Søren Hansen er ny ekspert for Discovery på GOLFTV. Masser af golf fra verdens bedste tour og 100 % dansk kommentering

PRESSEMEDDELELSE: Om to uger går det løs med PGA TOUR på GOLFTV, hvor alle turneringer i PGA TOUR vises. Nu er setuppet med priser og kanaler samt holdet af eksperter og kommentatorer på plads: Søren Hansen, Andreas Hartø, Jeppe Huldahl, Jesper Knudsen og Mark Haastrup m.fl. skal guide golfseerne primært på streamingtjenesten GOLFTV, samt på Eurosport 2, hvor enkelte af turneringerne også vises. Det ambitiøse setup sikrer dansk kommentering på alle årets turneringer.

Stort navn

Ikke overraskende, så er Anders Antonsen, nordisk sportschef og COO i Discovery Networks Danmark, begejstret over at kunne præsentere Søren Hansen og resten af holdet:
”Søren Hansen er en af de største danske golfspillere gennem tiderne. Han har været blandt de 50 bedste spillere i verden, repræsenteret Europa i Ryder Cup og har flere store sejre i bagagen. Med sin store erfaring og viden om spillet har han mange gode anekdoter, som kan hives frem til de største turneringer. Så vi er mildt sagt meget glade for at have Søren Hansen med på vores i øvrigt meget stærke hold af kommentatorer og eksperter.”

Søren Hansen selv var ikke i tvivl om, at han gerne ville være en del af holdet, når Discovery Networks Danmark blænder op for PGA TOUR efter nytår:
”Med spændende ændringer i turneringprogrammet og Discoverys nytænkende formidling af den største golf tour i verden, PGA TOUR, glæder jeg mig til at formidle og udvikle et premium produkt ud i de danske stuer. Når en så seriøs “medspiller” som Discovery sikrer sig rettigheden til en tour i stærk udvikling, er der lagt i støbeskeen til en spændende og underholdende tid for golfsporten som helhed – og for de mange seere på GOLFTV verden over.” udtaler Søren Hansen.

Fra 49 kr. om måneden

Nyheden kommer efter Discovery Networks i november kunne præsentere Tiger Woods som partner på den nye streamingtjeneste GOLFTV. Her kommer Tiger Woods til at lave instruktionsvideoer, give eksklusive kommentarer og meget andet.
Dansk kommentering på alle turneringer fra 49 kr. om måneden
Alle turneringerne på PGA TOUR vises med dansk kommentering. Det giver i alt ca. 170 danske kommenteringer på GOLFTV i 2019. Anders Antonsen uddyber:
”Vi går helhjertet ind i formidlingen af golf til det danske publikum. Derfor er det også en stor prioritet for os at kunne formidle turneringerne på GOLFTV med danske kommentatorer. Det giver nærvær og vi sikrer, at seerne oplever et dansk og forståeligt perspektiv på spillernes præstationer og turneringerne generelt, selvom streamingtjenesten er global.”

Første turnering fra midnat 4. januar

Første turnering vises allerede på Eurosport 2 og GOLFTV fra midnat 4. januar, hvor Tournament of Champions starter på naturskønne Maui, Hawaii. Alle turneringer på PGA TOUR vises i fuld længe på GOLFTV. Her vil fans af golfsporten også kunne opleve et arkiv med tidligere turneringer, tips og tricks fra Tiger Woods (fra andet kvartal 2019) og meget mere.
Alle turneringer kan ses med et GOLFTV Live-abonnement til 49 kr. om måneden (449 kr./år). Et GOLFTV Pro-abonnement med instruktionsvideoer, arkiv og meget mere kommer til at koste 79 kr. om måneden (699 kr./år). Alle interesserede kan læse mere og skrive sig op på www.golf.tv.
På Eurosport 2 vises ca. fire timers golf hver torsdag og fredag. Derudover viser Eurosport 2 også mindst fire turneringer i fuld længde. Heraf er Players Championship og Fedex Cup de to, mens de sidste turneringer til Eurosport 2 mangler at blive udvalgt. Det bliver til ca. 370 timers fjernsyn på Eurosport 2 i alt i 2019.

GOLFBLADET med på kommentatorholdet

For at sikre dansk kommentering på så mange turneringer, har Discovery Networks Danmark sammensat et bredt og stærk team af kommentatorer og eksperter:
• Søren Hansen: Ekspert og medkommentator
• Andreas Hartø: Ekspert og medkommentator
• Jeppe Huldahl: Ekspert og medkommentator, stadig aktiv golfspiller
• Mark Haastrup: Ekspert og medkommentator, stadig aktiv golfspiller
• Anders Sigdal: Kommentator
• Morten Buckhøj: Kommentator og fast skribent på GOLFBLADET gennem mange år
• Thomas Troels-Smith: Kommentator
• Jesper Knudsen: Hovedkommentator og redaktør på GolfTV

Forrige artikelTEST: Ping Sigma 2
Næste artikel12. hul kostede Rose placeringen som verdens nr. 1
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.