Mandag den 18. marts 2019 var der ordinær generalforsamling i Rold Skov Golfklub på Comwell Hotel i Rebild. 108 medlemmer af Rold Skov Golfklub var mødt op til en ordinær generalforsamling med dagsorden jf. vedtægterne.

Efter valg af dirigent, der traditionen tro var Advokat Jens Rye-Andersen, kunne bestyrelsesformanden aflægge sin mundtlige beretning i tillæg til den skriftlige beretning. I beretningen hørte deltagerne om en golfklub i rivende udvikling, resultatet af driften af restaurant Hul 19 var en omsætningsforøgelse på næsten 30% og det er forventningen at endnu flere får kendskab til menuen i Hul 19, og den mulighed at der leveres mad ud af huset.

I forbindelse med forhandlingen om forlængelse af samarbejdet med klubben PRO, træneren i Rold Skov Golfklub, har en helt ny løsning set dagens lys. Det betyder at klubbens tidligere træner er ansat som Golfmanager og klubben overtager driften af proshoppen, der sælger golfudstyr og tøj til alle der kommer forbi. Denne ændring betyder også at Morten Bartolin er ansat som ny træner. Morten kommer fra en stilling som headcoach i Randers Golfklub. Tonny Bak er ansat som golfsekretær og skal være med til at binde alle enderne sammen i klubhuset.. Samlet set betyder disse ændringer, at der vil være åbent i klubhuset fra kl. 8.00 til 18.00 alle hverdage og 8.00 til 15.00 alle andre dage. Det er en markant udvidelse af åbningstiden i sæsonen fra 1. april til 31. oktober. Det øger vores serviceniveau over for medlemmer af klubben og gæster der kommer på besøg, sagde formand Henrik Brandt under beretningen.

I Rold Skov Golfklub er der i det hele taget fokus på udvikling og styrkelse af klubbens position i det danske golflandskab. Den 1. januar 2019 tiltrådte Jan Lange, som chefgreenkeeper og har fået den klare opgave over en 5 årig periode at fastholde Rold Skov Golfklub i toppen af danske golfbaner.

Regnskabet for 2018 udviste et overskud på knap 300.000 og regnskabet blev enstemmigt godkendt af generalforsamlingen. Der blev fremvist budget for 2019, hvoraf bestyrelsens ambitioner tydeligt kunne aflæses, der er afsat yderligere midler til banedrift og i det hele taget afspejlede budgettet øgede forventninger til restaurant Hul 19, og den netop overtagne proshop.