Du kan ikke snakke om wedges uden at hans navn kommer op. Siden 1996 har hans navn stået på alle wedges der kommer fra Titleist, og de er uden konkurrence de mest benyttede på touren. Titleist havde inviteret Golfbladet til Himmerland for at møde Bob Vokey i forbindelse med hans besøg på den jyske bane.

Bob Vokey er oprindelig fra Montreal i Canada, men flyttede som 25 årig til Californien i USA. Hans far levede af at fremstille specialværktøj, men var samtidig en ivrig golfspiller der brugte sin fritid på at fremstille golfkøller. Bob fangede ikke faderens interesse med det samme, men da han i USA boede nær i golfbane og begyndte at tage sin golf seriøst, lå det ligefor at justere lidt på udstyret.

Det gik op for ham at talentet ikke ikke var stort nok til at han kunne leve af at spille golf, og det medfødte at han i 1976 startede sin egen lille golfbutik hvor han kunne bygge og tilpasse golfudstyr. Forretningen gik godt og kunderne var glade for hans arbejde. Pludselig var han en af golfindustriens kendte navne, og 10 år senere startede han hos TaylorMade. Efter en årrække hos TaylorMade og senere Founders Club endte han i 1996 hos Titleist og hans første projekt var den populære 975D Titanium driver.

Da Titleist ville ind i markedet for wedges blev der på et personalemøde hos Titleist spurgt om der var nogen der var interesseret i at deltage i projektet. Bob Vokey rakte hånden op, og derfra gik det kun en vej. Gennem årene har han arbejdet med alle de store navne. Seve Ballesteros og Lee Trevino er navne der blive ved med at dukke op i samtalen fordi Bob Vokey synes at de to er de bedste wedge spillere han har arbejdet med.

Hans respekt for Tiger skinner også igennem, men han har heller ikke glemt da han opdagede at Adam Scott havde problemer med sit bunkerspil op til Masters 2013. Han gik i værkstedet og fremstillede en wedge til Adam, som han overrakte ham, men bad han om ikke at kigge i bunden af køllen, men bare slå med den. Det endte med at wedgen blev i bagen, og Adam Scott vandt Masters 2013. Bob Vokey vil ikke tage æren for sejren, men er dog sikkert på, at den nye wedge var medvirkende til at Adam Scott fik mere tro på sit korte spil. Med til historien hører også at wedgen havde meget mere bounce end Adam Scott nogensinde havde spillet med, og Adam aldrig selv ville have valgt det pågældende design.

Bob mener selv at det der har gjort ham til det han er i dag, er hans evne til at lytte. I stedet for at fortælle spillerne hvad de skal gøre, lytter han til dem og leverer så køllerne som de vil have dem, helt ned til mindste detalje.

Bob Vokey er en sympatisk mand. Ligegyldigt hvor mange gange han skal svare på de samme spørgsmål, så gør han det med interesse og værdighed. På spørgsmålet om hvad han gerne vil huskes for svarer han, måske overraskende, at han helt vil huske for at være en ærlig mand der overholdt sine aftaler og var til at stole på. Det er nok beskedent når man tænker på hvor mange topspillere han har hjulpet gennem årene, og hvor stort et aftryk han har sat på golfverden.

I dag tager Bob Vokey rundt på PGA touren og snakker med spillerne og løser deres problemer. Der flyver kun sjældent gnister rundt når Bob arbejder i dag. Han har uddannet et stort team der udfører hans ideer, og det meste foregår på en computer. Det har Vokey acepteret, men man fornemmer at han savner lidt den tid hvor tingene var mere håndværk, men hans egen succes har gjort det umuligt. I dag vil golfspillere på alle niveauer have køller han har designet, og der er mange modeller at vælge imellem. Ikke modeller nok, hvis det stod til Vokey selv, men Titleist sætter grænsen for hvor mange der er plads til på markedet. Vokey spiller selv med 7 wedges i bagen, men der er heldigvis ingen der siger noget til at han har 17-18 køller med ud.

Selvom Bob Vokey sagtens kunne gå på pension, er det ikke noget han overvejer. Det er ikke pengene der driver værket, og selvom Titleist holdt op med at betale ham, så ville han stadig gå på arbejde hver dag. ”Så længe jeg hver dag glæder mig til at komme i gang med dagens opgaver, så bliver jeg ved – Den perfekte wedge er jo ikke derude endnu, og der er altid noget der kan forbedres”

Forrige artikelDjævelens drømmerunde
Næste artikelNy golfdirektør i Smørum
Avatar photo
Jan Olsen er en erfaren golfspiller. Som mangeårig elitespiller har Jan stor erfaring med alle dele af spillet. Da han spillede bedst, var handicappet 0, og hans bedste resultat en sølvmedalje ved DM. Han kan lejlighedsvis stadig score i 70'erne. Som uddannet fotograf vil Jan stå for mange af Golfbladets videoer, ikke mindst i samarbejde med Ronnie Lindeskov omkring instruktionsvideoer.