Ikke overraskende fik Tony Finau den 12. og sidste plads på USA’s Ryder Cup hold, og Justin Rose er ny nummer 1 i verden.

Den langstslående 28-årige Tony Finau fik med nogle timers forsinkelse Jim Furyks bekræftelse på, at han er den 12. og sidste mand, der fuldender et endog meget stærkt amerikansk Ryder Cup hold.

Valget af Finau lå lige for. Han er den mest stabile spiller på PGA Tour med ikke færre end 11 top10 placeringer i denne sæson, og han rangerer højt på alle tænkelige statistikker. Han har ikke tidligere været på Ryder Cup holdet, og bliver holdets tredje rookie. De to andre er verdens nummer 4, Justin Thomas, og verdens nummer 8 Bryson DeChambeau. Finau er selv placeret som nummer 15 på den netop opdaterede verdensrangliste.

Rose til tops

Tidligere sad tre amerikanere på de tre øverste pladser på OWGR, men med en andenplads efter omspil med Keegan Bradley i BMW Championship, avancerede engelske Justin Rose til verdensranglistens førsteplads for første gang i sin karriere. Det kan nå at ændre sig inden Ryder Cup spilles 28.-30. september, men indtil videre har Europa da den håneret over amerikanerne.

Alle i top25

På papiret har USA et skræmmende godt hold med til Paris. Alle 12 spillere er aktuelt indenfor top25 på OWGRA med Phil Mickelson som ‘det svage led’ som netop nummer 25.

Europa har otte spillere i Top25 på OWGR, og det overraskende wild card, Sergio Garcia, er faktisk avanceret på listen i denne uge uden at have spillet; han er nu nummer 29. Thorbjørn Olesen mistede fire pladser og er som nummer 44 den lavest rangerede af de 24 Ryder Cup spillere.

Forrige artikelAlt udsolgt
Næste artikelFlagmatch i Hirtshals
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.