Skal vi selv bestille fly eller leje bil? Hvor langt er der til nærmeste dagligvarebutik? Hvilke udslagstider kan vi få? Der er en alenlang liste af ting at tage stilling til, før man bestiller long stay

Når man skal bo i en måned på samme sted og køre i lejebil, er det ikke sjovt, hvis man kun kan parkere bilen en kilometer eller mere væk.
Det er heller ikke sjovt, hvis man har fundet superbillige flybilletter, men ikke kan få sin lejlighed på den dag, hvor man gerne vil ankomme – eller evt. rejse igen den dag, der passer bedst.
For ikke at tale om, hvor trist det er at komme til Florida med fri golf og opdage, at buggy til 30$ er obligatorisk, og udslagstider kan man først få ud på eftermiddagen, så man knap kan nå 18 huller, før mørket falder på.

Destination
Man skal med andre ord forberede sig grundigt, før man bestiller long stay, og det første, man skal tage stilling til, er, hvor man vil hen.
Vil man rejse til Sydeuropa, som flertallet stadig gør det: Portugal, især Algarve; Spanien, mest de sydligste regioner; Tyrkiet, fortrinsvis området omkring Belek?
Eller vil man længere væk: Nordafrika, især Marokko, Tunesien og Egypten; Atlanterhavsøer som De Kanariske Øer, Madeira, Porto Santo eller på den anden side af kontinentet Mauritius?
Sydafrika, som er spændende såvel i nord omkring Kruger Park som omkring Johannesburg eller helt i syd omkring Cape Town eller i vindistrikterne omkring Stellenbosch?
Thailand har et væld af fine destinationer, når det gælder long stay, og er rejsen dyrere, kan opholdet til gengæld være billigere, fx når det gælder måltider og greenfees.
På den anden side af kloden ligger lokkende Den Dominikanske republik og andre caribiske nationer, og i USA er Florida det foretrukne sted til long stay.
Når man bestemmer sig, skal man tage stilling til, om rejsens længde er væsentlig, eller bekvemmeligheden på flyet er. Skal man evt. opgradere?
Man skal tænke over, hvordan man har det med det lokale sprog. Kan man holde ud at være en måned i et land, hvor man ikke forstår et kvidder, måske ikke engang vejskiltene?

Lufthavne og flyselskaber
De fleste drager af sted fra Kastrup eller Billund, men der er også fly til enkelte destinationer fra fx Aalborg eller Odense. Desuden kan man være opmærksom på Malmö eller Hamburg – og evt. på priserne på parkering, som er meget varierende.
Indimellem betaler det sig at handle i Sverige, hvis afgangen alligevel er fra København, og man kan betale i svenske kroner, som for tiden kun lige er over kurs 70.
Hvor stor risiko ønsker man at tage ved valget af flyselskab? Vil man risikere en aflysning, som visse selskaber har for mange af, eller vil man måske ovenikøbet risikere en fallit?

Vejret
Alle vil gerne have godt vejr, og for alle destinationer kan man undersøge statistikker over temperatur, nedbør og evt. blæsthyppighed. Sydspanien er fx som regel lækkert i hele vintertiden, men der er normalt mindre nedbør og sommerens eftervarme i såvel luft som vand i efteråret; og på De Kanariske Øer kan det ind imellem blæse en del i årets første måneder, men der er normalt varme nok alligevel.

Logi

Man kan bo, som det passer en. På hotel med fuldpension, hotel med morgenmad, i lejlighed med morgenmad eller blot i lejlighed. Man kan bo midt i en by eller på et golfresort, hvor der kan være langt til underholdning eller alternative restauranter – for ikke at tale om dagligvarebutikker.
Hvor stor og vel forsynet skal en lejlighed være? Skal man evt. kunne have gæster hjemme fra i periodens løb? Skal køkkenet være et par kogeplader eller være udstyret med alt? Skal der være solterrasse med udsigt? Hvor skal man kunne opbevare sit golfudstyr?
Skal der være gratis wifi (det er der efterhånden overalt)? Skal der være fladskærms-tv med hvor mange tv-kanaler – og skal man kunne tage eller tilkøbe dansk tv?
Hvor meget slutrengøring er inkluderet eller skal betales ekstra?

Billeje
Man skal passe på ikke at leje en for lille bil, hvis der skal være golfudstyr i den, evt. også fra et par venner.
Skal man huske at tegne en ekstra forsikring for at slippe for en selvrisiko, eller er det måske nødvendigt med en ekstra forsikring, fordi man har passeret en aldersgrænse?
Vær sikker på parkeringsmulighederne, og man skal bestemme sig for, om man vil bruge betalingsveje eller vil køre gratis – som man fx roligt kan gøre det på den spanske solkyst, når man har sat sig ind i de skilte, der er specielle for stedet.
Kontakt til rejseselskab
Hvad gør man, hvis uheldet er ude? Skal man selv kunne klare sig over for læger, hospitaler eller politi? Eller har man et rejseselskab med en vært på stedet, der kan kontaktes når som helst, og som stiller op og kan tale det lokale sprog?

Hvor meget vil du selv?
De fleste af de ovenstående problemer kan man omgå, hvis man køber sin rejse med alt inkluderet. Intet under, at der på rejsemesser er lange køer ved alle de operatører, der har long stay; og at mange efterhånden bliver personlige venner med arrangører eller værter rundt på destinationerne.
At vælge long stay er virkelig en tillidssag!

Forrige artikelGramvad om banesalg: Lokalplanen skal ændres
Næste artikelEn ægte Mickey Mouse-bane
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.