Dragørs golfbane ligger langt ude på det flade Amager i en tidligere frugtplantage. Her bliver du især udfordret af levende hegn og smalle fairways, og greens fylder ej heller meget i landskabet.

Med et hurtigt kig i baneguiden fremstår de 18. huller i Dragør ganske let og ligetil. Men det snyder! Lidt for ofte ser jeg min bold forsvinde over på nabohullet, og det er også sin sag at få bolden til at blive liggende på de små og lynhurtige greens. Sådanne baneelementer tæller med når banens sværhedsgrad ”Slope” skal opgøres, og med en Slope på 133 for Herrer (Tee 56) er Dragør bestemt en bane, der sparker fra sig.

Banen er relativt kort; 5.848 m fra de bagerste klodser, og 5.635 m fra Tee 56, som er den tee, de fleste herrer vælger at spille fra.
Dragør Golfklub har oplevet en særlig stor medlemsfremgang og tæller i dag 1.400 medlemmer, og det er præcis hvad der er plads til, hvilket har medført venteliste, fortæller forretningsfører Torben Ehlers, mens et passagerfly afleverer en larmende hilsen.
En hurtig beregning viser, at Dragørs borgere er blandt de mest ivrige golfspillere i Danmark, idet 700 ud af Dragør Kommunes 14.500 indbyggere spiller i klubben, hvilket svarer til 4,8 pct. golfspillende borgere.

Her spærrer man øjnene op!
Dragørs bane åbnede i 1991 og er designet af den kendte danske golfbanearkitekt Rolf Henning Jensen. Siden er nogle enkelte huller blevet forlænget, et par huller har fået nye og større greens, og der er flyttet over 100 større træer og buske på banen. Men den mest spektakulære ændring er på Hul 17, hvor Casper Grauballe fra arkitektfirmaet Hawtree har skabt et pragthul. Et signaturhul uden tvivl!
Hul 17 er et par4-hul og måler hele 368 m fra Tee 56, hvilket i sig selv kalder på et langt drive. Men det er indspillet over sø til en kæmpe onduleret green, der falder i alle mulige retninger, som tager al opmærksomhed. Da man i sin tid anlagde det nye hul, hentede man fem store lindetræer som var til overs i forbindelse med renovering af Kongens Nytorv i København, og de flankerer nu fairway på Hul 17.
Vi har et helt ordinært golfhul, da vi begynder runden, og sammenligningen med hul 17 er nærmest urimelig.
Dragørs Hul 1 ser ganske tilforladeligt ud, et par5-hul på 460 meter, men doglegget og ikke mindst den ”bette” green betyder, at jeg må kæmpe mig til en bogey.

De næste par huller giver en forsmag på, hvad der venter; træer blokerer den halve fairway. De to par4-huller har smalle passager på fairway, hvor højre træer kræver et præcist udslag. Bliver udslaget for kort, så bliver der langt hjem, og omvendt hvis udslaget bliver for langt, så koster det et ekstra slag at spille sig i position til at spille igennem hullet i trærækken.
Hul 5 er banens næst sværeste og det forstår man godt! Det er en voldsom udfordring på dette par4-hul, som måler 374 m fra tee 56 og nå green i 2 slag, og det bliver endnu vanskeligere, når et levende hegn danner en mur på tværs af fairway og kun efterlader et mindre område, hvor bolden kan passere.
Greens og green-områderne står meget skarpt – en ren fryd – og ingen tvivl om at greenkeeperne lægger mange arbejdstimer her, og at greens formentlig får hele rumlen med prikling, topdressing, tromling og gødning. Resultatet er jævne overfladen på de ganske let ondulerede greens, hvor man kan stole på faldet.

En parkbane med naturområder
Dragørs baneudvalg er optaget af hvordan golfbanen kan udvikles både i forhold til spillemæssige udfordringerne og naturoplevelser.
I Dragørs visionsplan kan man bl.a. læse, at banen skal konstant være i udvikling, både med hensyn til sikkerhed, spillet og oplevelser. Banen skal primært indeholde følgende temaer: Parkbane, frugtplantage og områder af links lignende karakter.
For at komme en ”parkbane” nærmere har man flyttet 40 fuldvoksne, ege og birketræer. Dette arbejde er gjort for at tynde ud i de træer der efterhånden var blevet så store at de stod for tæt. Der er også gennemført et renoveringsprojekt af alle greenbunkers, der er flyttet eller omlagt, så de nu visuelt er mere i spil.
Den nærmeste nabo er Kongelunden, en mindre skov som er kendetegnet for et rigt dyre og fugleliv. Grønne frøer, harer, fasaner og råvildt samt mange trækfugle og og rovfugle slår vejen omkring golfhullerne. Og, for yderligere at tiltrække dyr har klubben udlagt flere mindre vildtreservater, hvor der udlægges foder til dyrene, og man vil også møde områder, hvor det ser ekstra vildt ud med vilde blomster og nedfaldne grene.
Naturen og miljøet er ganske enkelt højt prioriteret, og golfklubben er i gang med at udvikle en sprøjtefri strategi for banens drift. Ukrudt vil derfor i stigende grad blive bekæmpet maskinelt bl.a. ved en tættere klipning af fairways og ved en hyppigere klipning af roughen.

Mest udfordrende på bag-ni
Bag-ni indledes med nogle lige og flade huller, der næppe vil sætte det store aftryk i hukommelsen. Men på Hul 13 og resten af runden sker der noget! Hul 13 og Hul 14 er blinde huller, begge par4-huller med dogleg, og her gælder det virkelig om at holde tungen lige i munden. På hul 13 er det en smal passage, der er udfordringen, mens Hul 14 kræver et velvoksent drive, hvis man i to slag skal klare at komme frem til flaget, der står 366 meter fremme.
Hul 16 er også et godt og varieret hul, mens Hul 17 er et sandt bombardement. Her er gaver for øjet og masser af spillemæssige udfordringer.
Jeg har spillet Dragørs bane en håndfuld gange gennem de seneste 15 år, og kvaliteten og oplevelsen har hver gang fået et nyk op!

Dragør Golfklub
Kalvebodvej 100
2791 Dragør
www.dragørgolf.dk

Greenfee priser 2022
(Varierer ift. dag og tidspunkt)
Greenfee Sommer
Seniorer 275 Kr. – 450 kr.
(Juniorer halv pris)

DEL
Forrige artikelCosta Brava kan også
Næste artikelLørdagsoversigt med superrunde af Nicolai Højgaard
Avatar photo
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.