Da Aalborg By i 1992 rundede 650 år, blev byens foreninger opfordret til at være med til at festliggøre byjubilæet. Heraf udsprang de nu traditionsrige Åbne Aalborg Dage, og i år er det 26. gang den tilbagevendende begivenhed løber af stablen. Arrangementet består af golfspil over 3 dage (torsdag-lørdag i uge 29) i glad socialt samvær, og banen vil som altid være toptunet til begivenheden.

 

Begivenheden er en kending for mange golfspillere, der kommer fra nær og fjern for at deltage i de tre dage, som er fyldt med golf og godt samvær. Selv spillere fra Norge og Sverige finder vej til det nordjyske for at deltage i begivenheden.

Dagene byder på golf fra morgen til aften, og deltagerne har mulighed for enten at spille i Aalborg Open, som er en slagspilsturnering over 54 huller med 18 huller pr. dag, eller deltage i Åbne Aalborg Dage, som er 3 separate turneringer, hvor alle spiller stableford, undtagen A-rækken, der om fredagen spiller slagspil. Hver spilledag afsluttes med præmieoverrækkelse umiddelbart efter sidste bold er kommet ind.

Er golf alene ikke nok, kan man deltage i dagens specialkonkurrence, der udfordrer spillerne i fx puttning eller indspil.

”Vi har mange gengangere i turneringen, og spillerne planlægger deres sommerferie, så de kan nå at være med” oplyser golfmanager, Dorthe H Jensen og siger videre: ”Det er efterhånden blevet en institution i det danske golfbillede, og derfor arbejder personalet og de frivillige hvert år benhårdt på at gøre rammerne og oplevelsen for spillerne helt i top”.

For spillere, der kommer langvej fra, er der mulighed for overnatning på Best Western Scheelsminde til yderst favorable priser, og er man mere til natur og frisk luft, er der indrettet en lille teltplads ved klubbens indspilsområde.

Selve spillet koster kr. 660 for alle tre dage inkl. greenfee.

Klubbens køkkenchef, Sune Ruberg, er garant for glæde ganen med sin vanlige sans for kvalitet og gode råvarer. For at øge hyggestemningen, starter han grillen op på terrassen hver dag fra kl. 11:30, og fredag aften forestår han fællesspisning for de, der har lyst til at deltage.

”Vi håber, vi endnu engang får nogle fantastiske dage, hvor alle golfglade, store som små, kommer og deltager med entusiasme, talent og godt humør, og er medvirkende til Åbne Aalborg Dage for 26. gang bliver en god og mindeværdig oplevelse”, afslutter golfmanageren.

 

 

 

Forrige artikelMade in Denmark fortsætter til 2023
Næste artikelSejre på Challenge Tour, SM-match og dansk EM-titel
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.