Det var ikke populært, at golfstjernen i sine bedste år arbejdede i en tysk overklasseklub
Få har splittet britiske golfspillere og ledere som Percy Alliss, og jævnligt bar han selv ekstra brænde til bålet.
Han blev født i Sheffield 8. januar 1897. Sit store golftalent udviklede han i Clyne Club, Wales, hvor han blev professionel som 23-årig. Han vandt Welsh PGA Championship 1920, gentog sejren i 1921 og fik tre år efter en eftertragtet pro-stilling i Wanstead Golf Club i London.
Klubben var stiftet i 1893 af to stenrige mænd, der samlede såvel de bedste amatører som stærke professionelle omkring sig. Tre af dem, Alan Dailey, Lionel Platts og Percy Alliss kom til at spille Ryder Cup.
German Open
I Wanstead lærte Alliss datidens primære håndværk for pro’er, at fremstille køller, men han udviklede også sit spil så effektivt, at han i 1926 vandt German Open, som trods det minimale tyske golfliv var prestigefuld.
Dens første udgave blev i 1911 vundet af Harry Vardon, en del af Det Store Triumvirat, der desuden talte James Braid og John Henry Taylor, som sejrede i 1912. Derefter lå den brak under Verdenskrigen og den følgende depression, men genopstod 1926.
Alliss gjorde så stærkt indtryk, at han blev tilbudt stillingen som chefpro i Tysklands ældste club, Golf- und Landclub Wannsee, der var stiftet af britiske og amerikanske diplomater i 1895 under navnet Berlin Golf Club. Blandt klubbens gæster var den senere konge Edvard 7. og den tyske kronprins Friedrich Wilhelm.
I 1925 finansierede en mæcen et perfekt 18 hullers-anlæg og et overdådigt klubhus med værelser til overnatning samt en stor terrasse med servering fra et gourmetkøkken. Det blev en livsstil at tilbringe weekenderne her og få undervisning af Alliss, som i disse år fik sine to sønner, Percy Jr. og Peter.
German Open var nærmest hans personlige ejendom. Han gentog sejren de følgende tre år og igen i 1933, ligesom han vandt Italian Open i 1927 og 1935. ’Hjemme’ viste han sig med i alt ti top-10-placeringer i The Open. Den bedste nr. 3 og den sidste nr. 9 kort før udbruddet af 2. Verdenskrig.
Ryder Cup ’debut’
I 1927 var han klart kvalificeret til det første britiske Ryder Cup-hold, men man ønskede ham ikke hjem. I 1929 blev han udtaget, men mange kolleger var utilfredse. Når Alliss arbejdede i Berlin og Aubrey Boomer i Paris, afskar de sig fra holdet, som James Braid, John Henry Taylor og Sandy Herd havde udtaget.
De havde valgt George Duncan som kaptajn, og han var enig med kritikerne, for han sendte ikke Alliss på banen – der var kun otte singler, og holdene havde ti spillere.
Briterne og Ryder Cup
På begge sider af Atlanten diskuterede man heftigt, hvem der kunne spille Ryder Cup. En stor del af den amerikanske elite bestod af udvandrede briter, som efter de ’indfødtes’ mening ikke skulle repræsentere USA. Walter Hagen løste som spillende kaptajn problemet med argumentet, at når man blev indkaldt til den amerikanske hær, var man amerikaner: – Kan de dø for os, kan de også spille for os.
Briternes problem var modsat: briter i udlandet. Før Ryder Cup vedtog man, at arbejdede man ikke i Storbritannien, kom man ikke i betragtning. Derfor var Alliss og Boomer ikke med, og da Henry Cotton ikke ville dele sine honorarer for opvisninger under turen, var han heller ikke med til at blive nedsablet 9-3 i Ohio.
Pikant rejste Cotton og Alliss med til USA og lagde ikke fingrene imellem, når de som korrespondenter bedømte de britiske spillere. I Canadian Open viste Alliss, hvad han kunne have tilført holdet, da han delte førstepladsen med Walter Hagen, som vandt omspillet over 36 huller 1 up.
Rigtig Ryder Cup-debut
I 1932 vandt Alliss Penfold Open, og året efter sejrede han i News of the World Match Play, siden British PGA Championship. Samtidig udartede forholdene i nazi-Tyskland, så han vendte hjem til Storbritannien og var spilleberettiget i 1933, mens Cotton, der nu virkede i Belgien, stadig var ude.
John Henry Taylor satte Alliss sammen med kaptajnen fra 1931, Charles Whitcombe, og de var 4 up mod Gene Sarazen og Walter Hagen, før Hagen leverede et comeback, der delte matchen. Der var 7.000 tilskuere første dag og 20.000 den næste, ikke mindst fordi Prinsen af Wales, siden Edward 8., som ivrig golfspiller var blandt tilskuerne. Hans popularitet gjorde, at han holdt sig i klubhuset for ikke at forstyrre spillet på banen for meget.
Briterne vandt foursomes 2½-1½, mens trods Percy Alliss’ sejr over Paul Runyan var stillingen 5½-5½, da sidste single nåede 36. hul, hvor amerikaneren Shute troede troede, at en sejr var nødvendig, hvor delt match havde været nok. Efter et overambitiøst putt tabte han 1 hul til Easterbrook, og Samuel Ryder kunne for anden gang overrække trofæet til en britisk kaptajn.
I 1935 tabte Storbritannien 3-9 i USA, men Alliss vandt som eneste brite sin single. I 1937 sejrede USA for første gang på britisk grund. Alliss scorede1/2, og hans single mod Gene Sarazen bød på en usædvanlig hændelse. Før 33. hul var stillingen lige, men Sarazen slog ud blandt publikum. Bolden landede i skødet på en kvinde, der forskrækket sprang op og tømte sit kjoleskød, så bolden sprang ud på green.
Forræderi! Sarazen vandt hullet med en birdie og kort efter matchen 1 up.
Barske Leeds
I 1935 fik Alliss efter sejre i Penfold Open og Scottish Open et smigrende tilbud fra Temple Newsam Golf Club i Leeds. Her havde havde medlemmerne imidlertid ikke respekt for en spiller med en fortid i Tyskland. Efter et par barske år sagde han op og blev i stedet chefpro i Ferndown, Dorset, hvor han arbejdede i 28 år, før han gik på pension som 70-årig. Sin sidste store turneringstriumf fik han i News of the World Match Play 1937.
