To franskmænd var på vej rundt til samtlige verdens vinproducerende lande for at skrive om dem. Til deres overraskelse var Danmark blandt dem, og heldigt havde de valgt Kelleris Vingaard ved Humlebæk som et af deres mål. Her så de først den smukke, eleverede bygning, der med sine tårne tåler sammenligning med et lille fransk vinslot, og her fik de en oplevelse, de ikke havde drømt om.

Bygningens udseende er arkitektens fortjeneste. Da han sidst i det forrige årtusinde lavede tegninger til ombygning af gården og fik at vide, at Susanne og Søren Hartvig Jensen planlagde at dyrke vin, udbrød han: – Så skal der da også tårne på.

Susanne og Søren havde mødt hinanden i gymnasiet. Efterfølgende beskæftigede hun sig med økonomi, og han blev maskiningeniør. Deres respektive jobs førte i flere omgange til udstationeringer i både Europa, USA og Østen, og i deres ferier elskede de at rejse efter storslået natur og skøn vin, ikke mindst i Australien.

Vinbonden Søren viser rundt

 

At lave egen vin blev de inspireret til, da de på udstillingen ’Mit hjem er mit slot’ på Ledreborg 1999 løb ind i manden bag bogen om vinavl i Danmark, Jens Michael Gundersen. En ildsjæl, der med sin entusiasme har fået snesevis af danskere i gang med det, der syntes utopisk så langt nordpå.

Så gik det løs

Hovedhuset til Kelleris Vingaard blev opført i 1900, hvor københavnere efter anlæggelsen af Kystbanen i 1897 byggede sommerboliger med udsigt over Øresund.

Susanne og Søren erhvervede ejendommen i starten af 90érne. Da en nabogård kort efter skiftede ejer, og den nye ejer ville frasælge et stykke landbrugsjord, købte de det. Det ligger ideelt på en sydvendt skråning, og i 2001 plantede de de første 1000 vinstokke. Halvdelen var af sorten Rondo, som de allerede året efter var sikre på, at de ville satse på, og de efterfølgende 3000 stokke var alle af denne sort.

Danmark var i 2000 blevet optaget blandt de EU-producerende vinlande, og det klare mål for Susanne og Søren var såvel livsstilen som vinbonde som ambitionen om at producere kvalitetsvin. Om det lykkedes, ville de først opdage i 2006, for Søren insisterer på, at hans vin skal lagres og har anskaffet egetræsfade fra Ungarn, USA og Frankrig.

Da så mange forsikrede ægteparret om, at fremstilling af god vin i Danmark var en utopi, valgte de Utopia som navn til deres vine; og da de senere fremstillede deres første dessertvin, og en eventmager forbløffet konstaterede, at med den havde de ramt ’bull’s eye’ (lige i plet), blev BullsEye dens navn.

Den første årgang
Høsten fra 2005 lå i Gundersens vineri i Hvidovre. I 2006 lejede Søren et lokale på Statens Planteavlsstation, hvor de første flasker blev klar – og kvaliteten var åbenlys.

Så åbenlys, at den første Utopia-rødvin vandt rødvinskategorien til Dansk Vinskue 2007, og da det allerede omtalte besøg af fagfolk fra Frankrig fandt sted, fik de dén i deres glas.

De snusede, studerede farve, lod den glide blidt over ganen – og fik et chok! Så vidunderlig vin mente de ikke, det var muligt at producere i Danmark.

– Det var noget af en start, husker Søren med et smil, og året efter havde han sågar færdigbygget sit eget underjordiske vineri med tanke og fade under store hvælvinger. Nu var Susanne og Søren rigtige vinbønder med alt under samme tag.

Det underjordiske vineri

Tre roller

En livsstil, hvor man udfylder tre roller: Man er vinbonden, der skal passe og pleje sine planter – ofte mere end nødvendigt sydpå, fordi nogle af de sorter, man bruger i Danmark, typisk er mere vildtvoksende, så de skal trimmes og beskæres oftere. Man er ønologen, der skal kende til og foretage vinfremstillingsprocessen; og ikke mindst skal man afsætte sine produkter, så indsigt i salg og marketing er man også nødt til at have.

Vinmarkerne ligger smukt foran gården

Samtidig er det en livsstil, hvor parret hver dag er i pagt med naturen; i år har de fx haft 11 rådyr fast gående blandt de 4200 vinstokke, der står i en længde på 6 km og leverer saft til op til 8000 flasker vin om året. Siden 2015 også mousserende vine med navnet RENÉE, lavet efter champagnemetoden med anden gæring på flasken, hånddrejet og hånddegorgeret. De er opkaldt efter Sørens ’piger’, hustru og to døtre, der alle hedder Renée til mellemnavn efter svigerfaderen Renée Jacobsen, som desuden er en uvurderlig hjælp i mark og vineri.

Årgangene varierer meget fra år til år. De årgange, Søren ikke er tilfreds med, destillerer han og bruger vinspritten til vingårdens hedvin. Derved går intet til spilde, og alle Utopia-vinene er 100 % fremstillet af råvarer fra egne marker. 2018 var drømmeåret, såvel i mængde som kvalitet, og der er også tidligere årgange på lager til at sikre salg, servering og smagninger for kunder og gæster til rundvisninger og arrangementer.

Gæster, der omfatter alle former for private personer, forsamlinger, klubber og fejringer, og som der naturligvis er mange golfspillere blandt; ligesom der er en del udlændinge … som de to overrumplede franskmænd.

Vil du smage eller købe Kelleris Vingaards produkter, forhandles de bl.a. af Kjær og Sommerfeldt og kan desuden købes i webshoppen på Kelleris Vingaards hjemmeside; men naturligvis er det allerbedste selv at bruge en dag i Utopia – stedet, man normalt kun drømmer om, og som det er et paradoks at finde i Nordsjælland.

Kelleris Vingaard, Kellerisvej 78, 3490 Kvistgaard, Tlf. 22 46 39 30 Mail: shj@kellerisvingaard.dk Website: kellerisvingaard.dk Følg desuden Kelleris Vingaard på instagram

Indholdet af denne artikel er sponsoreret

Forrige artikelMelding fra Hedegaardens Vinavl
Næste artikelBreaking: Emily ‘snydt’ for en formue
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.