runde i par.
Konkurrenterne håbede muligvis på, at Calcs kone ville få ham til at haste tilbage til USA, for hun var højgravid, og han havde bebudet, at han ville bryde turneringen, hvis hun fik veer – men hun holdt faktisk tre uger, før hun fødte parrets første barn, en pige.
Sidste runde bød på en af Den Hvide Hajs flotteste slutrunder. – 8 gik han i, men Calc -4 og Grady -2 klarede sig præcis med i omspillet over fire huller. Det var indført i 1985, men havde endnu ikke været aktuelt. Desuden var det første gang i The Open, at der var omspil for tre spillere.
Norman tog spidsen med birdie på hul 1, og såvel han som Calc fik birdie på 2. hul, mens Grady havde to pars. Så gik man til 17, hvor amerikaneren fik par, mens begge konkurrenter fik bogeys, Norman med et misset parputt fra knap fire meter.
Calc havde flere gange imponeret med smukke approachslag og imponerende putts, bl.a. da han holede et putt på mere end 18 m på sidste rundes 12. hul. Nu sikrede han sig i realiteten sejren, da han på 18. hul slog fra 183 m til et tap-in-putt og en birdie, som Norman ikke kunne matche efter at have drivet i bunker og slået andet slag i en greenbunker.

Bay Hill 1990
På Arnold Palmers bane blev 18. hul afgørende for striden mellem Norman, Larry Mize, Curtis Strange og rookien Robert Gamez, der som den kun femte i PGAs historie havde vundet sin første turnering som pro, Tucson Open, en måned tidligere i -18, fire slag foran Marc Calcavecchia.
Gamez var i bold med Mize og et slag efter ham og Norman, da han efter et perfekt drive på 242 m skulle tage stilling til sit andet slag på 18. hul, 161 m over en sø. Mize slog først og gik over green. Der var tydeligt såvel medvind som adrenalin at tage hensyn til, og Gamez, der stod med et 6-jern i hånden, bad sin caddie og bror Randy om et 7-jern i stedet.
Han ramte bolden perfekt, den hoppede en gang på green og forsvandt i hullet ved siden af flaget. En eagle i det, der stadig er det længste holede sidste slag af en PGA-vinder.
Mize fik bogey, mens Norman missede et putt på knap 4 m for omspil. Gamez over!

USF&G Classic 1990
En måned senere var vejrbetingelserne i English Turn G&CC dårlige. Vind, regn, torden og spiludsættelser. Alligevel brugte Norman i hele turneringen kun 99 putts, men de første tre dage var spillet fra tee til green knap så overbevisende, så han indledte finaledagen som delt syver i -4, fem slag bag David Frost.
Norman gav opvisning. -7, 65 slag, af hvilke bare 22 var putts, og han satte overliggeren i klubhuset i -11. Til slut kunne kun Frost med par på 18. hul få omspil.
Første slag gik i en stor fairwaybunker lige foran en sø.
– Ikke stedet, hvor man vil være, når man skal have par, sagde kommentatoren.

Andet slag gik i en stor greenbunker, og bolden lå 15 m fra flaget i et halvskidt leje … men sandwedgen var perfekt. Bolden ramte green en meter fra flaget og rullede stille og roligt i hul.
Birdie, sejr til sydafrikaneren – og endnu en frustration for Norman.

DEL
Forrige artikelSNAG Golf i Skive
Næste artikelNy laserafstandsmåler med GPS fra Garmin
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.