Flere golfrestauranter forsøger at skabe ekstra omsætning i kolde – og våde – tider ved at tilbyde take-away. Lad os se på nogle af modellerne i restauranter, hvor man ikke behøver at være golfspiller for at komme – eller hente.

 

Aalborg GK: Tidligere havde restauranten under Sune Rubjerg et tilbud om weekendfisk, som man kunne tage med hjem og putte i ovnen. Nu er konceptet ændret til husmandskost, og den har man til gengæld på programmet hver eneste dag: Frikadeller med surt, chili con carne, mørbradgryde med mos og hver fredag burgere. Man kan evt. få maden bragt ud. Hvis det er i snestorm, sælges der kun 6-7 stk., men gennemsnitligt går der ca. 30 over disken dagligt, og man skal bestille forud. Ikke så få dage må der melde udsolgt. Prisen er 60 kr., men man kan evt. købe et klippekort til fem middage for 250 kr, og det gør ikke så få ældre.

Vejle GK: Her har Martin Elkjær såvel et frokost- som et aftenkort i Restaurant Fællessletgaard. Her koster smørrebrød 35 kr. Pariserbøf 85 og stjerneskud 129, og om aftenen kan man bl.a. få dagens fisk eller wienerschnitzel.

Brundtland Golfcenter: Her har man hver dag en dagens ret, der kan afhentes til kr. 85. Man excellerer i traditionelle danske retter som fx i uge 11 baconsvøbt kylling, indbagt mørbrad og karry Stroganoff.

Det ser ud, som om det altid er en god ide at undersøge, hvad den stedlige golfrestaurant kan tilbyde, uanset hvor i Danmark man befinder sig.

Forrige artikelBridgestone lancerer Tiger Woods bold
Næste artikelGæt hvem der vinder Masters og vind golfbolde fra Srixon!
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.