Efter 10 år med golf spil skulle jeg vente til tidspunktet i mit liv, hvor jeg kun har syn på ét øje, før jeg slog det ultimative golfslag ?

Jeg lavede den 7. oktober 2018 Hole-in-one på Hedeland Golfklubs hul 10.
Det perfekte slag, hvor min medspiller nåede at udbryde; “wow for et slag”, da den så ud til at ligge sig lige foran hullet.
Hvorefter jeg straks så, at den forsvandt……men måske bare ud af mit synsfelt, som ikke er så godt længere.
Vi skyndte os op for at kigge og ja, bolden lå i hullet.

Det ekstraordinære i min situation er, at jeg efter en nethindeløsning i februar 2018 og to efterfølgende operationer har måtte sande, at jeg mistede synet på mit styrende øje og derfor siden har haft store problemer med at få det gode øje til at fungere, uden konstant at blive forstyrret af det utydelige syn fra det dårlige øje.

Hele 2018 sæsonen har jeg brugt på at genfinde afstanden til bolden og har desværre svært ved at spille alene, da jeg helst skal ramme fairway for selv at finde bolden. På samme måde glæder jeg mig til næste sæson, hvor det bliver tilladt at grounde i en bunker. Med kun ét funktionsdygtigt øje, bliver jeg før hvert eneste slag nød til at finde den rigtige afstand til bolden og det er alt andet nemmere når man kan tage opstilling og grounde ude på banen.

At jeg fortsat har kunne spille golf er en fantastisk livskvalitet, der overskygger alle mine arbejdsmæssige problemer, som i fotobranchen hovedsageligt foregår ved en computer.
Det er derfor en utrolig dejlig gave, at slutte netop denne sæson af med, at få min første hole-in-one.

Jim Sørensen

Forrige artikelVenteliste i Outrup GK
Næste artikelSå er Lucas i verdens top-50
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.