Midt i den rolige og smukke midtsjællandske natur ligger Skjoldenæsholm som en fredfyldt golf oase med hele 36 huller. Skjoldenæsholm blev tidligere i år optaget i den eksklusive sammenslutning World of Leading Golf, som blandt ”kollegerne” tæller Ryder Cup banen Le National udenfor Paris.
Det historiske Skjoldenæsholm Gods ligger som et spektakulært bagtæppe til golfanlægget og omkranser sammen med dybe skove og skønne søer banerne, langt fra motorveje, elmaster og togskinner. I Danmark er golfanlæg med 36 huller en sjældenhed. Skjoldenæsholm er blandt de få anlæg, som byder på to baner – Old Course og Robert Trent Jones Jr..

To anlæg – som dag og nat
De to baner giver to vidt forskellige og unikke golfoplevelser. Da Old Course skulle konstrueres, var filosofien at ændre så lidt som muligt i landskabet og lægge banen så naturligt som muligt. En runde på Old Course er derfor som at være på en skøn vandring i den danske natur. Robert Trent Jones Jr. banen kan spilles af alle typer golfspillere. Udfordringen kan tilpasses ens eget niveau ud fra en række forskellige teesæt, som man kan vælge at spille fra. Robert Trent Jones Jr. er Skjoldenæsholms signaturbane og har et karakteristisk Trent Jones design. Den er en international mesterskabsbane, som udfordrer de dygtigste elitespiller og samtidig giver en fornøjelig runde for de mindre øvede. Samtidig byder banen på nogle fantastiske naturoplevelser. Den har lagt græs til mange professionelle turneringer og var den første Robert Trent Jones Jr. bane i Danmark.

Golfpakker på Skjoldenæsholm Gods

Skjoldenæsholm Gods muliggør dejlige overnatninger i gåafstand fra 1. tee. Mange golfturister fra især Danmark og Sverige benytter sig i stor stil af de gode tilbud på golfpakker, som Skjoldenæsholm tilbyder, som bl.a. inkluderer overnatning på godset og golf på begge baner. Også mange ”klubber i klubben” henlægger deres udflugt til Skjoldenæsholm, som danner en ideel ramme om et sådant arrangement.

Attraktivt medlemskab
Blandt de nye tiltag på medlemssiden er muligheden for at blive fuldtidsmedlem med spilleadgang til begge baner for under 7000 kr. årligt.

Tæt på København
Europas største sporvejsmuseum, som hvert år tiltrækker mere end 30.000 turister er nabo til golfbanen. Og så ligger Skjoldenæsholm kun 45 minutters kørsel fra Rådhuspladsen i København med mulighed for at besøge Tivoli, Nyhavn, Amalienborg og andre attraktioner i hovedstaden.

Forrige artikelProfessionel golfturnering kommer til Esbjerg Golfklub
Næste artikelEr de “kendte” bolde også de bedste?
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.