Smilla Tarning Sønderbys debut på Ladies European Tour er indtil videre mere end godkendt. Den er decideret imponerende.

Fredag gik hun dagens næstbedste runde i Magical Kenya Ladies Open på Vipingo Ridge GC med en runde i 70 slag (-2) og hun ligger dermed på en samlet delt tredjeplads i +1, fire slag fra Linnea Ström, der var over par i dag, men fortsat fører med 3 slag i -3. Nuria Iturrioz, der sidste år mistede sit kort til LPGA Tour er alene på andenpladsen i par og Smilla deler så tredjepladsen med fire andre spillere, blandt dem dagens suverænt bedste, Michele Thomson (66/-6) fra Skotland.

Linette Holmslykke gik 83-81 og sluttede blandt de sidste i det 94 spillere lille felt.

Dansk 64’er

Nicolai Kristensen gik fredag The Links i Fancourt i 64 slag (-9) og spillede sig i Top10 i Dimension Data Pro-Am på Challenge Tour/Sunshine Tour. Benjamin Poke gik i par på samme bane og Martin Simonsen to over. Der spilles på tre forskellige baner, så derfor er der først cut lørdag.

Turneringen føres i overbevisende stil af Adrian Saddier, som er 16 under par efter to runder.

Forrige artikelDansk tour ‘fiasko’ da Bekker satte banerekord
Næste artikelComwell Kongebrogaarden: Luksushotel på Fyn nær Danmarks bedst beliggende golfbane
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.