Holsted GK har signaturskulptur, udslag fra sø, slag over de søer, udgravning til E20 efterlod, ni dejlige huller i en velduftende plantage og ni åbne huller i vestenvinden

Holsted er en af de golfbaner, men af flere grunde ikke glemmer. Når man går fra klubhuset med sekretariat, golfshop og store selskabslokaler, passerer man på vej til banen en meterhøj skulptur i form af en bjergtagende turbine. Den er sat der af banens anlægger Søren Larsen, der havde et firma, der nedbrød kraftværker. Fra et af dem fik han turbinen, som han smykkede med bold og golfkøller på toppen, og dermed kunne han også skrive skulptør på sit visitkort.
Står man ved siden af skulpturen, har man udsigt over de to store søer, som opstod, da Larsen solgte grus til anlæggelsen af motorvejen E20, som ligger et par kilometer væk. De overrasker i plantageområdet, men passer perfekt til banen.

Split- og vandtees
Blandt de øvrige mindeværdige ting er, at starten på bag-9 sker fra hul 10s tee-steder på to broer i den ene sø; samt at de gule og røde teesteder på hullerne 2 og 8 ikke bare ligger forskudt i længde, men også i retning med træer imellem, så man skal to forskellige veje til fairway.

En bane i udvikling
Formand Mogens Krammer og sekretær Eske Schou Hansen er tydeligt stolte over banen, og det har de grund til. Klubben har fået ny greenkeeper, der har en dejlig evne til at få det bedste ud af fairways og greens. Ny pro er Danny Sejer, der har vundet DM for teaching pros og udviklet sin egen udslagsmåtte, der letter arbejdet med svinget.

De er de eneste aflønnede i klubben, der har en velsignelse af frivillige, som tager sig af alt fra rengøring af klubhuset, pasning af bede og indsamling af affald til bekæmpelse af muldvarper.
Klubben, der altid sætter tæring efter næring, lejer sig ind på anlægget, som den selv har det fulde ansvar for.
esuden er selskabslokalerne så store, at de kan lejes ud til festbrug. Dog ikke med egen servering, for klubben har ingen restaurant, men kun et køkken. Vil spillere have noget at spise, kan de bestille det dagen før, og så bliver det leveret fra en nærliggende restaurant til en mere end fornuftig pris.

Medlemmer

Klubben har ca. 350 medlemmer, og da den ligger et pænt stykke fra Holsted, kunne man frygte for aldersfordelingen, men det problem har man netop for tiden fået hul på. Der kommer mange unge, og adskillige af dem har trukket deres forældre med. Desuden har man skolegolf.
Når der nu også kommer Golfens Dag, er der store chancer for en fin medlemsfremgang. Ikke mindst, da der har været ekstra run på banerne under coronakrisen. På trods af de mange sikkerhedsforanstaltninger, der har skullet overholdes, ligger man forud for det normale antal greenfeegæster, af hvilke nogle kommer med Golfhäftet. Også selv om de tyske, norske og svenske gæster, som der normalt er en del af, indtil videre mangler.
Klubben har fire buggys, og efter at man besluttede, at medlemmer kan leje dem til halv pris, har der været stor brug af dem, og det har givet et bedre flow på banen.

Mobile pay
Mobile pay har været en velkommen mulighed, og er det dejligt, at de fleste, såvel medlemmer som gæster, i dag bruger denne mulighed for at betale for såvel greenfee som indholdet i skabene med snacks og drikkevarer. Det taler også til fordel for danskernes ærlighed, at betalingerne altid passer med, hvad der er taget.
Klubben deltager i Regionsgolf, men har ikke yderligere turneringshold. Til gengæld er aktiviteten så meget større på hjemmebanen.

Alle turneringer er åbne
Usædvanlig er samtlige Holsteds turneringer åbne for spillere ude fra. Det gælder de forskellige klubber i klubben, og det gælder, når der er åbent hus fredag og søndag. Er man ikke medlem, skal man betale normalt greenfee for at være med – medmindre man kommer sammen med et medlem, for så spiller man til halv pris.

Banen
For-9 slynger sig gennem en plantage. Velduftende, frodig og så fuld af dyr, at man bl.a. møder et advarselsskilt: Crossing rabbits (krydsende harer). Første hul er godt at få selvtillid på, men allerede andet hul har handikapnøgle 1 og så lang carry fra gul, at er man ikke langtslående eller lavhandicapper, kan det være en god ide at overveje at spille fra rød tee.
Flere af hullerne har forholdsvis smalle fairways, men hvor der ikke er out-of-bounds, er der skovet så grundigt, at man stort set altid kan finde sin bold.
Fra 8. hul kommer man ud i det åbne til et hul med et vandløb på tværs, en sø i højre og en skråning i venstre. Et hul, der er sværere end nøgle 9, hvis man ikke kender det godt.
Bag-9 ligger i åbent, vindfølsomt land og er en del kortere og mindre tricky, så har man gjort det godt til da, kommer man i klubhuset med en god score. Også selv om der er truende vand i spil på 13, 16 og 18.
Holsted er helårsåben og et besøg værd hele året.

Forrige artikelHalmstad Golfklubb – Tylösands golfperle
Næste artikelLimfjordens mange oplevelser
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.