Afslutning eagle-birdie to dage i træk på 17-18 efter en hel dags scrambling, hvor han kun med det yderste af neglene bevarede kontakten til toppen, sikrede Thorbjørn Olesen en nærmest paradoksal sejr i Betfred British Open på Belfry.

Gettys billeder viser dels Olesen med pokalen, dels hans reaktion, da det afgørende putt faldt i.

Søndagens sidste runde var en parallel til lørdag. Thorbjørn Olesen scramblede og scramblede, men efter 15 huller var han faldet tilbage i -7, hvor han var startet dagen i -11, tre slag foran englænderen Marcus Armitage. Han lå som nr. 7, men hans afslutning lørdag gav et lillebitte håb.

Ingen af de forreste syntes at ville vinde, og i stedet var svenske Sebastian Söderberg tidligt på eftermiddagen kommet i klubhuset i -9, som til sidst så ud til at kunne holde. For en sikkerheds skyld forberedte han sig på driving range på et omspil, der synes at skulle blive aktuelt, da Olesen holede det første af to monsterputts på 17.

Svenskeren lynede blusen op og begav sig mod 18. hul, og det gjorde ham formentlig ikke særligt urolig, at Olesen endnu engang fik birdieputt, for det var 8-9 m langt – men det blev studeret grundigt, sendt af sted – og det var i hul hele vejen.

Det er mere end fire år siden, at Olesen sidst vandt, og i mellemtiden har han haft en mange gange udsat retssag samt en coronaepidemi at skulle vende tilbage efter. I de seneste uger har det set ud, som om hans gamle standard var på vej. Det var slet ikke med den, han sejrede i dag, så hvad kan det ikke blive til, når han har fundet det helt?

I sidste runde slog han adskillige gange ud i dyb rough blandt træerne, slog en provisorisk bold en enkelt gang – som der heldigvis ikke blev brug for, og sendte bolden i vandet i drivet på sjette hul. Han reddede og reddede det meste, og på tredje hul, hvor han sendte sit udslag i en bunker,  sendte han andet slag 205 m over vandet og fik en birdie.

Sejren er et resultatet af en jernhård mental styrke, og hans ægteskab og første barn har utvivlsomt været en del af modningsprocessen. Lidt imponerende har han nu vundet fem af de seks turneringer, han har ført før sidste runde.

Olesens sjette sejr var den 45. danske på DP World Tour. Imponerende, og nu går flagene igen til tops i danske klubber mandag morgen.

Slutstillingen i toppen blev: 1. Thorbjørn Olesen -10. 2. Sebastian Söderberg -9. 3. Connor Syme og Ritchie Ramsay, Skotland samt Justin Walters, Sydafrika -8. 6. Chase Hanna, USA og Hurly Long, Tyskland -7.

Rasmus Højgaard rettede lidt op på en bleg slutrunde med en eagle på 17 og sluttede som nr. 16 i 5. Niklas Nørgaard Møller sluttede med to bogeys, så hans sidste runde gik i par – den bedste danske! – og han sluttede som nr. 43 i -1. Thomas Bjørn blev nr. 59 i +3.

Forrige artikelFem hold fik maksimum i Danmarksturneringens første weekend
Næste artikelHoma holdt hovedet koldt
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.