I Crans-Montana går jeg i hælene på proerne ved Omega European Masters, og udlever en gammel drøm om at drøne ned ad stejle bjergstier. På mountainbike.

Hvis man drejer hovedet ved teestedet på første hul får man øje på de snebeklædte bjergtinder Zinal rothorn og Weisshorn, der med sine imponerende 4.506 meter knejser over byen Crans-Montana og golfbanen Crans-sur-Sierre Golf Club, som ligger i umiddelbar forlængelse af hovedstrøget. Jeg er kommet på besøg for at spille den velrenommerede europatourbane og så at sige gå i hælene på proerne, der for 14 dage siden spillede Omega European Masters.
Det er lidt køligt, da jeg teer ud kl. 9:30. Temperaturen ligger omkring 8 grader, og en tåge kommer ind fra dalen og indhylder hul 1. Jeg kan knapt nok se flaget. Det var også tågen der sneg sig ind på banen og gjorde det noget vanskeligt for Lucas Bjerregaard og de andre danskere i begyndelsen af Omega European Masters, der blev spillet fra den 6.-9. september.
Lucas fik siden rigtig godt fat i spillet, og begyndte runden om søndagen blot fire slag op til Matthew Fitzpatrick på førstepladsen. En byge af birdies sendte ham rundt i en kanonrunde og en samlet score 17 slag under par. Lucas måtte nervepirrende vente i klubhuset for at se forfølgerne, hvor Fitzpatrick der slog en wegde ind til to meter for at fremtvinge omspil. Tilbage på 18. tee missede begge fairway, men det blev Fitzpatrick der var skarp i indspillet og slog op fire meter fra flaget og holede. Lucas Bjerregaard kunne glæde sig over en fornem 2. plads og en præmiecheck på 2.071.558 kr. – den næststørste præmie som Lucas hidtil har indkasseret.
Mon ikke at Crans-sur-Sierre Golf Club også bringer gode minder for Thomas Bjørn. Det var her han i 2011 og igen i 2013 vandt Omega European Masters, og beviset står skrevet på en bronzeplade som er lagt ned i fortovet i byen.

Det begyndte i 1906
Den første gofbane i Crans-Montana åbnede i 1906 med 9 huller og to år senere udvidet til 18 huller. Dengang var golf en sport der næsten kun tiltrak engelske Lords og Ladies, men meget er ændret siden dengang englænderne spillede på “Haut Plateau”. Golfbanen har været vært for hvad der i dag kaldes Omega European Masters siden 1939, og er blevet redesignet flere gange. Den seneste store renovering skete i 1997 af selveste Severiano Ballesteros.
Severiano Ballesteros course er blandt de kortere baner på European Tour og måler fra de bagerste klodser måler 6.399 m (par 72) og fra gul tee 5.587 m (par 72).
Severiano Ballesteros har designet mesterskabsbanen, men det er også muligt at spille en 9.-hullers bane designet af Jack Nicklaus.
Vi befinder os i 1.500 meters højde, og kommer man uden for golfsæsonen som løber fra maj til slutningen af oktober, så er det skiløbere man møder i Crans-Montana. Flere steder i byen fører kabinelifter op til skiområdet. De højest beliggende pister udgår fra knap 3.000 meters højde.

En hær af greenkeepere

Der går en greenkeeper på greenen og blæser blade væk med et kæmpe monstrum. Det tager 4-5 minutter, og det er lang tid, når man står og venter. Men det vidner også om, at tingene skal være i orden. Fairways, greens og greenområder står knivskarpt og det samme gør bunkers og semi-roughen omkring. Det er svært at sætte en finger på noget, der halter.
De første huller, hul 1-6, spiller let kuperet. Der er bestemt ikke oceaner af plads på fairways, og hullerne bliver yderligere begrænset af rækker af træer. På hver side af fairways står en blanding af lærk og gran og indrammer på smukkeste vis hullerne, men de fanger naturligvis også bolde som er slået rigeligt skævt.
Hul 6 spiller med træer hele vejen rundt, og det giver skygge på green. Ikke så godt for græsset. Men det løser man med et fire meter langt lysarmatur, et transportabelt et af slagsen, som sender solgule lysstråler ned over green. Desværre er lysarmaturet også lidt i vejen.

Fænomenal udsigt
En sti fra hul 6 fører ud til kanten af plateauet til hul 7, wauw! Jeg er omgivet af bjergtinder. Fra Matterhorn til Mont-Blanc. Lyset skinner særlig kraftigt fra de højeste tinder, der er dækket af evig sne. Hul 7 er et godt bud på signaturhullet. Dette par4-hul på 277 meter fra gul tee falder først stejlt ned ad bakke, hvor mit udslag lander ganske komfortabelt, dvs. på et nogenlunde plant leje. Derfra har jeg 100 meter til pinden, som står langt over mig og pakket godt ind af bunkers. Det volder nu ikke de store problemer, og jeg kan gå derfra med et solidt par. Dette hul som måler 303 meter fra back tee driver proerne selvfølgelig uden problemer.
Det siges, at en af de store udfordringer på golfbanen Crans-sur-Sierre er udsigten. Man bliver hele tiden forstyrret.
På hul 9 bliver møder jeg en tallerkenlift – altså en skilift, som om vinteren sætter skiløbere af på fairway af hul 9, så de kan drøne på tværs af golfbanen. Skiliften holder dog pause indtil begyndelsen af december, hvor der typisk er faldet godt med sne.
De spektakulære huller fortsætter på bagni. Hele tiden med bjergene som bagkulisse. Hul 13, et kort par3-hul har et amfiteater til tilskuere bag green, og hul 14, et par5-hul på 475 meter fra gul tee, er et pragthul der spiller nedad det meste hele vejen.
Man kommer aldrig i alvorlige vanskeligheder og jeg er sikker på at bogey-spillere vil finde banen ganske fair og fremkommelig.

Vilde oplevelser på mountainbike
”Pas på når I bremser cyklen. Først tager I fat om grebet til højre, det er bagbremsen, og først da bruger i forbremsen, ellers kan cyklen skride ud,” fortæller Yves Caillet, som er direktør for Swiss Mountain Sport, der udlejer mountainbikes. I dag er han vores guide og skal vise os rundt i terrænet, som breder sig ud op mod bjergtoppene over byen. Vi har valgt at køre på de meget powerfulde og behagelige e-mountainbikes.
Turen begynder fra butikken midt i Crans-Montana og efter lidt bykørsel kommer vi hurtigt ud på nogle meget små veje, først asfalt og ellers grus. Vi kører lidt i skov og lidt i åbent terræn, og pludselig er vi ved kabineliften, der løfter os fra byen i ca. 1.550 meter op til Cry D’ere i 2.267 meter. Med vores mountainbikes, der bliver losset ind i kabineliften.
Udsigten er mageløs. På den anden side af dalen rejser bjergene sig meget dramatisk. Først ser man fyrretræer, der står skulder ved skulder indtil trægrænsen, og så bliver bjergene brune og stenede, og øverst er flere af tinderne beklædt med sne.
Vi vender cyklerne mod dalen og ser grønne enge med køer, som lystigt æder af græsset. Om to måneder vil det hele være dækket af sne og tjene som skipister.
Skønt af få fart i cyklen, det går hurtigt, men ikke for voldsomt. Vores guide har valgt den røde rute, som har en sværhedsgrad, der ligger mellem den blå og den sorte. Vi kører på grus, over sten og støddæmperne udlignet de største bump, men det kræver vores fulde opmærksomhed. I svingene og når det er ekstra stejlt skrider hjulene ud, og her gælder om at holde balancen.
Efter tre timer for fuld udblæsning parkerer vi cykler og hjælme ved en bjerghytte. På terrassen får vi serveret Planchette valaisanne; et stort fad bestående af ost, papirtynde strimler af skinke, skiver af pølse samt syltede agurker. Og den lokale hvidvin der bliver serveret er også et godt bekendtskab.

Rejsefakta

Crans-Montana

Rejsen dertil
Fly fra København-Geneve tager 1 t 40 min, og derfra med bil 2 t 30 min.
eller
Fly fra København-Zürich tager 1 t 30 min, og derfra med bil 3 t 40 min.

DEL
Forrige artikelTrelleborg åbner for vintergolf på 18-hullers banen
Næste artikelTEST: Ping Sigma 2
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.