Teorien om, at golf skulle være opfundet i Skotland bestrides af mange, der som det væsentligste argument anfører, at ingen skotte kan have opfundet et spil, hvor man kan miste en bold.

— o0o —

Argumentet støttes af mange, der medfølende har spurgt en skotte, hvorfor han går med sort sørgebind om armen, og har fået svaret: – Fordi jeg mistede en bold i går.

— o0o —

Det støttes også af caddien, der af den spiller, han skulle gå for, blev spurgt: – Hør her, dreng. Er du god til at finde bolde? Da svaret var bekræftende, fortsatte han: – Så tag og find en, så vi kan komme i gang.

— o0o —

Argumentet støttes desuden af lægen, der havde opereret en spiller, som havde fået slået en golfbold lige ind i munden og ned i halsen, hvor den havde været tæt på at kvæle ham. En meget nervøs person havde under hele operationen været synlig uden for operationsstuen, så lægen gik ud og spurgte: – Er det en fra din familie? Svaret lød: – Nej, men det er min bold.

— o0o —

Skotter har på den anden side meget stor respekt for det, man gør med golfbolden. Sandy kom ind på en pub i Glasgow, hvor tv viste golf fra Europa Touren, og der var dødsstille. ‘Skru op for lyden!’ opfordrede han, men alle tyssede rasende på ham: – Ikke lige, mens Monty putter!

 

Forrige artikelKoepka måtte slås for sin sejr
Næste artikelMade in Denmark tager fokus
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.