Hedensted Golf Klub er en bane, som kun de færreste kender. Klubben har fantastiske faciliter og en udfordrende, bynær bane i smuk natur.

Selvom Hedensted Golf Klub har over 1.100 medlemmer, er den østjyske klub forholdsvis ukendt for de fleste. Det er i meget høj grad en medlemsklub, båret af aktive medlemmer, hvoraf mange udfører et stort stykke frivilligt arbejde og beliggende i et forholdsvis golf-tæt område, med store, og mere kendte, klubber på begge sider. Blandt andet Vejle Golf Club mod syd på den modsatte side af fjorden, og Stensballegaard mod nord ved Horsens.

Hedensted åbnede i 2005 som et lokalt projekt. Byen blev mere og mere udbygget, og der var, mente man, behov for en golfbane. Det var inden finanskrisen og på et tidspunkt, hvor golfsporten stadig var i vækst.
50 lokale aktionærer skød penge i projektet, man lejede jorden af kommunen, der var meget velvilligt indstillet, og Henrik J. Jacobsen blev hyret ind til at tegne banen.
Eller banerne, skal man måske tilføje, for udover en meget smukt beliggende 18 hullers bane, så råder Hedensted også over en meget fin kortere ni-hullers bane, der udover at være god at indsluse nye medlemmer på også benyttes som Pay & Play.

Golf manager Claus Trier Kjerkegaard

For halvandet år siden ansatte man den lokale Claus Trier Kjerkegaard som golfmanager. Han kom fra hotelbranchen og har været med til at professionalisere organisationen. – Golfklubben kom fint igennem finanskrisen, selvom den ramte på et uheldigt tidspunkt, kort tid efter at klubben var stiftet. Det var dengang en fordel, at det var en lokalt forankret klub, hvor man hjalp hinanden med at løse opgaverne. I takt med at klubben er blevet større, steg behovet for en mere professionel drift, siger han, da vi tager rundt på den smukt beliggende bane.
Vejen ind til klubben går først gennem et erhvervsområde i Hedensteds udkant, siden gennem et boligområde, der som Claus Trier Kjerkegaard forklarer, bevidst er anlagt med øje for en blandet befolkningssammensætning. Pæne villaer og nydelige lejeboliger matcher hinanden fint, og kvarteret ligner nærmest det ideelle rekrutteringsgrundlag. Børn og unge kan cykle til golfbanen, uden at skulle krydse trafikerede veje.

Lokal klub med fine forhold

Hvis man med en ‘lokal klub’ forventer et lille, spartansk klubhus og beskedne faciliteter, så bliver man ekstra overrasket når man ankommer til Hedensted Golf Klub, for parkeringspladsen er enorm, og klubhuset er indrettet i den smukkeste gamle, stråtækte gård, hvortil der er tilbygget en moderne længe med klubfaciliteter, kontorer og proshop til den ene side, og et stort restaurationslokale med god plads til de mange medlemmer til den anden. Ud til banen er anlagt en pragtfuld terrasse hvor fra man kan se spillerne komme ind på det udfordrende 9. hul, der er et kort par3 med en stor sø lige bag green, og på det ikke mindre udfordrende 18. hul, som er et langt par4, hvor andetslaget ned af bakke mod green er ind over to søer og en lille bæk, der kobler søerne sammen. For langt de fleste uden lavt etcifret handicap er et lay-up her den mest fornuftige løsning.

Klubhuset er indrettet i en smuk bindingsværksgård lige bag det svære 18. hul.

En af Claus Trier Kjerkegaards opgaver handler i øjeblikket om at lave aftaler med skoler i Vejle og Hedensted for at introducere unge til golfsporten, og så er man i gang med et stort bunkerprojekt, hvor sandet skal udskiftes i alle banens bunkers.
– Vi fik en sponsor, der donerede 300 tons af det fineste bunkersand, og derfor har vi nu skiftet sandet i omkring 33 procent af bunkers. Det oprindelige sand var helt ærligt noget skidt, og et godt lokalt råd til gæster udefra er, at man undgår at slå i bunkers på banens bag9, hvor der endnu ikke er udskiftet til det gode sand, siger han med et smil, og tilføjer, at det derimod ikke er noget problem at lande i bunkers på for9. Man forventer at alle bunkers er renoveret i løbet af sæsonen.

De første ni huller i Hedensted er udfordrende. Det er helt åbenlyst at man skal slå lige for ikke at ødelægge scoren allerede på den første tredjedel af runden.
1. hul er et kort par4, hvor en sø skjuler sig forræderisk i venstre side af fairway neden for en bakke små 200 ude, og reelt tager driveren ud af spil for mange. Andetslaget vil typisk være omkring de 120 meter til en green beskyttet af en enkelt bunker i højre forkant.
Det efterfølgende hul var oprindeligt et kort par4, men da der ligger boliger langs hele banen på for9, opstod der uheldige situationer med drivet, og hullet er derfor nu et pænt langt par3 – 190 fra Tee61/165 meter fra Tee57, hvor indgangen til green er smal og beskyttet af bunkers. De to følgende huller har meget smalle fairways, der stiller krav til det lange spil, og på 5. hul er der en bæk og en sø ved green, der kræver præcision i indspillet frem for længde fra tee.
Længde er derimod et ’must’ på par5-hullet 8. der måler 581 meter fra de bagerste klodser, 513 fra Tee57 og hele 448 fra Tee48. Tilmed er de sidste 150 meter ret kraftigt op ad bakke og slaget er direkte ind over to bunkers. Sjældent har ’nøgle 1’ været mere berettiget end her.

Smuk udsigt
På bag9 skifter banen karakter. Der er bedre plads fra tee, landskabet åbner sig smukt op, og der er flere steder med betagende udsigter over ådalen fra de højtliggende teesteder. Nede på det laveste del af banen ligger hullerne 14., 15. og 16. hvor man fornemmer banearkitekten Henrik J. Jacobsens særkende med små delikate ’knæk’ ind til de delvist tværliggende greens. Her handler det om at lære banen godt nok at kende til at placere sig rigtigt i drivet, og strategisk placerede søer bidrager til udfordringen.
17. hul var oprindeligt et par3, men greenen lå i skygge og fik for lidt lys, og da man samtidig ændrede 2. hul, så forlængede man 17. for at bevare par72 på banen.
Hullet har fået tilføjet tre store bunkers foran green, men er et af den slags sjove par4-huller, hvor man kan give den gas og forsøge at drive green.

Hedensted Golf Klub har ikke mange greenfee-gæster. Man er med i nogle rabatordninger med et række klubber, både nærliggende og lidt længere væk fra, men man har aldrig gjort et stort nummer ud af at få greenfee-spillere. Af samme årsag er Hedensted måske en bane, der er gået lidt under mange golfspilleres radar.
Det er synd, for banen er både spillemæssigt og naturmæssigt et besøg værd. Restauranten er god og har skønne omgivelser i den gamle, lavloftede gård eller når vejret tillader det på terrassen.
Medlemsmæssigt har Hedensted til gengæld fat i den lange end. Alene inden for det seneste år har man fået mere end 150 nye medlemmer og interessen er støt stigende.

Fakta: Hedensted Golf Klub
18-hullers bane, par 72. 6.100-4.800 m. (fire teesteder).
Greenfee: Differentieret fra 200-450 kr. Mulighed for leje af buggy.
Café Rindbæk er åbent alle ugens dage.
9-hullers intermediate Pay & Play bane, 1.800 m., par 32. Greenfee: 195 kr. Mulighed for leje udstyr.
Signaturhuller: 16. hul, par4, strategisk hul med to store søer i spil og 4. hul, par4, smalt udslag i den smukke ådal.

DEL
Forrige artikelGolf og forkælelse på Araslöv
Næste artikelEn golfperle på Bjärehalvøen
Avatar
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.