På en dag, hvor blæsten gik så frisk over Augusta National, at der specielt på hul 18 rasede en sandstorm, og der var tilfælde, hvor blæsten flyttede bolde på fairway, klarede Nicolai Højgaard (billedet/ Getty) sig rundt i +1 og ærgrede sig endda. Han fik nemlig bogey på de to sidste huller og følte, at det var lidt uheldigt.

Efter fire pars fik han bogey på 5 og 6, men kom tilbage med birdies på 9 og 10. Bogey på 11 og birdie på 13 og 14, så han gik frisk til sagen. Især et vanskeligt ned-ad-bakke-putt, som blev holet på hul 9, gav ham selvtillid.

+1 var ingen dårlig score, og han faldt kun en enkelt placering bagud, så han ligger nr. 4 efter tre amerikanere og altså er den bedst placerede af de såkaldte ‘internationals’. Stillingen i toppen er: 1. Bryson DeChambeau, Scottie Scheffler og Max Homa -6. 4. Nicolai Højgaard -4. 5. Cam Davis og Collin Morikawa -3. 7. Ludvig Åberg -2. Syv spillere deler 8. pladsen i -1

Det meste af runden delte han fjerdepladsen med Danny Willett, men hvor hurtigt man kan glide bagud, så vi, da Willett sluttede af med en triple bogey. Han er alligevel delt nr. 8 i -1.

Thorbjørn Olesen fik dobbeltbogeys på 1, 12 og 16 samt bogey på 18, og alligevel klarede han i +6 lige præcis cuttet for 50 og lige, da der blev lavet et tilpas antal bogeys og dobbeltbogeys i den sene eftermiddagssol. Gad vide, om han allerede havde pakket sin kuffert!

Flere favoritter kæmpede med deres spil og med cuttet, men Tiger Woods var ikke iblandt dem. Mens han virkede smerteplaget, da han gjorde første runde færdig i morgenkøligheden, spillede han en solid anden runde med mange beundringsværdige slag, kom rundt i par og ligger delt nr. 22 i +1.

Til gengæld røg den forsvarende mester, Jon Rahm, på den gale side med en dobbeltbogey på 14, men fortsatte med to birdies og klarede sig, hvad også Rory McIlroy gjorde. Til gengæld røg Victor Hovland ud sammen med bl.a. Rickie Fowler (vinderen af par-3-turneringen), Adam Scott, Justin Rose, Jordan Spieth m.fl.

Blæsten gjorde i øvrigt, at spilletempoet sank til næsten katastrofale seks timer pr. tobold, og der var til slut risiko for, at en eller to bolde ville blive ramt af mørkets frembrud, men det var trods alt for latterligt og blev undgået.

Nu glæder vi os til en weekend med to danske spillere i feltet, og den Højgaard skal endda spille i lørdagens næstsidste tobold sammen med Max Homa.

Forrige artikelFire danske bud på sejren i Polen – beskedne danske dameplaceringer
Næste artikelVictor Bjørløw nr. 4 i Polen – dansk revanche på LET ACCESS Tour
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.