Torsdag var Thorbjørn Olesen dårligst af Ryder Cup-aspiranterne – søndag aften var han bedst

Thorbjørn Olesen leverede topklasse og et topresultat, da han med en afsluttende 64’er rykkede helt frem på en delt 3. plads i WGC-Bridgestone Invitationel.

Dermed gik hans Ryder Cup-barometer fra ‘iskoldt’ til ‘brandvarmt’, for efter første runde torsdag, var han den dårligst placerede af alle dem, der kæmper om den sidste direkte kvalifikationsplads og/eller et af Thomas Bjørns captains picks.

Det skyldtes muligvis, at hans golfkøller var forsinkede så han måtte spille med lånt udstyr. Fredag og lørdag avancerede han, og søndag eksploderede han, og rykkede helt frem til hvad der i sidste ende blev en delt 3. plads.

Prøver ikke at tænke på Ryder Cup

Ikke alene giver det store spring frem på diverse ranglister, men det betyder også, at Thomas Bjørn i den grad må have Thorbjørns navn på blokken over sandsynlige emner.

Efter runden sagde Thorbjørn til Viasat Golfs Thomas Heiredal, at han ikke rigtigt tænker på Ryder Cup, selvom han rigtigt gerne vil spille med i Paris. Han tager én turnering af gangen og fokuserer nu på denne uges PGA Championship, hvor han efterhånden godt kan skrive sig ind i et tæt outsiderfelt til titlen.

Forrige artikelThorbjørns Ryder Cup-drømme led et knæk
Næste artikelDanskere avancerer på World Golf Ranking
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.