Finca Cortesin på den spanske solkyst er selvforkælelse. Den klogt designede golfbane på det drømmeagtige resort er ideel til hulspil, og dens unikke greens gør værtsskabet for Solheim Cup 2023 helt fortjent.

Af Philip Thinggaard
Fotos: Finca Cortesin

Greens på Finca Cortesin er eventyrlige, drilske og øretæveindbydende. Alene om dem kan der skrives meget hjem fra det prægtige sydspanske golfanlæg, få kilometer op ad bakken fra Estepona, med ansigtet mod Middelhavet og nakken mod bjergene.
Den spanske superstjerne Sergio Garcia har draget parallel til putteunderlaget på selveste Augusta National. Sammenligningen faldt vel at mærke, før Finca Cortesins ”gamle” greens fra åbningen i 2006 blev udskiftet med Europas eneste greens af græssorten ultradwarf, en ultrafast og ultrahurtig udgave af det Bermuda-græs, som er kendt fra mange fairways på Solkysten.

Starter Sergio

En helt anden Sergio er dagens starter på Finca Cortesin. Den unge elitespiller tager imod mig på 1. tee og fortæller om banen. Ved synet af mit golfsæt spiler hans øjne op. Det ligner formentlig noget fra hans bedstefars garage: 40 år gamle Mizuno blade-jern, et impulskøb fra en genbrugsbutik i Helsingør. En blanding af nostalgi og selvpineri fik mig til at tage sættet med til Spanien og nu endda med op på denne topklassebane. Det svarer vel til at bestige Kilimanjaro i et par klipklappere.

Konge for en dag

Efter chokmødet med det antikke udstyr sender Sergio mig ud: én spiller, én buggy og to bolde i spil. Både golfmanageren og nu Sergio anbefalede mig til at spille med to bolde, når jeg nu var på egen hånd. Jeg får en hvid papirspose med Finca Cortesin-logo på og med en banan og et æble indeni. Fine, flotte Finca Cortesin-tees i forskellige længder stikker op fra de dertil indrettede småhuller ved siden af kopholderne med forfriskende vand til den sydspanske oktobervarme.

Tætsiddende service
Finca Cortesin straffer hårdt. I golfrejsebogen ”Vejen til Valderrama” hedder kapitlet om Finca Cortesin ganske enkelt ”Udspillet”. Men de underholdende pinsler ude på banen glider lettere ned med den allestedsnærværende service. Man spiller ikke fire huller, uden en opvarter kommer forbi og spørger, om der mangler noget.
Da jeg allerede på hul 6 mangler bolde, kommer en medarbejder forbi, som en tjener på en restaurant. Som den største selvfølgelighed henter han nye bolde til mig i shoppen og skriver dem på regningen.
Inden runden, straks da jeg kørte ind på parkeringspladsen, kørte en medarbejder mig i møde i sin buggy.
“Skal du spille golf?” spurgte han.

Det skulle jeg da.
“Så tager jeg mig af dit grej,” sagde han, tog sig fordomsfrit af mit usle udstyr og gjorde det klar til inden runden at slå en pyramide rigtige golfbolde med udsigt til bjerge og hav.
Topgolf og ikke kvindegolf
Inden runden når jeg også en café con leche på terrassen med Francisco de Lancastre, General Manager på Finca Cortesin.
“Priserne her er i den højere ende,” fortæller han.
”Men du får en fuldendt oplevelse for pengene, fra det øjeblik, du kommer til det øjeblik, du forlader stedet.”
Han må vide, hvad han taler om. Lancastre har tidligere stået i spidsen for luksuriøse golfresorts her på Solkysten, men også Ernie Els-banen The Els Club i Dubai og Jack Nicklaus-banen Monte Rei på den portugisiske Algarve-kyst.
“Da jeg hørte, at Finca Cortesin skulle være vært for Solheim Cup 2023, vendte jeg tilbage til Solkysten,” forklarer Lancastre.
“Solheim var en stor succes i år og betragtes ikke længere som en golfturnering for kvinder men som en golfturnering på allerhøjeste niveau. Den udvikling er jeg optaget af og glæder mig til at bidrage over de næste to år.”

Respekt for greens
Bag første green gør jeg ophold i skyggen og fordøjer det første af atten møder med de bedrageriske greens. På Finca Cortesins greens falder bolden. Men den falder bare ikke ned i hullet. Selv et kort putt skal læses, som var det en murstensroman med twists i plottet undervejs og passager med dybe udfoldelser af persongalleriet. Bolden vil heller ikke stoppe efter dit forsøg på at få den under jorden. Den efterlader dig snarere med mere læsning, et efterskrift på minimum en meter som regel, og gerne fem hvis du putter nedad uden respekt for græssets vækstretning.
Heldigvis er der god tid læsningen, hvis man vil.
”Vi kører med 12 minutters interval mellem hver starttid,” forklarede Francisco de Lancastre mig.
”Og selv på en travl dag når højst 100 spillere igennem banen.”

Skotsk-hollandsk omstart

Jeg når næsten at falde i staver over roman-analogien, da starter Sergio kommer mig i møde i sin buggy.
“To medlemmer vil gerne spille med dig,” siger han.
Jeg kigger tilbage på første tee, hvor der ganske rigtigt står to herrer og vinker til mig. Jeg tænker på det hårde møde med green på hul 1. En chance til, et tilbud om øjeblikkelig hævn. Jeg tager pænt imod og vender snuden mod første tee.

Robert og Wim

Det viser sig at være et godt valg. Robert fra Skotland spiller fra scratch, og Wim fra Holland har handicap 9. Jeg ligger et sted imellem. Begge må være omkring de 60 og med pengepungen i orden. De spiller banen flere gange om ugen i vinterhalvåret, når de flygter herned fra det dårlige golfvejr i Nordeuropa.
Robert med hund ankom forleden efter fire dage i bil fra Edinburgh. Turen med husdyr i coronatider og benzinkrise i Storbritannien er lang, forklarer Robert. Omvendt er Wim lettet over, at hans børn og børnebørn er taget tilbage til Holland efter at have belejret hans hus hernede i en måned.
Den lettelse og handicapfordelen får mig til at have Wim som favorit i deres kammeratlige, men tydeligvis hyggevigtige, hulspil. På højkant: En kop kaffe.
”Vi spiller næsten altid hulspil på Finca Cortesin,” siger Robert.
Der er noget om sagen. Tre gange i sin spæde ungdom husede banen hulspilsturneringen Volvo World Matchplay, og nu hulspilsturneringen Solheim Cup. Mange huller inviterer til at smide tøjlerne og kun bekymre sig om hullet nu og her.
 Steve Carr Golf

For fedtet til skotsk indspil
Jeg har ikke lært noget af mit første møde med hul 1 og lander for anden gang bolden kort af den hævede green. Pinden står få meter inde. Jeg spørger Robert, om ikke en snu skotte vælger at chippe lavt ind i bakken og få bolden til at liste sig op på dansegulvet og dø hurtigt ved pinden.
“Drøm videre, unge mand. Ikke på det her græs,” siger han og uddyber straks.
“Det er for klistret. Jernet sætter sig fast.”
Trodsigt tager jeg hans udmelding som en udfordring. Græsset er ganske rigtigt så fedtet, at selv et veludført bump-and-run sætter så meget fart i bolden, at den løber langt på den faste og lynhurtige green.
“Hvad sagde jeg,” siger Robert og bringer en solid britisk sarkasme på banen allerede efter fem minutters bekendtskab.

Træls tynd rough
På hul 3 besøger jeg roughen og dens vattede, lange bermuda-græs. Jeg når jeg lige at være lettet over at få bolden over den store bueformede sø op mod green, inden en alternativ straf falder. Bolden er begravet, i let og løs rough, men immervæk stadig begravet. Det kræver jævnt svingtempo at komme godt ud, modsat et chip fra fairway, der kræver lidt acceleration inden kontakt for at sætte stop i bolden.

Buskene indrammer
Finca Cortesin er også smuk natur. Skal blikket have en pause fra bjerge og hav, kan man kigge på de dovent hængende vilde oliventræer. Tætvoksende og afrundede buske vokser langs de fleste huller. Banearkitekt Cabell B. Robinson har uden tvivl tænkt buskene ind som en intimiderende indramning. De burer dig inde, så du sjældent kan kigge rundt på andre huller. Du spiller i nuet og må forholde dig til det, der ligger foran dig. Og buskene vokser tæt. Kort sagt: slå lige.

Glem ikke vækstretningen
På hul 6 er der ved at komme gang i hyggerivaliseringen mellem Robert og Wim. Hollænderen er to op, svinger stabilt og udnytter sine ekstraslag på skotten. Som kendere af banen viser de mig den kæmpe forskel på at putte nedad og opad på ultradwarf-greens. Græssets nedadgående vækstretning mod dal og hav sender bolden yderligere af sted, end blot og bar tyngdekraft gør. Med andre ord: placér bolden under hullet og putt endelig ikke for langt af hullet på vej opad.
I en fairwaybunker konstaterer jeg et leragtigt lag lige under sandet. Men den næste fairwaybunker, som jeg så også havner i, har løsere sand og kræver en anden teknik.
”Sandet er ikke ens i alle bunkers,” forklarer Robert mig.
”På Finca Cortesin kan sandet variere, alt efter hvor højt bunkeren ligger og hvor tæt på green.”

Unikke greens
Men tilbage til hovedattraktionen, greens. Banen åbnede i 2006. Få år efter fik resortet en drømmestart med Volvo World Match Play tre gange, stadig mens banen var ung og finanskrisen tæskede hårdt til turismeøkonomien på Solkysten.
De store turneringer og Garcias roser var ikke nok. Allerede i 2017 skiftede man græsset på greens helt ud. Det tætgroende, og dermed klippevenlige, ultradwarf-græs af mærket MiniVerde var miljømæssigt og økonomisk mere bæredygtigt. Ikke mindst er det endnu fastere og hurtigere.
Wim giver mig et indtryk af de kun 100 medlemmers høje forventninger til klubben.
“Banen var lukket i en hel måned,” erindrer han om omlægningen af greens, som om det var et mareridt.
Græsset blev kørt ind fra et specialiseret golfgartneri i Nordspanien og rullet ud nærmest klar til brug med det samme.
Robert har været medlem siden starten i 2006 og beretter nørdet om forskellen.
“De er meget mere faste end før, men alligevel får man sjovt nok mere backspin.”
De gamle greens var blødere, men på ultradwarf-græsset er det nærmest kun elefanter, der efterlader fodspor.

Gazpacho-overraskelse

Glad over at have sænket et to meters putt på hul 8 hopper jeg ind i buggyen. Der står pludselig en to-go-kop i kopholderen. Til min overraskelse indeholder koppen ikke kaffe men dejlig og forfriskende gazpacho. Ved siden af den står seks nye golfbolde fra shoppen.
 Steve Carr Golf

På de krævende sidste huller kommer der blod på det skotsk-hollandske opgør. Robert har været et par stykker nede hele vejen, men Wim synes nu at få gummiarm. På 17. hul er Wims putt udefra lige ved at blive hængende i forgreen. Men kun jern synes at blive hængende i dette græs. Wims bold kravler sig overraskende tæt på hullet.
Det tvinger Robert til at lave birdie, hvilket han gør. På sidste green kommer Robert for første gang hele dagen op med en imponerende eagle. Han kigger på sin ven med et skævt den-der-ler-sidst-smil og dufter vinderkaffen på terrassen.

Ved afgang konstaterer jeg, at Francisco de Lancastre havde ret. Man bliver virkelig opvartet til det allersidste. Servicen kommer fra hjertet på Finca Cortesin. Jeg bliver selvfølgelig fulgt helt ud til bilen uden at se mit oldgamle udstyr, før det ligger i bagagerummet.

Fakta om Finca Cortesin
Golfklubben Finca Cortesin har kun omkring 100 medlemmer. Banen blev opført med henblik på alt andet end klubgolf, primært at tiltrække store turneringer og sælge lækre hotelophold på det eksklusive sted. Ikke mindst skal banen fungere som udstillingsvindue for den perlerække af pragtejendomme, der omkranser banen i højderne oppe på bjergsiderne med udsigt over Middelhavet.
Par: 72
Antal tees: 5
Længde: 4850-6750 meter
Greenfee med buggy: 320 euro (260 i lavsæson)
Golfbanearkitekt: Cabell B. Robinson
Græstype: Ultradwarf Bermuda (greens), Bermuda (resten)
Hotel: 67 suites
Beach club: 6000 kvm
Resortområde: 532 hektar
Åbningsår: 2006

DEL
Forrige artikelIngen gider jo købe en gammel bil
Næste artikelJoachim B. Hansen fører igen
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.