Srixons eksklusive mærke XXIO lancerer spændende nyheder til både ham og hende.

Stille og roligt får japanske XXIO sat et stadigt større fodaftryk på det danske marked. Mærket er en del af den omfattende koncern, der også ejer Srixon og Cleveland Golf, og siden XXIO første gang så dagens lys i 2000 er der kommet ni generationer af udstyret, der må betegnes som værende i luksusklassen. Det er i hvert fald temmelig dyrt og det måske i første omgang bremset dets udbredelse på disse kanter, hvor man helst skal kende ’navnet’ godt før man vil give mange penge for produkterne.

Den 10. generation udstyr fra XXIO kommer nu. Fra engang midt i december og henover den kommende månedstid kommer to hele serier; en til mænd og en til kvinder. Lad os tage damerne først, for den serie differentierer sig markant fra mændenes. Mens det dog fortsat er nøgle elementer som længde, tilgivelse og ’god lyd’, der vægtes højt, så spiller design og performance meget sammen her.

Hovedet på driveren er mindre og skaftet vejer blot 37 gram og hele metal-woods serien er designet ud fra ideen om, at det skal være let at opnå mere længde. Skaft-hoved kombinationen skulle ifølge XXIO gøre det muligt for alle kvinder at ramme bolden perfekt med mere længde til følge. Og det samme gælder således i fairways og hybrider. Jernserien til kvinder er temmelig avanceret. Hovederne er opbygget i fire dele, der inkluderer to strategisk placerede nikkel-tungstens vægte, der gør det lettere at få bolden op at flyve.

Også mændenes XXIO X-serie opererer med oplevelsen af at det er lettere at opnå mere længde. Ligesom i damekøllerne i en nøje designet synergi mellem hovedet og det ideelle skaft, her dog med mere konventionelle 460cc hoveder, men med øget COR for endnu mere længde. Også her bliver driveren suppleret letspillede fairways og hybrider, og jernsættet henvender sig til gennemsnitsgolferen, der har brug for al den hjælp man kan få til at opnå stabilitet og maksimal længde. Her går XXIO modsat af en del andre teorier, ved at have lidt længere skafter end normal standard, og have en progressiv vægtfordeling gennem hele sættet, der gør det meget let at slå.

Jernsættet til mænd og kvinder forventes at komme til at koste omkring 10.000 kr., mens driverne kommer til at koste ca. 5.200 kr., fairway og hybrider hhv. 3.500 og 2.250 kr.

Forrige artikelKlubnyt: Fugle på Frederikshavn Golfbane
Næste artikelBubba dropper Volvik
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.