Tørken plager forståeligt mange klubber, fordi de ikke har lige god adgang til vand.

I Aalborg GK hænger der no divot-paletter ved siden af automaten, der udskriver scorekort. En sådan kan man have hængende på sin bag og bruge ved slag fra fairway, så man ikke skamferer banen.

I Haderslev, på Sct. Knud i Nyborg og givetvis adskilligt flere baner er der her og der så brede tørkerevner i baner, at en golfbold kan forsvinde i dem, eller de kan genere en stance. Derfor er der lavet midlertidige lokalregler, så man kan lægge op eller spille en ny bold uden straf i en sådan situation. Da de falder væk igen, så snart det er muligt, kræver de ikke godkendelse fra DGU.
Meget naturligt er det, at de fleste klubber har totalt rygeforbud under golfrunderne. Det kan føres ind under det generelle forbud på åben ild, som findes over hele Danmark.

Den forskellige adgang til vand betyder, at banerne har meget forskelligt udseende. Får man vand fra kommunale vandværker, kan man evt. vande normalt, men det bliver en dyr fornøjelse. Får man vandet fra egne, store søer, der stadig har vand, kan man vande såvel teesteder som greens, enkelte steder endog fairways.

Slipper vandet i egne boringer eller mindre søer op, må man nøjes med at vande greens, evt. lukke enkelte teesteder og i stedet slå fra måtter.
I Dragør fortæller chefgreenkeeperen gennem 26 år, Nicholas Juul Andersen, at han aldrig har oplevet noget lignende. Man får sit vand fra egne søer, men de kan ikke tømmes mere, end at man stadig kan opretholde deres naturlige dyreliv. Frøerne skal kunne hoppe i vandet, og fuglene skal kunne svømme på og dykke i det.

Nicholas Juul Andersen har stillet fotos til rådighed for GOLFBLADET, der viser alvoren i problemet. Det ene viser, hvor langt vandstanden er under normalen, og det andet viser, hvor lidt vand der for tiden kan være i vandhazarder.

Til gengæld kan golfspillere nyde, at de aldrig nogensinde har drivet længere, for havner bolden ikke i en revne eller et hul, kan den næsten rulle uendeligt langt – desværre også over green!

Forrige artikelForsvarende mester svigter Made in Denmark
Næste artikelNedtælling til det store slag
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.