Alexander Frances, 24, er i gang med sit sidste år på University of Houston. Det er en kæmpe oplevelse.

Alexander Frances havde taget en fireårig studentereksamen på Team Danmark-ordningen inden han i 2017 kom på college i USA, nærmere bestemt på University of Houston i Texas.
Han er nu i gang med sit sidste år, hvor han læser en BBA i Finance ved siden af at spille golf på et af de største og mest hæderkronede college teams i USA. 16 gange har holdet vundet NCAA mesterskabet. Da corona satte en brat stopper for 2020-sæsonen, har han som senior (det kaldes fjerdeårseleverne) fået mulighed til at fortsætte ét år mere, og selvom han kunne afslutte sin tid på universitet her til jul, så har han valgt at tage foråret med – også fordi det reelt var den eneste måde han kunne beholde sit scholarship.
Vi taler i telefon med ham fra Houston sidst i november, hvor han netop er kommet ind fra en runde golf på universitetets egen bane, Golf Club of Houston, som adskillige gange har lagt bane til PGA Tourens Shell Houston Open. En runde i 25 grader og høj solskin. Banen, universitetets renommé, vejret og i høj grad byen var afgørende faktorer da han valgte college tilbage i 2017.
– Jeg havde fem-seks forskellige tilbud og var meget grundig da jeg valgte universitet, fortæller han. – Jeg besøgte fem forskellige steder, men når valget faldt på University of Houston, så var det i høj grad fordi det ligger i en kæmpestor by – her bor næsten lige så mange mennesker som i hele Danmark. Det synes jeg er fedt. Jeg var også fristet af University of Augusta, som var svær at sige nej til fordi de spiller flere gange om året på Augusta National, men universitet er lille, med ’kun’ 5.000 studerende og har ikke noget football-team, så det er i Division II. I Houston er der 50.000 studerende, og jeg ville gerne have den fulde college-oplevelse, siger han.

Svært valg
Blandt de andre universiteter Alexander besøgte var Coastal Carolina, der ligger ved vandet og har adgang til en masse gode baner, og Mississippi State, der har et godt hold og en rigtig god bane, men ligger ’in the middle of nowhere’. Her var han sikker på at ville savne byen.
– Houston har det hele og det er fantastisk at være her. Dertil kommer også, at jeg straks fik et godt indtryk af coach Dismuke. Man hører mange skrækhistorier om golfkulturen på colleges herovre, hvor nogle coaches nærmest kun fungerer som fundraisere, mens andre primært påtager sig en ’forældrerolle’ overfor de studerende, men Coach Dismuke har en fortid som professionel, og han har meget fokus på golfen. Så under ham har jeg fra første dag haft fornemmelsen af at jeg blev en bedre golfspiller, siger Alexander Frances, der har vundet DM og er en del af det danske landshold.
– Det var lidt af en øjenåbner for mig, at man herovre aldrig er bedre end sin sidste score i kvalifikationen. Hjemme i Danmark giver ’holdet’ næsten sig selv, men her spiller man typisk fem-seks kvalifikationsrunder og de fem bedste efter dem kommer på holdet, uanset hvad du hedder, hvem du er og hvor højt du ligger på rankings. For mig er det meget lig med den hverdag, man oplever som professionel, og derfor er de fem år herovre en utrolig god forberedelse til en professionel karriere.

Alexander George Frances er fra Møn, er landsholdsspiller og tidligere dansk mester. Siden 2017 har han været på University of Houston, under Coach Jonathan Dismuke (t.h.)

Alexander fortæller en sjov historie om dengang selveste Nick Faldo gik på University of Houston, og faktisk blev moppet ud af universitetet.
– Jeg spillede med en af universitets donorer, Mike Booker, som selv gik her og lå lige omkring nummer fem-syv stykker og derfor altid skulle kæmpe for at komme på holdet. Han spillede en kvalifikationsrunde med Faldo, og på et par4-hul slår Faldo den ind til 20 fod, slår den tre fod for kort og går hen og vil tjatte bolden i hul for par. Men han slår den lige udenom, og for sjov går han så og tjatter bolden frem og tilbage forbi hullet nogle gange. Da de kommer hen til næste teested siger Mike Booker så helt tørt til Faldo: Var det en 13’er? Og Faldo blev så rasende at han gik ind og missede kvalifikationen til holdet. Den historie siger meget om, at man ikke bare kommer på holdet, men må kæmpe sig til pladsen og at der er konkurrence hver dag. Men jeg synes det er fedt.

Alexander har fornøjelsen af at have fået følgeskab af to andre danskere på University of Houston; Karen Fredgaard som han var vært for, da hun startede for et par år siden, og senest Marcus Wochner, som har taget en anden vej i systemet og kom til Houston via Junior College. Når Alexander til sommer afslutter fem år med studier og golf i Houston er målsætningen at spille Eisenhower Trophy med det danske landshold og EM, og så blive professionel. Men om han satser på at spille i USA eller i Danmark og Europa er endnu lidt usikkert.
– Det bliver afgørende hvordan jeg afslutter min tid herovre. Spiller jeg godt og vinder nogle turneringer, kan det bane vejen for at komme ind på Korn Ferry Tour, hvor de har nogle pladser til de bedste college-spillere, men jeg må indrømme at jeg også savner Danmark, så det bliver nok noget med at gå efter et Challenge Tour-kort, siger han.

Oplevelserne og netværket fra de fem år i Houston håber han til gengæld at kunne drage nytte af.
– Jeg har fået nogle fantastiske oplevelser; spillet på nogle vildt gode, helt private golfbaner, og på eksotiske steder som Bahamas, Hawaii og Mexico. Og som college-spiller på tværs af idrætsgrenene bliver man nærmest en del af en familie. Der er blivende netværk, der kan skaffe en jobs, og er man én gang Cougar er man altid Cougar. Fred Couples gik en gang på skolen, og ham talte vi med, da vi i 2019 fik mulighed for at komme ind og følge træningsrunden om mandagen til Masters. Her fulgte vi Tiger Woods på nærmeste hold, og om søndagen vandt han den der historiske sejr, siger Alexander, som i sommer til DM i hulspil mødte Anders Hansen, der var ude for at følge sin søn, Marcus, som er en af Alexanders gode venner. Anders har også tidligere gået på University of Houston, og skulle lige høre hvordan der er derovre nu.

Forrige artikelCollegegolf i USA – en oplevelse for livet
Næste artikelCollegegolf: Glæder mig helt vildt
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.