Nordirlands kyststrækning mod nord består af høje klitter og dale med bølgende fairways. Et landskab skabt til linksgolf.

Selvfølgelig skal man spille hvad der er betegnet som den 12. bedste golfbane i verden, Royal Portrush, men Portstewart og Castlerock er andre topbaner, som bestemt er værd at besøge.
Kystvejen snor sig let ud og ind og går indimellem helt ud til kanten af klipperne. Vi kører på en lille bid af Causeway Coastal Route – en smuk rute, der strækker sig langs med kysten fra Belfast til Londonderry.

I forbifarten ser vi borgruinen Dunluce Castle, der rejser sig på det yderste af klippen lidt udenfor Portrush. Borgen blev opført i 1200-tallet som sæde for jarlerne af Ulster. Sidst i 1600-tallet styrtede dele af den mægtige fæstning i havet, og de tilbageværende tykke mure har lige siden ligget som et minde fra en tid med søslag og kampe om herredømmet over Irland.

I dag flokkes turisterne omkring Dunluce Castle for at få det bedste foto. Vi kører videre mod den lille havneby Portstewart, som huser hele tre linksbaner, og er kommet for at spille Strand, som er kornjuvelen blandt de tre baner og den mest spektakulære.
Allerede på første hul får vi syn for sagn. En meget indbydende grøn fairway ligger langt under teestedet, og i baggrunden rejser sig et bjerg af klitter begroet med marehalm. Flytter man blikket en anelse til højre fanger øjet den brede strand og bølgerne, der ruller ind fra Atlanterhavet. Navnet på golfbanen et Strand, og meget passende, da den er nærmeste nabo og vi får flere gange i løbet af runden mulighed for at beundre udsigten til både strand og hav – og udsigten er så betagende at det er vanskeligt at koncentrere sig om at slå sit slag.

En lille trappe fører op til teestedet på hul 2, hvor det dramatiske layout fortsætter. Hullet har fået det sigende navn Devil’s Hill. Først handler det om at slå et fornuftig drive ned i dalen og håbe på, at de ondulerede godt ondulerede fairways ikke sender din bold på gal kurs, men at du i stedet får et godt leje. For i andet slag er udfordringen at ramme den dråbeformede green, som læner sig op ad en helvedes høj klit.
De første ni huller særdeles dramatiske. Vi spiller stort set omsluttet af høje klitter, men der er alligevel plads til at lande sige slag fra tee, og antallet af bunkers er beskedent. Dermed ikke sagt at du kan sende bolden af sted uden omtanke. De dybe bunkers er formet som runde gryder, meget små endda og du må lægge bladet helt ned bare for at komme ud af disse potbunkers, som er karakteriseret ved måtter af jord, som er lagt lag på lag til den ønskede højde på greenkanten. Men det er bestemt en fornøjelse at forcere en høj bunkerkant og slå den ind til pinden.
Portstewart Golf Club blev grundlagt helt tilbage i 1894. På de gamle fotografier som er ophængt flere steder i klubhuset får man et godt vidnesbyrd om klubbens historie. Og det er stadig de samme vildt høje klitter som indrammer hullerne på forni.

Fire mand med spande
Fire greenkeepere kigger tilbage mod os. De går på række hen over fairway bevæbnet med spande, mens de med stor præcision fylder hullerne op med sand og samtidig samler opslåede turf op. Her heler man sårene fra de mange jernslag, der skraller græsset væk og hjælper naturen med at genoprette en jævn overflade.
Greenkeeperne gør det godt. Alle klipninger står super skarpt og man kan ikke finde bare et enkelt sted, hvor det halter. Og det siger ikke så lidt. De eleverede greens med runaways kræver en singleklipper, og jeg bemærker også at der hæges om teestederne ”Det er forbudt at lave prøvesving på teestederne!”
Al den vedligeholdelse koster naturligvis i antallet af mandetimer, som i sidste ende skal betales og resulterer i en greenfee på 1.465 kr. for at spille Strand-banen i den dyreste periode fra maj til oktober.
Starten på bagni fortsætter med fuld styrke, og fra hul 13 følger et par huller som spiller mere fladt og ud mod en lavvandet vig. Intensiteten i det dramatiske layout aftager, men bestemt udfordrende. Hul 17 og hul 18 spiller parallelt op over en lille bakketop – nyd udsigten til havet og til husene de hvide huse i Portstewart – og ikke mindst afslutningen med indspil til en monster stor green på hul 18.

Den mindre kendte lillebror
Castlerock Golf Club ligger klods op af byen af samme navn. 1. tee begynder med udsigt til byens huse og 18. hul slutter samme sted. Denne linksbane (Mussenden) står lidt i skyggen af Royal Portrush og Portstewart, men den udmærker sig bestemt på flere måder. De jomfruelige greens på Castlerock Mussenden fås ikke bedre på disse kanter, og vi bemærkede også nogle meget dybe potbunkers med helt lodrette kanter. På hul 17 måtte min makker forsøge at spille sig ud af en to og en halv meter høj bunker. Han valgte klogeligt sidedøren.
Banen spiller imellem klitter og over klitter med gode kig til Atlanterhavet. Floden Bann har sin udmunding her og kan også skimtes lidt længere væk.
Hul 5, et par3 som måler cirka 160 meter, er kendt for sit lidt bemærkelsesværdige layout. Huller er klemt inde mellem jernbanen på den ene side og en å til den anden. De buede kanter ned til åen er klippet hele vejen til vandet med største præcision. Og, åen skal man vogte sig for – der er nemlig ingen røde eller hvide pæle, som indikerer at du kan droppe.

Rejsefakta
Kortudsnit Portstewart og Castlerock
Portstewart og Castlerock ligger midt på den pittoreske Causeway Coastal Route – en 246 km kystvej mellem Belfast og Londonderry.

Rejsen dertil
Med fly til Belfast eller Dublin i Irland og videre i en lejet bil til Nordirland.

Mere information
www.discovernorthernireland.com
www. ireland.com

DEL
Forrige artikelSvensk sejr, men flot af Suhr og to danske amatører
Næste artikelKun tre klarede cuttet, men de to fører!
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.