I august afholdtes for 7. gang i træk TN Invitational til fordel for AHC Foreningen med masser af flotte præmier. Dog var der ingen, der løb med den store Hole in One præmie på kr. 110.000 gode danske kroner

I samarbejde med Tom Nielsen og Brøndby Golfklub afholdtes i august 2018 den populære turnering TN Invitational, hvor 96 glade, ivrige og yderst gavmilde golfspillere deltog i dysten om de mange flotte præmier doneret af lige så gavmilde sponsorer.
Med fordelskort og jokers var der brug for taktiske evner og strategier undervejs og scores blev da også usædvanlig høje igen i år.
Brøndby Golfklub havde i den gode sags tjeneste kvit og frit lagt bane til, så med deltagergebyr, fordelskort og lotteri blev der i løbet af dagen indsamlet kr. 90.432,41 til AHC Foreningen (AHCKIDS). En indsamling på Facebook indbragte kr. 3.000,00 og Tom Nielsen rundede beløbet op, således at hele kr. 95.000,00 den 23. september 2018 kunne overdrages til AHC-forsker Karin Lykke-Hartmann fra Århus Univeritet.
Spillerne kæmpede igen om 1., 2. og 3. pladserne, men var man ikke lige placeret i den kategori, var der igen i år den store høst af flotte klappepræmier til alle deltagere at se frem til. Det blev en lang dag, som startede med morgenmad og sluttede med dejlig frokost og præmieoverrækkelse.

AHC – Alternating Hemiplegia of Childhood, som betyder “skiftende halvsidige lammelser i barnealderen”, er en neurologisk sygdom, der som regel starter inden barnet er 1 1/2 år. Lammelserne kan begynde med episoder eller anfald, hvor barnet laver unormale øjenbevægelser eller unormale bevægelser i kroppen. Patienten er ved fuld bevidsthed under disse anfald.
Lammelserne, der optræder skiftende mellem højre og venstre side, kommer efter anfald eller spontant og kan vare fra få minutter til 14 dage. Som regel stopper lammelserne under søvn, men ses igen 10 – 20 min. efter at barnet er vågnet.
Sygdommen er kronisk og ikke noget barnet kan vokse fra. Ny forskning viser at man har fundet en genmutation, der kan forklare AHC.
I øjeblikket er der ingen behandling for AHC som ca. 10 danskere er ramt af, men forskerne arbejder på at finde medicin, der kan genoprette den normale gen-funktion. Men al forskning koster penge og forskningen indenfor AHC er der ikke pt ikke afsat offentlige midler til.

Forrige artikelLucas Bjerregaard vinder Alfred Dunhill Links
Næste artikelVerdens måske bedst uddannede storby
Bettina Schjølie er bladets kvindelige islæt, og har ansvaret for modestoffet. Bettina er desuden leveringsdygtig i spændende portræt-artikler af kendte og mindre kendte personer, men som alle har en god historie at fortælle. Bettinas rejseartikler har ofte en ekstra vinkel, i form af inddragelse af wellness.