100 nøje udvalgte rigmænd fik tre dages eventyrlig charmetur, da de var med til at åbne Augusta National
Clifford Roberts og sportsjournalisten Grantland Rice planlagde åbningen af Augusta National i måneder forud. De nye medlemmer kunne komme fra hele USA og skulle være formuende, som kunne se det attraktive i at spille golf en isoleret enklave, hvor de helt kunne være selv uden offentlig opmærksomhed, på en bane, der kun var lukket i den ulideligt varme sommertid.
De fleste boede på østkysten, men der var færre kandidater end før Wall Streets finansielle sammenbrud i 1929. Mange af dem havde dog fået rettidige advarsler om, hvad der var på vej. Det gjaldt bl.a. Roberts, hvis formue blev reddet af et tip fra præsidenten for First National Bank of Chicago.
Pullman luksus
Turen fra New York til Atlanta tog 18 timer fra om aftenen d. 13. januar 1933, og gæsterne skulle nyde hvert sekund.
Roberts havde et godt forhandlingsgrundlag pga. den reducerede turist- og transportaktivitet efter krisen, da han henvendte sig til Southern Railroad System, som var desperat efter at få folk på skinnerne igen – og ikke mindst få dem til at stå af toget i Georgia i stedet for at fortsætte til det nye favoritmål Florida.
Selskabet tilbød en utroligt lav pris og lovede desuden, at vognene ville være fra Pullman Company, der producerede flertallet af USA’s luksus-jernbanevogne, ’hoteller på skinner’, og som opfandt sovevognen.
Et skinnende sort damplokomotiv med otte hjul trak de fire vogne, to til passagerer og to spisevogne, i det private tog, hvor farvet personale i kridhvidt tøj – som siden caddies på Augusta National – tog sig af alle behov og bl.a. hældte gratis whisky op, mens der blev læst avis eller spillet bridge. Kl. 21 ændrede de lænestolene til kupeer, hver med to køjesenge, en vask og et toilet, hvis udskylning gik direkte ned på skinnerne. Deres honorar var drikkepenge, så der blev smilet og forkælet meget, men det skal samtidig siges, at Pullman faktisk havde den mest succesfulde afro-amerikanske fagforening overhovedet i USA.
Alle i personalet blev af de rejsende af nemhedsgrunde kaldt Georges – navnet på stifteren af Pullman.
Luksushotel
Heller ikke hoteller havde kronede dage, og her benyttede Roberts sig af, at han jævnligt spillede bridge med præsidenten for Vanderbilt hotelkæden, Walton Marshall. Gennem ham fik han så billige luksusværelser på Bon Air Vanderbilt i Atlanta, at de 100 gæster blot kom til at betale 100 $ for transport New York – Atlanta retur, transport i Atlanta og tre dages hotelophold.
Atlanta
Vejret var uventet køligt og regnfuldt, da lokomotivets skrigende bremser holdt inde på den herskabelige station i Atlanta, og de 100 kunne forlade vognene, få deres kufferter udleveret og fortsætte til ventende taxaer.
De kunne vælge, om de helst ville hen på hotellet, og det gjorde mange, der havde sovet skidt, men flertallet valgte straks at tage til banen, som kun en lille måned forinden var blevet klar til spil.
Bobby Jones tog imod
Gennem det sure vejr kørte de langt ud i kanten af byen, hvor der gradvist blev mere åben natur, til de kørte ind på en leret sti mellem to trærækker, som endnu ikke var vokset helt sammen, Magnolia Road.
Hvor træerne slap op, lå klubhuset, renoveret, men ellers uændret i årtier. Alle følte sig hensat til den lykkelige tid i slutningen af 1800-tallet. I dette frirum kunne man abstrahere fra tidens ulykker.
… og så tog selve Bobby Jones imod. Sammen med baseballspilleren Babe Ruth tidens største sportsnavn i USA. Manden, der to gange havde fået ticker-tape-parade i New York.
Stiftelsesmødet
16. januar om aftenen skulle klubben stiftes efter aftensmaden. Bobby Jones slog på sit glas, men Grantland Rice var forberedt. Han sprang op og forlangte at få ordet som den første.
Han forklarede, at han havde deltaget i stiftelsen af et stort antal klubber, som efterfølgende var gået ned. Han havde siden indset, at det skyldtes, at man var startet med et ineffektivt møde, der havde givet en forkert ledelse, og det burde man undgå på Augusta National.
Derfor bad han forsamlingen vedtage en resolution, der bad Jones og Roberts om sammen at drive klubben uden mislykkede møder om alt muligt.
Han havde på forhånd indviet mange venner i planen. De sprang op, jublede og råbte ’Ja, ja’. Snart deltog alle i begejstringen, mens en vantro og uindviet Jones bare kunne smile og slå ud med armene.
I den ånd blev Augusta National drevet i de følgende årtier. Roberts havde – med Jones som anbefaling – skaffet de nødvendige penge til at erhverve jorden og bygge banen. Nu gav hans omhyggeligt planlagte udflugt fra New York som udbytte, at 80 af de 100 rejsende meldte sig som medlemmer på åbningsaftenen.
