Mike Tulloch var en af de mange britiske pro’er, der kom til Danmark i 70’erne og var med til at lære danskerne at spille golf.

Til marts har han 10 års jubilæum i Rungsted Golfklub, men 61-årige Mike Tulloch har været i Danmark i mere end 40 år. Tilbage i 1976 kom han hertil fra Skotland, nærmere bestemt Edzell på Østkysten, hvor han havde lært spillet godt nok til at blive professionel.
Det var hans storebror Alan, der lokkede ham hertil, og han er blevet lige siden.
”Min bror var blevet proassistent i Rungsted Golfklub hos Bob Beattie, og det var ham, der fik mig med herover. Jeg var kun 18 år gammel, og lige siden jeg første gang kom her i klubben og besøgte Alan, har Rungsted for mig været stedet,” siger Mike, som vi sidder og taler med i klubbens bridgelokale på første sal af klubhuset.
”Dengang boede min bror her i de samme lokaler. Det var en lejlighed for klubbens ansatte,” siger Mike.
Hans første job var hos Richard Perthen, der dengang var cheftræner i Aalborg, men da der ikke var mange golftrænere dengang, blev Mike som purung sendt til Brønderslev for at lære medlemmerne af den dengang helt nye klub hvad golf var for noget.
”Vi var mange briter, der kom til Danmark dengang, for der var næsten ingen danske proer. Nigel Willett fra Kokkedal, Peter Taylor i Køge og Ian Appleyard fra Hammel kom nogenlunde samtidig med mig. Vi kom alle sammen til at stifte familie her og er her stadig. Det, der trak, var eventyret. Vi spillede flere turneringer dengang, men det kunne man ikke leve af, så derfor valgte vi at blive trænere. Siden har der været en kolossal udvikling. Dem, der bliver playing pros i dag, er meget forskellige fra dem, der underviser. Jobbet har også forandret sig. Siden jeg begyndte har man opfundet metalkøllerne, grafitskafterne og Trackman. Som ung bestod en stor del af mit arbejde i at reparere køller med træhoveder, og vikle dem fast med snøre til skaftet. I dag sender man bare alt tilbage til producenten, og de eneste reparationer vi laver, er at skifte grips en gang i mellem.”

Spilletempo
Mike Tulloch er uddannet af det britiske PGA, men har taget masser af kurser gennem PGA of Denmark, og har også lært sig brugen af Trackman. Men oftest benytter han stadig sin fornemmelse for at ’se et golfsving’, når han underviser. Og underviser, gør han hele tiden.
”Rungsted er en skøn klub at være i fordi her stadig er en masse af den gamle golfkultur. Jeg bemærkede, da jeg kom hertil, hvor gode golfspillere her er. Og hvor mange, der tager lektioner. Jeg har en herre på 92, der jævnligt tager lektioner for at holde svinget vedlige. Sådan er kulturen her,” siger Mike, der efter sine unge år i Jylland var 19 år i Hillerød, 10 år i Asserbo og nu er på 10. år i Rungsted. Sammen med sin bror, Alan, der desværre døde som blot 61-årig for to år siden, har han tilsammen ’regeret’ i 38 år i Hillerød Golfklub, og blandt andet haft elever som Anders og Søren Hansen, Jesper Kjærbye, Brian Amossen og Ulrik Marcher. I Asserbo var han med til at udvikle European Tour-spilleren Lasse Jensen.
”Jeg gik selv til juniortræning i Edzell som otteårig, og når jeg kom hjem, skulle jeg lære min storebror hvad jeg havde lært. Han blev pro før mig, og vi har fulgtes ad altid. Han var min bedste ven, og det var et stort tab at miste ham,” siger Mike, som ikke bare lærte danskerne golfspillet, men også etiketten og traditionerne. Han kan godt savne, at der ikke længere er samme fokus på det, muligvis fordi det i 90’erne skulle gå så stærkt med at ’uddanne’ nye golfspillere.
”Spilletempoet er en stor udfordring,” siger han. ”Da jeg var ung havde vi en 8-10-12 regel, der gik ud på, at det må tage otte minutter at spille et par3 hul, 10 minutter om et par4 og 12 om et par5. Var vi fem minutter over tiden, fik vi skældud. I dag tager en runde golf i Skotland aldrig mere end tre til tre en halv time, mens man skal være glade for at komme rundt under fire timer i Danmark. Jeg synes, at vi skal gøre banerne bedre egnet til hurtigt spil, med mindre rough, man skal lede i, og så skal vi lære danske golfspillere, at skynde sig. Ikke sjuske, men bare at gøre tingene hurtigere,” siger han.

Forrige artikelBleg dansk afslutning i Dubai
Næste artikelHold varmen på golfbanen
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.