På leaderboarded for Tour Championship står Viktor Hovland og Collin Morikawa side om side på 16 under par på den delte førsteplads i PGA Tours sæsonfinale.

Men vi skal lige huske på, at spillerne denne uge ikke startede fra samme udgangspunkt. Derfor er Collin Morikawa det eksklusive 30-mands felts klart bedste spiller over de første to dage. 61 torsdag og 64 fredag er 125 – 15 slag under banens par. Det er 2 slag bedre end den hidtidige scoringsrekord over to runder på East Lake i Tour Championship, som tilhørte Tiger Woods fra 2007.

Morikawa er i reel scoring 7 slag bedre end Hovland, som indledte turneringen i 8 under par på andenpladsen i FedEx Cup-kapløbet, og hele 11 slag bedre end Scottie Scheffler, som ligger alene på tredjepladsen i ‘turneringsscoren’ -14. Det er formidabelt. Men Morikawa kan stadig trække nitten i forhold til at vinde PGA Touren 2022-23, også selvom han søndag aften stadig er markant bedre end den endelige vinder.

Keegan Bradley er alene på fjerdepladsen i -13, og i -12 følger Xander Schauffele og Jon Rahm, mens Rory McIlroy på syvendepladsen i -10 har 6 slag op med to runder tilbage. Jo, det kan lade sig gøre, men McIlroy er fortsat hæmmet af de ‘spasmer’ i ryggen, der opstod op til turneringen.

Klaret cut til Nanna

Nanna Koerstz Madsen ligger på en delt 49. plads i 3 over par i LPGA Tours CPKC Women’s Open i Canada og er derfor klar til weekenden. Hun har 10 slag op til Solheim Cup-sikre Megan Khang, USA, på førstepladsen, mens Linn Grant er toer i -6, 1 slag foran Jin Young Ko og Yuka Saso.

Foto: Getty Images

Forrige artikelNi danskere klarede cuttet i Tjekkiet, men kun tre i Sverige
Næste artikelSøndag morgen opdatering: Hovland er stukket af, Nicolai spiller med om sejren
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.