Den royale golfbane i Sevilla er en herlig oplevelse, og der er bestemt også meget i vente, hvis man besøger kongepaladset Alcázar og katedralen, som er to topseværdigheder.

Real Club de Golf de Sevilla er ratet som den femte bedste golfbane i Spanien. Det er fuld fortjent takket være designer Jose Maria Olazabal og den hær af greenkeepere, der gør det yderste for at alle huller står knivskarpt.
Alene det faktum, at en greenfee sniger sig op på ca. 1.250 kr. gør banen til en af de mest eksklusive omkring Sevilla. Hele vejen rundt har vi brede fairways, og på siderne afløses fairways af små forhøjninger og lavninger. Græstæppet på fairways er delikat at gå på, og lejerne er altid perfekte, mens semiroughen selvfølgelig er lidt genstridig.

Real Club de Golf de Sevilla udmærker sig især ved umanerlig fine greenområder. Magen til grønt, jomfrueligt græs omkring bunkers i semiroughen skal man lede længe efter, og det samme gælder de store greens, som uden overdrivelse er de bedste greens denne artikels signatur har spillet. Ovefladen kan bedst sammenlignes med luven på et billardbord, og farten tilpas hurtigt; endelig er faldet på greens pålidelig – man får det, man ser.
Banens udfordringer kommer andre steder fra; hele 90 greenbunkers og 9 søer giver en masse ærgrelser, når bolden knap nok når over søen til green eller når man står i en af de dybe greenbunkers og skal bruge tre slag for at komme ud!

De smukt anlagte søer, palme- og pinjetræer pryder banen og på de afsluttende huller kan man dufte eukalyptus.
Banen kan bedst betegnes som en åben parkbane. Den har alt det, der skal til en mesterskabsbane, og har lagt græs til europatour-turneringen Spanish Open i 2008, 2010 og 2012.
Real Club de Golf de Sevilla er bestemt en bane man brænder for at spille igen.

Kongepaladset Alcázar
Løveportens tykke mure, som er et levn fra det mauriske fort, leder ind til Real Alcázar. Inden for åbenbares imponerende arabisk byggestil med alskens ornamentik, søjlegange og gårdhaver med duftende appelsintræer.
Vi bliver taget tilbage i tiden til dengang, da Andalusien var i mauriske hænder og den arabiske kultur blomstrede. I 1181 blev de første spadestik til det oprindelige kongepalads taget af almohaderne – det islamiske berberdynasti der havde magten over Nordafrika og Spanien – og i løbet af de følgende 500 år har skiftende overhoveder udbygget paladset.
Real Alcázar er bygget i Renæssance- og Mudéjarstil med snørklede detaljer og fine træudskæringer, og paladsets førstesal fungerer den dag i dag som residens for den spanske kongefamilie.

Strømmen af besøgende fører os ind til paladsets smukkeste gårdhave, Patio de las Doncellas, “Kammerpigernes gård”. Her findes søjler, buer med forfinet ornamentik og et vandspejl forbinder bygningens ender. Fra gårdhaven træder vi ind i kong Pedro I’s tronsal, hvis vægge er beklædt med de keramiske fliser, azulejos, mens loftet afslører en forgyldt halvkuppel.

Katedralen i Sevilla

Man er ved at falde bagover, når man bøjer nakken for at se katedralens buede lofter, der på sit højeste sted løfter sig 56 meter over kirkegulvet. Skibet er 76 meter bredt og 136 meter langt, og netop størrelsen gør katedralen i Sevilla med det fulde navn ”Catedral de Santa María de la Sede de Sevilla” til verdens tredjestørste kirke og verdens største gotiske bygningsværk.
Bygningen var oprindelig en muslimsk moské, opført af araberne, men i 1401 satte lokale bygherrer sig for at ombygge moskéen til en kristen kirke af uhørt størrelse og pragt. Ved at udstikke forsikringer om et evigt liv i himlen lykkedes det at skaffe dygtige kirkebyggere, der arbejdede gratis, og efter mere end 100 år kunne de første kirkegængere i 1506 sætte sig på bænkene.

Ud over marmorgulvets enkle mønstre, de gigantiske gotiske søjler, farvestrålende glasmosaikker og kunstfærdigt udformede træskærerier, finder man katedralens absolutte stolthed; altertavlen, der er verdens største og rummer mere end 1.000 guldbelagte figurer.
Men det er et dysters udseende gravmonument på en mindre central plads i kirken som især tiltrækker sig opmærksomhed. Da man for nogle år siden åbnede låget på kisten kunne man ved hjælp af dna-analyse konstatere at det vitterlig var de jordiske rester af søfareren Christoffer Columbus.

Rejsen dertil
Der er enkelte direkte afgange med Ryanair fra København til Sevilla, og flere daglige afgange København-Malaga. Fra Malaga til Sevilla skal man beregne ca. 2 timer og 15 min. ved normal trafik.

Bedste rejsetidspunkt
Sevilla er bedst at opleve forår og efterår. Man bør undgå juli og august, hvor temperaturen kan snige sig op over 40 grader.

Overnatning
Sevilla har et væld af hoteller og i alle kategorier, men i højsæsonen gælder det om at booke i god tid.

Real Club Sevilla Golf

Greenfee i højsæson
16. februar – 30. juni og hele september måned 165 Euro (ca. 1.250 kr.).

Golfbaner i nærheden
Real Club Pineda – en privatbane med begrænset adgang for greenfee spillere samt Club Zaudin.

Forrige artikelWinther tæt på toppen
Næste artikelRundtur til diverse tours
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.